« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kvindekongressen i Stockholm 12.- 17. Juni 1911
II
Paa Slaget 10 begynder Forhandlingsmødet Tirsdag Formiddag. Det akademiske Kvarter finder ingen Anvendelse her. Fru Chapman Catt, der leder alle Møderne, meddeler Forsamlingen med et lunt Smil, at hun ved Møder i Sverig gentagne Gange er stødt paa dette mystiske Kvarter, der somme Tider varer en halv Time, „men det vil vi ikke have indført; vi begynder paa Slaget, selv om kun Formanden og Sekretæren er mødt".
Der berettes først, at det internationale Blad „Jus Suffragii" nu har 940 Abonnenter spredte over 27 Lande, og at det nu er naaet til at kunne bære sig.
Man forhandler derefter: Pressen og Stemmeretten. Indlederen, Frøken Marshall, England, foreslaar oprettet et internationalt Pressebureau, der kan forsyne Pressen i alle Lande med paalidelige Efterretninger. Som det nu er, spredes meget fejlagtige Meddelelser, ligesom meget af allerstørste Betydning og Interesse forties. Hendes Tanke, der af Forsamlingen vandt stort Bifald, var den, at Kvindestemmeretsforeningerne i de forskellige Lande burde oprette dette Bureau, men at dette ikke udelukkende skulde beskæftige sig med Kvindestemmeretssagen, men tværtimod skulde bringe paalidelige Meddelelser om alle Kvindespørgsmaal.
Forhandlingen om denne vigtige Sag fortsattes i Løbet af Eftermiddagen.
Dagens store Begivenhed var Dannelsen af en international Sammenslutning af 6 Mandsforeninger for Kvindestemmeret (England, De forenede Stater, Tyskland, Frankrig, Holland og Ungarn). En af Repræsentanterne for den hollandske Forening, Oberst Mansfeldt, bliver den nydannede Sammenslutnings Sekretær. Han fortæller, at disse Mandsforeninger allerede har ydet Sagen stor Støtte ved qua Vælgere at interpellere Rigsdagskandidaterne. Alle Partier i Holland - undtagen det nuværende Regeringsparti (Det kristelig-historiske) - har, for en stor Del ved Mandsforeningens Medvirken, optaget Kvinders Stemmeret paa sit Program. Samme Oberst Mansfeldt har, efter hvad hans Hustru meddeler, lidt megen Skade i sin militære Løbebane, fordi han her ikke deler Anskuelse med Regeringen, og hun forsikrer, at hvis han satte sit Navn under sine Avisartikler om Kvindestemmeret, vilde han upaatvivlelig faa sin Afsked.
Sverig havde den Dag endnu ingen Mandsforening, men inden Kongresdagene var ovre, havde svenske Mænd slaaet Følge med Brødre fra andre Lande.
Dagen sluttede med stort Møde i Operahuset. Ca. 1000 Kvinder og en Del Mænd er samlede for at høre Alliancens bedste Talere. Kl. 8 1/4 gaar Tæppet op. Paa den pragtfuldt dekorerede Scene, under Palmer, omgivne af et Væld af Blomster ser vi de kendte Ansigter: Fru Chapman Catt - vor „ukronede Dronning" -; Fru Philip Snowden, den berømte engelske Taler; Fru Holmgren, Stifteren af Sverigs Kvindebevægelse og dens energiske Leder; den verdensberømte svenske Forfatterinde, Selma Lagerlöf; Dr. Anna Shaw, Kongressens Præst og Lederen af Bevægelsen i Amerika; Frk. Rosika Schwimmer, Kvindebevægelsens General i Ungarn og foruden disse Aftenens Talere, mange, mange flere. Man har fra Scenen villet vise Sverrig Bevægelsens ypperste Repræsentanter fra alle Lande.
