« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Chapman Catts Rejse i Østen
„Naar et Lem lider, lider de alle", det er den Tanke, der uvilkaarlig slaar en, naar man med et nogenlunde Overblik ser ud over den hele Verden. Kvindernes Stilling i de civiliserede Lande føles ud over hele Verden. Tanken, at vi er alle et, er det, der besjæler den internationale Kvindebevægelse. Ønsket om at naa ud til Østens Lande har da ogsaa længe besjælet den.
Det er allerede flere Aar siden, at en af Alliancens Sekretærer bad mig om Adresser paa Kvinder i Østen, der interesserede sig for denne Sag. Der var Pandita Ramabai i Indien. I det store amerikanske Missionsblad „The Missionary Review of the World" havde jeg nylig set hende træde i Skranken for Kvindernes Sag; samme Blad omtalte Fyrstinderne af Baroda og Bhopal og Fru Chang, der udgiver Kvindernes Avis i Kina. Der er Fru Satthianadhan i Sydindien, Enke efter den bekendte kristne Professor S. og udgiver af et indisk Kvindeblad og flere. Der blev gjort Forsøg. Paa Kongressen i Amsterdam 1908 omtaltes ogsaa, at man havde søgt Forbindelse med Japan.
Men Østen var for langt borte, og Bevægelsen derude var altfor ny endnu. Alliancen maatte i personlig Forbindelse med den. Dette er Maalet med Mrs. Chapman Catts Rejse. I de næste Numre af Bladet skal jeg fortælle om den. Kun en Ting vil jeg i Dag sige til K. K. F.s Medlemmer: Staar det Eder som Missionsvenner klart, hvilken uhyre Betydning det har, at den internationale Kvindestemmeretsbevægelse i denne Vinter holder sit Indtog i de Lande, hvor vi driver Mission.
Der er fremragende, troende Kvinder dernede, der er Venner af Sagen, der er ogsaa kvindelige Missionærer, der forstaar dens Betydning, for den Sags Skyld ogsaa mandlige. Men der er jo mange, der nærer deres Hjemlands Menigheds Skræk for Sagen. Her maa vi tænke paa Dr. John Motts Ord: „Vor kommen til Kort vil gaa igen ude paa Missionsmarken, først i vore Missionærer og derefter i deres omvendte".
Den bekendte kvindelige Missionær, Frk. Isabella Thoburn, sagde allerede paa Missionskonferencen i Bombay 1892: „Indiens kristne Kvinder er langt mere fremragende og forholdsvis af langt større Betydning end Indiens kristne Mænd. Der findes over hele Indien Mænd, der bærer mere eller mindre evropæisk Dragt, der beklæder alle mulige offentlige Stillinger og som bekender sig til en eller anden eller til slet ingen Religion; men der er faa Kvinder, som man træffer ude i det offentlige Liv, eller som kan tale offentligt, der ikke er Kristne, og netop fordi deres Tal er saa begrænset, lægger man mere Mærke til dem, og dette forøger deres Indflydelse".
Nu vel, denne Vinter kan blive skæbnesvanger for Østen. Vil K. K. F.s Medlemmer, naar de beder for Hedningemissionen, bede om, at Østens fremragende kristne Kvinder, trods mange Missionærers og maaske endnu flere Missionsbestyrelsers Betænkeligheder, maa vove at tage Kvindebevægelsen derude i sin Haand og lede den i en Retning, der kan bringe den ind under Guds Velsignelse.
