« Tilbage til søgeresultaterne
Vor Tids Kvinder og Hjemmene
Enhver Tid præger sine Børn og vor Tid præger frem for alt sine Kvinder. Eller er det kanske vor Tids Kvinder, som præger Tiden? Det er i alt Fald sikkert, at vor Tid og dens Kvinder tilsammen er saa særpræget, at det Spørgsmaal ofte opstaar hos os: „Hvorledes skal det gaa med Hjemmene i en Tid som vor og med vor Tids Kvinder? Eller er det kanske saa at forstaa, at Kvinderne ikke længer anser Hjemmene og deres Trivsel som noget, der særlig angaar dem som Kvinder?"
Jeg vil da som Udgangspunkt fastslaa to Ting. Først: Hjemmene er helt afhængig af Kvinderne. Hjemmene bliver til det, Kvinderne gør dem til. Og da hele Folkelivet hviler paa og har sin Rod i Hjemmene, er det et af de fundamentale Livsspørgsmaal for et Folk, hvordan dets Hjem er. Og dermed ogsaa, hvordan de Kvinder er, som bygger Hjemmene. Som Kvinderne er, saa bliver Hjemmene. Som Hjemmene er, saa bliver Land og Folk.
Dernæst: Den sociale og økonomiske Udvikling har ført med sig Arbejdskraftens umaadelige Fordyrelse. Hvert Menneske maa yde sit yderste for at kunne bruges og for samtidig selv at kunne leve. Hjemmene kunde under tidligere økonomisk og socialt mere primitive Forhold tillade sig at knytte en hel Række Kvinder og deres Arbejdsevne til Hjemmene. Og selv om de vanskeligt kunde underholde dem, var de dog nødt dertil, da der ikke var Brug for Kvinderne andet Steds. Nu derimod mægter Hjemmene økonomisk ikke at anvende mere end et begrænset Antal Kvinder til at arbejde. Resten kan og maa skaffe sig sit Livsophold uden for Hjemmet.
Vi kan derfor trygt sige, at lige saa lidt som det er et Udtryk for nogen Degeneration hos Kvinderne, at de nu i saa stor Udstrækning søger Arbejde uden for Hjemmene, lige saa lidt er dette i og for sig til nogen Skade for Hjemmene. Thi Hjemmene maa følge med i Tidens Udvikling. Naar hele Livet for Resten kræver fuld Udnyttelse af Menneskenes Arbejdskraft, vilde Hjemmene være daarlig tjent med at have overflødig Arbejdskraft som sit Særmærke. Dette vilde kun føre til (som man ogsaa kan se det i enkelte økomisk uafhængige Hjem, der ikke følger med Tiden), at den kvindelige Arbejdskraft, som saaledes i et Hjem kunde gaa uden at udnyttes, vilde degenerere, selv gaa tilbage i Værd og paaføre Hjemmet en Dødvægt, som blev til Skade for dets Trivsel. Vor Tids Kvinder kan saaledes i Hjemmets Interesse glæde sig over, at Udviklingen har medført,
1) at Hjemmene, som alle andre Arbejdsomraader, maa kræve hel og fuld Arbejdsydelse af sine Arbejdere, hvorved disse drives til at yde mere og bedre Arbejde end før;
2) at den kvindelige Arbejdskraft, som er overflødig i Hjemmene, kan anvendes andet Steds og saaledes ikke mere falder Hjemmene til Byrde.
Saa langt kan vistnok de fleste være enige.
Men ud fra disse Forudsætninger bør vi blive enige om endnu et Punkt, det vigtigste.
Af alle de Livsgerninger, som Naturen, Samfundet og Fædrelandet stiller Kvinden i vor Tid, er ingen Livsgerning eller Opgave betydningsfuldere og vigtigere end den, som stilles hende i Hjemmet. De fleste Livsomraader kan klare sig uden Kvinden, selv om man tror, at alt bliver bedre styret, hvor Mand og Kvinde - Menneske som saadant - faar frem deres dobbelte Idealer. Men Hjemmene kan ikke undvære Kvinderne. Derfor bør det være vor Tids Opgave at faa Kvinderne til at forstaa, at til denne egentligste og vigtigste Kvindegerning trænges de bedste Kvinder og de bedst uddannede Kvinder.