Og saa taler de, den ene efter den anden. De fleste kort, kvikt, ildfuldt, morsomt. Der klappes i Hænderne. Kun en Tale høres i aandeløs Stilhed: Selma Lagerløfs. De ikke-skandinaviske Tilhørere forstaar den ikke. De lytter og faar ligesom et Indtryk af noget stort, noget, der griber Hjerterne. Men Skandinaverne og ikke mindst Svenskerne, de lytter og forstaar. Hun lader ikke sit Vid spille. Hun ironiserer ikke over de eneste Indehavere af Logikken og Forstanden - Mændene. - Nej,
jævnt og ligefremt lægger hun Spørgsmaalet frem, hvorvidt Kvinderne bør tage Del i Statens Styrelse eller ej. Hun dvæler ved Hjemmene, de mange gode svenske Hjem, og saa siger hun : „Kvinden dannede disse Hjem, men hun gjorde det med Manden ved sin Side. Men da Manden dannede Staten var han ene om det. Han vovede at gøre det ene, men er det lykkedes ham ? Vi Kvinder er ikke fuldkomne, og det er Mændene heller ikke. Hvorledes skal vi vinde frem, om vi ikke hjælper hverandre? Vi tror, at det store Mesterværk, Staten, var Mandens Værk, og det lille Mesterværk, Hjemmet, var Kvindens, men at Manden aldrig kan gøre Staten til et Hjem, om han ikke tager Kvinden til sin Hjælp".
Der laa en Stemning over Forsamlingen, som om de sad i en Kirke, En Taare glimtede i Øjet baade her og der. „Det var ægte svensk," sagde mer end en efter Mødet, „for os er denne Sag dybeste, dybeste Alvor."
III
I den lyse, nordiske Sommeraften, lysere endnu heroppe end i Danmark, holdes Onsdag Aften et stort offentligt Møde fra to Talerstole ude paa Skansen i Djurgaarden, en stor Park i Udkanten af Byen. Mens man ellers har lidt en Del under, at Lokalerne har været for smaa, er her Plads nok, og Folk flokkes i tætte Skarer. Der er Talere fra alle Lande, dygtige, intelligente Kvinder. De fortæller dels om, hvorvidt man er naaet i vedkommendes Fædreland, en enkelt giver sig af med at spaa om Fremtiden, andre søger at virke inspirerende, vækkende paa Forsamlingen. Danmark repræsenteres her af Formanden for Valgretsforbundet, Frk. Eline Hansen, og for Landsforbundet af Fru Elna Munch.
Under disse offentlige Møder samles en stor Del af de udenlandske Kongresdeltagere først for at se paa Folkedanse og senere for at høre Sven Scholander og hans Datter Lisa Scholander synge.
Det er sent, inden Strømmen af gaaende og kørende atter bevæger sig ind imod Byen, men endnu er det lys, klar Dag. Dog vi maa hjem, en travl Dag begynder i Morgen igen. -
Det vigtige Spørgsmaal, om Kvinderne, naar de faar Stemmeretten, bør opstille egne Kandidater, staar paa Dagsordenen Fredag Morgen. Fra Australien meddeles, at dette er forsøgt her og har vist sig heldigst. Norge meddeler, at man her har sluttet sig til de bestaaende Partier, ligeledes i Finland; dér finder man et særskilt Kvindeparti en Absurditet, men de kvindelige Rigsdagsmedlemmer har særlig taget sig af de Lovforslag, der angik Kvinder og Børn: Udsættelse af Kvindens Ægteskabsalder, om Moderskabsforsikring, om bedre Værn af fattige Børn, sundere Fængsler
o. s. v. -
Der aflægges Beretninger fra de forskellige Lande. Disse vil senere blive optagne i Beretningen om Mødet, som vi meget vil anbefale K. K. F.s Medlemmer. Der skal senere her i Bladet komme Besked om, hvor den faas. Der bringes Hilsner fra en Mængde Foreninger, der har ladet sig repræsentere ved de fastsatte to Delegerede. -
- Det sidste Møde holdes i K, F. U. K.s smukke Sal Lørdag Eftermiddag Kl.2½.
