« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Øst til Vest
II.
(Sluttet).
- Lad os en Gang se lidt paa de Hindringer, de Kristne hjemme lægger i Vejen for vort Missionsarbejde. Vi gaar til den indiske Mand og beder ham i Kristendommens Navn behandle sine Kvinder bedre. Er han saa dum, at han ikke kan se vor Inkonsekvens: „saa langt og ikke længere". Han fastholder f. Eks., at hans Kvinder befinder sig overmaade vel ved ikke at lære at læse. For et Aarhundrede siden kunde man i dette kristne Land møde akkurat de samme Udtalelser. For 75 Aar siden for vi op i Forfærdelse ved Tanken om Kvindens højere Uddannelse; for 50 Aar siden ræddedes vi ved Tanken om Damer som Sygeplejersker og Læger; for 20 Aar siden vakte Tanken om Tilstedeværelsen af Kvinder i Kommunalraad og andre offentlige Hverv Bestyrtelse. - og nu modsætter vi os endnu af al Magt Kvinder som Dommere og i det politiske Liv.
Hvad maa den oplyste Hindu tænke?
- Ak, vi ved godt hvad han tænker. I et Brev, der er spredt i Tusinder ud over hele Verden spørger han, i hvilken Retning Kristendommen staar højere i sin Behandling af Kvinderne. Alle Banebrydere - Lederne af et hvert eneste Skridt i Kvindernes Fremgang - Josephine Butler, Florence Nightingale, Dr. Elisabeth Blackwell - har mødt Modstand, de har faaet deres Ord og Meninger fordrejede og ofte mødt den laveste Forhaanelse. Og ikke alene det, men i utallige indiske Aviser og Blade - udgivet af Hinduer, Muhammedanere, Persere - har vi set Artikler, der lo ad, at det engelske Folk gjorde sig til af at gaa i Spidsen for den rette Maade at behandle Kvinderne paa, naar de behandler deres egne Kvinder paa den Maade, som de gjorde, og som sagde, at nu vaagner Indien ligesom hele Østen, og det vil snart være et godt Skridt foran England i den Retning. I hvor høj Grad man i Østen er stemt for Kvinders Stemmeret, tror jeg, vanskeligt man forestiller sig. Det blev med største Beklagelse tilstaaet for mig for nylig af Sekretæren for et stort indisk Forbund. Hun sagde: „Ja, det gør mig ondt at maatte sige, at mange indiske Kvinder giver sig af med dette Spørgsmaal. At de gør det med mange af deres Landsmænds Billigelse fremgaar af de mange Bravo’er, der paa hele deres Vej ledsagede de indiske Deltagere i Kvindernes Kroningsprocession*) 11. Juni.
*) Her sigtes til en mægtig Kvindestemmeretsprocession i London 11. Juni 1911. 30,000 á 40,000 Kvinder tilhørende alle Stemmeretsforeninger, ogsaa de kristelige, alle Samfundslag og som vi ser forskellige Racer under den engelske Krone. Red.
Ikke alene raabte de engelske Tilskuere Hurra for de indiske Kvinder, der her tydeligt viste, at de ønskede Stemmeretten, men utallige indiske Mænd raabte ogsaa Hurra. Heller ikke er det uden Betydning, at Maharajahen**) og Maharanien af Baroda senere har været til Stede ved et mægtigt Stemmeretsmøde og har givet en overordentlig stor Gave, eller at en anden indisk Herre - der lige tilfældig kom til i sidste Øjeblik - skal have givet £ 250 (4500 Kr.) ved samme Indsamling.
**) En af de regerende Fyrster. Begge er kendte Forkæmpere for gode Reformer. Fyrstinden er kendt som Fører i den indiske Kvindebevægelse. Red.
Det vilde i det mindste for disse humant tænkende, højt oplyste Mænd være et Vidnesbyrd om Missionens høje sædelige Værd, om de vidste, at dens Understøttere herhjemme var komne saa vidt, at de ønskede deres egne Kvinders Frigørelse.
Jeg kan imidlertid ikke lade være at tænke paa, at der ogsaa er andre Synspunkter, der kunde lede dem, der er interesserede i Udbredelsen af Guds Rige, til ogsaa at interessere sig for Stemmeretssagen. Ingen vil benægte, at den højt uddannede, studerende Kvinde, den uddannede Sygeplejerske og den kvindelige Læge har været af største Betydning for Guds Riges Udbredelse blandt Hedningerne. Og alligevel for Aar tilbage, da Kvindernes højere Uddannelse paabegyndtes, var Guds Folk fuldstændig blindt for, at dette vilde komme til at spille nogen Rolle overfor Verdens Evangelisation, og skønt enkelte Personer sympathiserede dermed, ydede Kristi Kirke som Helhed aldeles ingen Hjælp. Og nu staar vi foran et andet Skridt fremad: skal vi atter her være fuldstændig blinde?
