« Tilbage til søgeresultaterne
Lovforslag om Understøttelse af Børn af Enker og Enkemænd
Der er i denne Tid i Folketinget forhandlet om et Lovforslag, som Kvinderne bør lægge Mærke til, idet de, om Lovforslaget gaar igennem som af Ministeren foreslaaet, vil faa Indflydelse paa Lovens Administration. Det er Lovforslaget om Understøttelse til ubemidlede Enkers og Enkemænds Børn. I Loven om Hjælpekasser staar, at værdige trængende kan understøttes, saa de kan undgaa at søge Fattighjælp. Man skulde tro, at en ubemidlet Enke med flere Børn at forsørge efter dette kunde understøttes af Hjælpekassen. Men hvis Hjælpekasserne skal paatage sig dette, maa de have større Tilskud af Kommunekasssen end Loven tillader. Uden Amtets Tilladelse kan Kommunen kun yde 30 Øre pr. Indbygger i Kommunen, og man ser derfor, at Kommuner, som nu vil understøtte ubemidlede Enker med Børn, saa Enken ikke skal være nødt til at tage Fattighjælp og derved miste sin kommunale Stemmeret, maa søge Amtet om Tilladelse til, at forhøje sit Bidrag til Sognets Hjælpekasse til henved l Kr., ja endogsaa derover.
Efter det forelagte Lovforslag skal ubemidlede Enkemænds Børn understøttes paa særlig Maade, idet der skal fastsættes en aarlig Sum til hvert Barn til dets 14de Aar. Ja, under særlige Forhold kan Hjælpen ydes indtil det 18de Aar. Der er i Folketinget fremkommen Udtalelser om, at der skulde tages Hensyn til, om det var selvforskyldt eller uforskyldt Trang. Om det var ved Faderens eller Moderens daarlige Liv, Familien var kommen i Trang. Det vil ikke være let at tage dette Hensyn, selv om man finder det meget rimeligt. Er en Enke fattig paa Grund af Mandens Drikfældighed, var det jo dog haardt, om hun saa ikke kunde faa Hjælp til sine Børns Underhold uden som Fattighjælp. - Der er ogsaa falden Udtalelser om, at i Tilfælde af en Ægtefælles uhelbredelige Sindssygdom skulde den anden Ægtefælle med Børn være at hjælpe. Ligesaa forladte Hustruer med Børn. - Ifølge Lovforslaget skal Understøttelsen til hvert enkelt Barn bestemmes af et Udvalg for hver enkelt Kommune, én, valgt af Sogneraadet af dets Midte, (kan være Mand eller Kvinde) én, valgt af Hjælpekassens Bestyrelse, (kan ligesaa være Mand eller Kvinde) og Amtmanden. Det synes af de faldne Udtalelser, som om der ikke er megen Stemning for et saadant Udvalg, men snarere for at Sogneraadene eller Hjælpekassebestyrelserne skulde administrere Loven uden noget nyt Udvalg. Det kan imidlertid nok have sin Betydning, at Amtmanden, under hvem alle Kommuner i Amtet sorterer, er med i hvert enkelt Udvalg, thi derved kan Udvalgene komme til at arbejde mere ens over hele Amtet. - Er den til Understøttelse trængende ikke forsørgelsesberettiget i den Kommune, han eller hun opholder sig i, kan Forsørgelsesret ikke opnaas i Opholdskommunen i den Tid, han eller hun understøttes. En god Bestemmelse; thi ellers kan en Kommune jo fristes til at være karrig eller mindre hjælpende over for dem, der ikke har Forsørgelsesret i Kommunen. - Bliver Loven vedtaget, vil Kvinderne, idet vi nu har kommunal Stemmeret, have deres Ansvar for, hvorledes den bliver ført ud i Livet, og det er dette Ansvar jeg gerne vilde pege paa.
Her er netop et af de Omraader, hvor Kvinderne særlig maa gøre sig gældende: Overfor Børn og Forsørgelse af disse. Slaa det ikke hen og sig: det bliver nok ordnet uden mig. Nej, tag Ansvaret op og søg, enhver i sin Kommune, at vække Interesse for Lovforslaget, saa at det, om det bliver vedtaget, kan blive brugt godt og ikke misbrugt. Der er sagt om de sociale Love, der i de senere Aar er vedtagne, f. Eks. Lovene om Arbejdsløshedskasser, Hjælpekasser, Alimentationsbidrag, Alderdomsunderstøttelse o. fl., at de kan svække Lysten til selv at hjælpe til. Gør de det, gør de mere Skade end Gavn; men er det ikke Administrationens Skyld, om de gør det?