K. F. U. K.s Landsformand Frk. Anna Roos, fører Forsædet. Centralforeningens 25-Aarsfest begynder netop i Aften med et indledende Møde. Foreningens Repræsentanter fra hele Landet er allerede komne, og de sidder nu rundt om i den store, smukke Sal sammen med Kongresdeltagere fra alle Lande.
Med nogle faa Ord indtroducerer Frk. Roos hver enkelt Taler. Fru Blauenfeldt, Danmark, taler først. „Tal ikke for kort," hviskes der til hende. „Vi vil gerne høre noget om den Sag."
Fru Corbett Ashby fra London er næste Taler. Det er Arbejdet som Undersøger for Menighedsplejen, der har givet hende et saa dybt Indblik i Nøden blandt Kvinder og Børn, i alle de paa Grund af Fattigdom og Umoralitet forsømte Hjem, at hun er bleven en ivrig Arbejder for Kvindens Stemmeret. Docent Frk. Hilma Borelius taler derefter paa svensk, og Dr. theol. Pastor Anna Shaw slutter med en ildfuld, meget personlig, paa sine Steder humoristisk, men dog dybt alvorlig Tale, der var Genstand for stærkt Bifald.
IV
Det er nu tredie Kongres, jeg har været med til. Overalt, baade i Holland, England og Sverig har jeg samtidig søgt Forbindelse med K. F. U. K. og de Mennesker, der arbejdede for Hedningemissionen, og jeg har alle Vegne indenfor disse Kredse fundet Venner, der har været mig ikke alene til stor Glæde, men ogsaa til største Gavn, baade personlig og for mit Arbejde for Hedningemissionen.
I England og navnlig i Sverrig var jeg allerede kendt, i Holland benyttede jeg det Sesam, der lukker endda højt op, saa snart man kommer til de ældre Missionsvenner, Provst Vahls Navn. Hvor megen Kærlighed har jeg ikke mødt baade her hiemme og i Udlandet for hans Skyld. Naar jeg da er kommet midt ind i Kredsen af mine egne, har det moret mig at komme med Kongresmærket paa Brystet for at se, hvilket Indtryk det vilde gøre paa dem.
I Holland, hvor jeg fandt K. F. U. K.s Horisont gennemgaaende meget snæver, saa man paa Forhaand med Forfærdelse paa dette Mærke. Inden jeg kom derned, havde jeg korresponderet med Landsformanden, en midaldrende Frøken fra en lille Provinsby. Paa det, at hun i mig personlig anerkendte en Søster i Herren, havde hun i K. F. U. K.s Blad anbefalet Hollands troende Kvinder at gaa hen og høre mig ved det Møde, ved hvilket Kvindestemmeretten søgtes belyst fra et kristeligt Synspunkt. Hun havde i sit Blad skrevet en hel Mængde smukt om denne Søster fra Danmark, der kom for at tale til sine hollandske Søstre, men - ikke med et Ord havde hun nævnt de andre 7 fra forskellige andre Lande, der ogsaa skulde tale. „Hvor kunde De dog saaledes helt forbigaa dem," sagde jeg senere til hende. „Dem kendte jeg ikke," svarede hun, „jeg kunde kun anbefale den, jeg havde Tillid til."
Efter Mødet var jeg til Middag sammen med de ledende Kvinder i K. F. U. K. Hvor de spurgte, og hvor de var uvidende om denne Sag. Og jeg sad der. Kun et Aar havde jeg kendt denne Bevægelse. Jeg gøs ved Tanken om mit Ansvar her. - I et andet Land tager man sig meget større ud end man i Virkeligheden er. Jeg følte, at hvert Ord, jeg sagde, kunde faa en uberegnelig Indflydelse. Jeg sukkede til Gud om hans Vejledning, og saa fortalte jeg ganske simpelt mine Søstre mit Syn paa Sagen, og hvorledes jeg havde faaet Øjnene op. Da vi var færdige, sagde K. F. U. K.s Formand: „Jeg ser nu, at jeg har villet dømme om den Sag uden at kende den. Vi vil alle gaa med til det offentlige Møde i Aften, og jeg vil sætte mig ind i Sagen, og Gud staa mig da bi, om jeg i Fremtiden kommer til at gaa imod dem, som jeg nu føler mig saa nøje knyttet til."