Lad os en Gang kaste et Blik paa det allerlaveste: Pengespørgsmaalet. Naar vi ser paa Tilhørerne ved et Missionsmøde eller gaar Missionsselskabernes Gavelister igennem, slaar det en ved første Blik, at mindst Halvdelen er Kvinder. Hvis det var anerkendt, som det burde, at Kvinders Arbejde burde være lige saa vellønnet som Mænds, hvad vilde det ikke betyde i Retning af Forøgelse af „Tienden" og Gavernes Vækst.
Forf. peger derpaa paa en anden Bevæggrund til at være med i Kvindebevægelsen : Taknemlighed.
Dennes Forkæmpere har stridt den haarde Strid, og vi høster Frugterne ogsaa for vort Arbejde for Guds Rige. Viser vi den Taknemlighed? Støtter vi dens Arbejde nu?
Forf. nævner Florence Nightingale. Hendes modige Banebryderarbejde skylder vi bl. a. de mange uddannede Sygeplejersker, vi i dette Øjeblik har ude paa Missionsmarken. Og tænk, hvor hun blev beskyldt for Ukvindelighed m. m.
Og Englands første kvindelige Læge, Fru Garett Anderson. Skylder Missionen ikke hende noget? For Aar tilbage mente man, at nogle faa middelmaadige Kundskaber i Lægekunst var nok for den kvindelige Missionær, for hvorledes kunde man betro en Kvinde en fuldtuddannet Læges ansvarsfulde Gerning? Fru Anderson havde Mod til at kæmpe Sagen igennem. Hvorledes takker vi hende? Er Utaknemlighed en særlig kristelig Dyd?
For kort Tid siden saa vi, ved den almindelige Racekongres følgende sørgelige, men meget lærerige Syn: en Navn-Hindu, en Ven af Kvindestemmeretten, tale meget varmt for Afskaffelsen af Barneægteskaberne; en Navn-Muhamedaner tale lige saa varmt for Afskaffelsen af Kvinders Indespærring som stridende baade mod Guds og Naturens Lov; og en Navn-Kristen, en Modstander af Kvinders Stemmeret søge at fastslaa, at ethvert Land havde Ret til at beholde sine egne Skikke, saasom Barneægteskab o. s. v. og fordømme enhver Indskrænkning i saa Henseende.
Forf. viser dernæst, hvorledes Kvindespørgsmaalet er det samme i Evropa som i Indien, og at det er i højeste Grad paa sin Plads, at alle der elsker Hedningemissionen tillige med Varme og Kærlighed slutter sig til Arbejdet for Kvinders Stemmeret. –
Mens Lederne i vort danske Missionsarbejde baade ydre og indre Mission, selv om ogsaa en enkelt af dem virkelig sympathiserer med K. K. F.s Arbejde, er yderst forsigtige med enten i Tale, Skrift eller ved at blive Medlem at vise denne Sympathi, er en af C. M. S.s (det engelske Kirkemissionsselskab) mange Viceformænd, Biskoppen af Lincoln, Formand for den engelske kristelige Kvindevalgrets-Forening, som har udgivet Doktor Hansons lille Skrift.
Men savner vi Lederne, maa vi jo paa den anden Side sige, at saa godt som hvert eneste af K. K. F.s Medlemmer tillige er Venner af Hedningemissionen, flere af os endda meget varme Venner.
Naar vi, som det er Tilfældet med mange af os, ved Misforstaaelse og Uvilje fra troende Venners Side, maa lide for vort Arbejde for Kvindesagen og Kvindestemmeret, lad os da føle, at vi ogsaa gennem dette tjener Herrens Sag.
Vi er med til at borttage den Anstødssten, at vi praler af, at Kristendommen har hævet Kvinden, samtidig med at vi i Kristendommens Navn trykker hende ned. Vi kan sige til den oven omtalte „oplyste Hindu", se her er en Kreds af Mænd og Kvinder, der elsker Missionen, der ynkes over den mishandlede, indiske Kvinde, men som ikke samtidig glemmer deres eget Folks Kvinder; som forstaar, at hvad vi naar i Dag i Danmark, vil i Morgen sætte sit Spor i Indien og Kina. Forøvrigt ser vi til vor Sorg og Skam, at Herrens Ord: „De sidste skulle blive de første og de første skulle blive de sidste", er nærved at opfyldes med Hensyn til dette Spørgsmaal.
Og se, i England har vi Søsterselskaber, og hvem ved, naar de kommer i andre Lande med. Red.