Naar vi ser paa den Uddannelse, vore unge Piger faar nu til Dags, kan vi ikke være blinde for, at den ofte i udpræget Grad udygtiggør dem til at være gode Hjemmets Kvinder. Fra det sjette Aar af tager Skolen dem, og de faar, ofte i Samskole med Gutterne, en Uddannelse, som i alt for høj Grad tager Sigte paa deres Forstand og forsømmer deres Hjærteliv. Foruden den fundamentale Fare, som ligger i fra Barndommen af at behandle de to Køn som et Fælleskøn, hvorved Kønnenes Særpræg har let ved at udvidskes, hindrer dette Pigerne i at faa Tid og Plads for meget af det, som de trænger til for at opdrages til gode Kvinder. Da Skolen er anlagt paa, at der de første Ungdomsaar skal holdes Skridt med Gutterne, er det en almindelig Erfaring, at Smaapigerne kan være blevet en 16-18 Aar, alt efter deres Skoleuddannelses Art, uden at der er blevet Tid eller Anledning til at lade dem faa nogen som helst Indsigt i Hjemmets Arbejde og Drift. Og naar saa Skolen og de boglige Eksamener er færdige, bliver det meget ofte de „flinke" Pigebørn, som hurtig kommer i „Stillinger", og kun de rent undermaalsbegavede, som anbringes hjemme eller „borte i Familier". Her mener jeg, Mødre og Fædre viser en Mangel paa Forstaaelse af Hjemmets Betydning for Samfundet, som kan komme til at blive yderst skæbnesvanger for vort Folk. Følgen af denne Praksis er nemlig, at det ikke bliver de bedste og de bedst uddannede Kvinder, vi faar i vore Hjem. De „uddannede" Kvinder er som Regel ikke uddannede for Hjemmet, men for Skoler, Kontorer eller hvad det nu kan være. Og de, som bliver tilovers til Hjemmene, har liden eller ingen Uddannelse.
I Bevidstheden om, at det er Kvinden, som skaber Hjemmet, maa Hjemmene i langt højere Grad end nu tage Sigte paa at udruste de unge Kvinder med alle vor Tids Betingelser for at kunne skabe gode Hjem. Hvor megen boglig Kundskab en ung Pige har, er hun ikke skikket til at danne et eget Hjem, hvis hun ikke kan bygge og lede et saadant. Og i de fleste Tilfælde bliver det dog sit eget Hjem, hun gennem Ægteskab faar som Livsopgave. Paa den anden Side vil hun i al sin Gerning, den være nok saa „mandlig", ogsaa uden et eget Hjem, være en bedre Kvinde, hvis hun gennem sin Opdragelse har lært at se paa Livet ud fra et Hjems Forudsætninger. Intet er tristere end en Kvinde uden Hjem og uden kvindelige Instinkter. Disse Neutrumsindivider forflader Menneskeheden.
Men det er ikke nok med, at de unge Piger bør og maa lære at blive selvstændige og dygtige Ledere af Hjem. Dette er dog til Slut en Faguddannelse, som i værste Fald kan læres som et andet Fag, naar de skal gifte sig. Men de maa lære, at Kvindens Hovedopgave er at assimilere Tidens Tanker med Hjemmets Aand, saa at der gennem dem bliver en dyb og betydningsfuld Vekselvirkning mellem Samfundet og Hjemmene, mellem det offentlige Liv og Individet. Dette er Kernen i deres vordende Opgaver som Mødre. Barnet faar i Hjemmet Grundlag for sin Personlighed og sin Karakter. Men dette Grundlag maa være i Kontakt med det Liv, Barnet skal komme til at leve ude i Samfundet. Kvinderne som skal opdrage og danne Karaktererne i Hjemmet, maa forstaa deres Tid, maa forstaa Hjemmets Betydning og have en selvstændig Opfattelse af de Idealer, de gennem Hjemmene vil arbejde frem i Tiden. Derfor er vor Tids Kvinder saa lykkelig stillet, fordi vor Tid aabner dem Anledning til Kundskaber, til Udvikling, til Indflydelse. Men derfor har de ogsaa saa stort et Ansvar, fordi Land og Folk kræver dem til Regnskab for Hjemmene.
Vi vil ikke klage over de unge Piger. Selv ikke da, naar vi maa tilstaa,. at meget af den Fritid, de raader over, anvender de ofte til deres Pynt og Frisure. Men lad os maale vor egen Evne som Mødre og Husmødre paa det Syn, vi har magtet at give dem af Hjemmenes Betydning for Samfundet. Lad os maale den Værd, vi kan vente, de skal faa for Samfundet, paa det kvindelige Hjærtelag og den Offervillighed, de har over for Børn og syge, den Interesse, de har for de smaa i Samfundet og for alle, som lider.
Moderfølelsen - det er Kvindens Adelsmærke. Det maa ikke udviskes i vor Tids Kamp om Brødet og Jagen efter boglige Kundskaber. Alle Kundskaber, al Udvikling gør en Kvinde mere værdifuld som Moder. Men mangler hun Moderfølelsen og Kvindeinstinktet over for de unge, er hun en defekt Kvinde, uanset om hun har al Verdens andre Evner og Kundskaber.
Samfundslivet skriger efter den gode Kvinde. De bedste Mænd aabner hende Adgang til Indflydelse i Land og Kommune og tager hende gerne med paa Raad. Men kun saa længe hun er en virkelig Kvinde og medbringer de kvindelige Evner, Manden ikke selv ejer. Vi trænger ikke til dobbelt saa mange Vælgere og dobbelt saa mange valgbare Individer, som da kun Mændene raadede. Vi trænger til mandige Mænd og kvindelige Kvinder, der hver for sig medbringer deres Køns bedste Egenskaber. Naar disse to samarbejder, da faar vi bedre Hjem, da faar vi et bedre Samfund.
Lad os da for Hjemmets og Samfundets Skyld, forstaa hvilket Ansvar vor Tid paalægger Kvinderne, og opdrage en Slægt af unge Piger, som i Hjemmene ser Landets og Folkets helligste Opgave til dem.