Det var om Torsdagen. Om Søndagen træffer jeg K. F. U. K.s unge Sekretær, der senere er bleven Forstanderinde for en Diakonissestiftelse. Hun siger glædestraalende: „Min Formand er nu vunden for Kvindesagen". „Kan vi stole paa det", siger jeg. „Saa snart hun mærker Modstand, gaar hun vel sin Vej igen". „Nej", siger hun, „min Frøken er et Menneske, man kan stole paa". Og virkelig, i næste Nr. af K. F. U, K.s Blad skriver hun en hel Redegørelse for sit forandrede Syn. Hun er forberedt paa, at mange vil finde det frygteligt, „men", siger hun, „lad os saa tage Sagen frem paa vore store Møder; nu har jeg været Eders Formand i over 25 Aar, vi skulde vel kunne tale igennem med hverandre".
I Edinburg i Fjor blev jeg formelig interviewet af flere af de hollandske Delegerede der, og efter saadan en Samtale erklærede en hollandsk Præst: „Vi burde have en „Kristelig Kvindevalgretsforening". Der er saa meget Snæversyn, saa megen gammel Bitterhed mellem os og dem, der staar udenfor Menigheden, at vi vanskeligt kan faa de troende Kvinder til at slutte sig til de bestaaende Foreninger. Paa den anden Side er det en frygtelig, ja skæbnesvanger Ting, at alle andre Kvinder ved at gaa med i Stemmeretsforeningerne og gennem Aarene høre alle disse Foredrag faar en Udvikling, som vore Kvinder ikke faar
Den Dag, Kvinderne faar Stemmeretten, hvilket jeg anser for en Retfærdighedshandling og mener vil kunne blive til Gavn for vort Folk, da staar vi med en Flok uvidende Kvinder, og er det i al Almindelighed galt, naar Kvinderne kun kommer til at følge Førerne, saa er det dobbelt galt, naar de troende Kvinder gør det".
„Ja", svarede jeg. „alt dette forstaar jeg godt, men hvorledes vil De faa de troende Kvinder til at vaagne?" „Den eneste Maade, hvorpaa jeg kan tænke mig, at det vil kunne ske", siger han, „er, om en Kvinde ud af deres egen Midte staar frem og tager et Arbejde op iblandt dem". „Fuldstændig rigtigt", svarede jeg, „men jeg beklager den Kvinde, som Gud kalder dertil; jeg ved af Erfaring, hvad dette vil sige". „Ja", siger han, „det kan være svært, men naar Gud kalder en af os til et Arbejde, giver han os ogsaa Kræfter". Ja, det er sandt. -
Næste Kongres holdtes i London. Med Mærket paa Brystet gik jeg først til K. F. U. K.s Verdensformand, Miss. Morley. Hun havde i Forvejen skrevet til mig; „Jeg sympatiserer med selve Arbejdet for Kvinders Stemmeret, men ikke altid med den Maade, hvorpaa disse Kvinder arbejder for Sagen". Det var Aftenen før Kongressens Aabning. Vi talte meget om denne store Verdensbevægelse, der ikke alene vil være med at løse Baand, der binder Kvinderne her hjemme, men ogsaa tungere, stærkere Baand, der binder vore hedenske Søstre. Her fandt jeg fuld Forstaaelse, og hun, Verdenssekretæren Miss. Spencer og jeg, knælede ned og bad med hverandre for denne mægtige Verdensbevægelse. Og da vi rejste os, sagde vi som med en Mund, hvis der var bleven bedet mere for denne Sag, havde Sejren maaske allerede været der i dette Land. Uvilkaarlig gik vor Tanke til Suffragetternes fortvivlede Kampmetode og de mange Kvinder, der i dette Øjeblik sad i Holloway-Fængslet.
En anden Dag var jeg med Frk. Irene Barnes rundt i hver en Krog i C. M. S. store, minderige Bygning. Det lod ikke til at vække nogen som helst Forundring, at jeg kom fra Stemmeretskongressen.
