« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne i Frelsens Hær
Den øverstkommanderende i Danmark er for Tiden en Kvinde, Fru Lucy Booth-Hellberg, en Datter af General Booth. Hvad er det for noget? tænkte jeg straks. Kan Frelsens Hær bruge en Kvinde til at lede Arbejdet i et helt Land, mens vi endnu har Folk i vort Land, der mener, det rummer en alvorlig Fare at lade en Kvinde sidde i en Bestyrelse for et stort kristeligt Foretagende sammen med en halv Snes besindige, prøvede Mænd. Lad os se lidt paa den Organisation, der i den Grad forstaar at gøre Brug af Kvindens Evner og Kræfter i Herrens Tjeneste og lad os tilføje, giver hende Lejlighed til at udvikle dem.
Øverst har vi „Generalen", oprindelig Methodistpræst i Øst-Londons frygtelige Fattigkvarterer.
Saa har vi Stabschefen, Generalens Søn, Bramwell Booth, Hærens Feltmarschal Moltke, den Mand, der holder alle Traadene i sin Haand.
Derefter har vi de øverstkommanderende i de forskellige Lande, og derefter følger Trinvis nedad Officererne og tilsidst de menige Soldater.
Hvorledes bliver man Officeer i „Frelsens Hær?" Man maa gennemgaa Krigsskolen. Ned paa Skolebænken maa selv den højest dannede Mand eller Kvinde. Og derefter gaar det trinvis opad, alt eftersom Vedkommendes Evner og Kræfter viser sig at kunne blive til Gavn for Arbejdet.
Her er ingen Tale om, det er en Mand eller en Kvinde. Alle gaar samme Skole igennem, og enhver bliver brugt, der, hvor Ledelsen trænger til deres Hjælp.
For mange Aar tilbage fik General Booth Gang paa Gang Brev om, at ingen af Evropas Hovedstæder trængte mere til hans Hjælp end Paris. Man bad ham indtrængende om at begynde et Arbejde mellem denne Bys fattige og dybt sunkne Befolkning. Tilsidst kunde han ikke længere modstaa Opfordringen, og besluttede at „aabne et Felttog" mod Frankrig. Men hvem skulde man sende dertil? Valget maatte træffes med største Varsomhed, thi havde man først faaet sendt en mindre heldig Missionær til Paris, kunde hele Arbejdet i Frankrig let derved fuldstændig mislykkes.
Generalen og hans Hustru tænkte paa at sende baade den ene og den anden, men de syntes, ingen egnede sig til dette vanskelige Hverv. Da tilbød deres ældste, syttenaarige Datter sig. Hun havde allerede en Tid været sin Moders højre Haand i mange Sager, der stod i Forbindelse med Virksomheden. Hendes Forældre gøs tilbage, det var, som om et Sværd gennemtrængte hendes Moders Hjerte ved Tanken om, hvilke Farer denne modige, unge Kvinde herved udsatte sig selv for, Farer, om hvilke hun aldrig havde drømt. „Herre, om det er muligt, da tag denne Kalk fra mig", bad Fru Booth i sin Angst. Men havde hun ikke givet Gud sit Barn fra ganske lille af? Vilde hun nægte ham hende nu? Den unge Pige holdt selv fast ved sit Forsæt, og denne unge Kvinde satte Arbejdet i Gang paa et af de allervanskeligste Steder.
Underligt er det forøvrigt at se, at netop overfor de rareste Mennesker, har den troende Kvinde, der gaar i Guds Ærinde, en vældig Magt.
For et Par Aar siden talte jeg med en af vore ledende Mænd indenfor Indre Mission, om Kvindens Stilling i Guds Riges Arbejde. Han havde ikke meget Syn derfor. I Samtalens Løb peger jeg da paa, hvilken fremragende Stilling Kvinden her indtager baade i England og Amerika. „Ja", siger han med et medlidende Skuldertræk, „i de reformerte Lande, men der mangler man jo det klare Lys over Daab og Nadver". Jeg tænkte, „ja ja, maaske du har et klart Lys over Daab og Nadver, men saa kan det være, at andre meget vigtige Omraader ligger i Mørke for dig".
Frelsens Hær mangler Lyset over Daab og Nadver, men de har faaet Lys over et andet Punkt: „Kvindens Arbejde i Herrens Vingaard".
Gid de maatte faa Lys, hvor de trænger til det, og vi ikke mindre, hvor vi trænger dertil.