En Eftermiddag var jeg til „Den engelske Kirkes Zenanamissionsselskab"s Aarsmøde. Der talte Pandita Ramabais mange aarige Medarbejder: Sonderbai Powar. Allerede i 1889 har Ramabai slaaet til Lyd for den indiske Kvindes Stemmeret, i hvorvel hun selvfølgelig saa klart som nogen ser, hvor lidt Størsteparten af de indiske Kvinder er modne dertil: Nuvel, i Englands troende Kredse møder man Forstaaelse for Tanken. I mange Aar har troende Mænd og Kvinder været med i Bevægelsen; det maa vel saa være for at pointere, at de netop som kristne sympatiserer med Sagen, at de nu danner den ene „Kristelige Kvindevalgretsforening" derovre efter den anden.
Og nu Sverrig. Ja, om Sverrig behøver jeg ikke at fortælle. Mødet i K. F. U. K., der omtaltes i forrige Artikel, viser bedre end noget andet Stillingen her. Kun vil jeg sige, at jeg, efter at have spurgt og spurgt de forskellige Mennesker, er kommen til det Resultat, at man her slet ikke begriber, at troende Kvinder ikke kan være med i denne Bevægelse; mange er med og mange er ligegyldige eller imod, ligesom overalt i Verden.
Maa jeg endnu faa Lov til at fortælle noget morsomt og ret betegnende fra Tyskland. Formanden for en Stemmeretsforening der nede bad mig under Londonkongressen om at skrive to Piecer, en om Kvindens politiske Stemmeret set fra et kristeligt Synspunkt og en der skulde handle om den kommunale og kirkelige Stemmeret, som de paa den Egn heller ikke har. Nu er det ingen Spøg at skrive for Kvinder i et andet Land. Man ved næppe, hvad man gør. Men - under Bøn til Gud skrev jeg disse Piecer, og jeg faar nu at vide, at disse Foredrag har været læst op ved en Mængde store Møder, hvor man havde samlet Medlemmerne af de kristelige Foreninger, og at de havde fremkaldt en meget livlig Diskussion. Saa hænder det hverken værre eller bedre end, at i en By en hel Mængde af de ledende troende Mænd og Kvinder erklærer sig for Venner af Kvinders Stemmeret. Det var hovedsagelig yngre Folk. De gamle var rystede. Der maatte gøres noget, og de forskriver da en meget anset troende Præst, som de var aldeles sikker paa, vilde slaa alle disse nye Ideer ned. Han kom. Salen var fyldt til Trængsel. Spændingen var paa det højeste. Da gaar han hen og holder en Tale saa afgjort for Kvinders Deltagelse i det offentlige og politiske Liv. Forsamlingen var som lamslaaet, og saa fortæller han dem ganske simpelt, hvordan det var gaaet til. Han havde været en stærk Modstander før, og det havde han aldrig været bange for at sige. Da han nu skulde til dette Møde, hvor det gjaldt at slaa et Slag, der kunde føre til Sejr i en Fart, vilde han ikke møde op med de gamle Travere. Han anskaffede sig derfor den nyeste Litteratur og satte sig ordentlig ind i, hvad disse forskrækkelige Kvinder egentlig vilde. „Og," sluttede han, „jeg ser nu, at jeg har dømt om en Sag, jeg ikke kendte. Jeg har været en ærlig Modstander før, og jeg er nu en ærlig Ven." Ja, saadan kan det gaa.
Til Slutning vil jeg ønske, at mine troende Brødre og Søstre her i Landet, før de dømte om den Sag, som saa mange af dem ikke kan forstaa, at jeg vil være med til, vilde sætte sig grundigt ind i, hvad det var, og at de da, ligesom K. F. U. K.s Formand i Holland og den tyske Præst aabent og ærligt vilde være ved, at de havde dømt om Sagen uden at kende den, og at de fra Fjender var blevne til Venner. Hemmelige Venner er der nemlig ikke meget ved.
