« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Chapman Catts Rejse i Østen
(Sluttet).
Da de kom til Kapstaden 8. August i Fjor, var Vinteren ved at være forbi; men endnu var det koldt. I Løbet af en Maanedstid oplevede de det dejligste Foraar med blomstrende Frugttræer. Ja, egentlig var det Sommer med det samme, og mens vi har døjet Taage, Regn og Kulde her, har de dernede haft den store Panka (Vifte) i Gang for at bringe Kølighed i Værelserne.
Det hellige Land.
Efter en maanedlang Rundrejse i Sydafrika naaede det lille Selskab Maalet for deres Rejse langs Øst-Afrikas Kyst, Kairo i Ægypten, den 18. November. Hele Byen var imidlertid paa Benene og alle Hoteller overfyldte, da den engelske Konge netop skulde passere Byen paa Vejen til Kroningen i Indien. Der var ingen Plads at finde her, og de tog derfor straks videre med et lille Skib til Jaffa, Jerusalems Havnestad. Næste Morgen kastedes Anker der i straalende Solskin under den prægtigste blaa Himmel. Mrs. Chapmann Catt fortæller, hvorledes de kom i Land i smaa Baade og kravlede op ad stejle Klipper, til de naaede Hotellet, der havde den mest henrivende Udsigt over Havet. Med underlige Følelser saa hun paa det hellige Land, det Land, som alle vi Kristne synes, vi kender og elsker, men som ligger hen i saa megen Forsømmelse og Elendighed. Overalt var det rigt paa Minder. Her gik en Hyrde og vogtede Faar som fordum David, her stod en Rebekka ved Brønden ; men David var pjaltet og snavset og ingen Kristen, og Rebekka var ikke skøn, da man saa hende nærved. Hendes smukke Ansigt var tatoveret og uvasket, og det talte om Lidelse og Undertrykkelse.
Rejsen gik først med Toget til Jerusalem. Imidlertid var der udbredt Kolera i Jaffa, og for at undgaa Ubehagelighederne ved Karantænen i Anledning af denne lagdes Hjemrejsen om ad Syrien, og Samaria, Nazareth, Genesareth Sø og Damaskus besøgtes paa Vejen. Man tog Skib fra Beyrut, en smittefri Havn, hvorfra Skibene gik lige til Port Said uden at anløbe Jaffa. Denne Ekstra-Rejse var forunderlig dejlig og gav et godt Indblik i Landets Forhold. Men ingen kan undgaa sin Skæbne. Paa Skibet døde der en gammel Kone af et Hjerteslag, og da de ankom til Port Said, erklærede Authoriteterne, at det havde været Kolera, og nægtede derfor Passagererne at gaa i Land. De blev førte videre til Alexandria, og efter at have tilbragt en Dag under det gule Flag blev de 600 Passagerer bragt i Land og internerede paa et „Lasaret", hvor der tilbragtes 4 skrækkelige og uforglemmelige Dage. Et dobbelt, højt Pælehegn, bevogtet af væbnet Mandskab, lod dem forstaa, at de var Fanger. Og for den Fornøjelse maatte de betale 15 Kr. om Dagen.
Men selv Karantæne faar en Ende; det gjorde godt efter denne at havne paa det bedste Hotel, de havde set i de sidste fire Maaneder, og der efter en grundig Vask at føle sig som nye og bedre Mennesker.
Mrs. C. C. skriver i sit Brev: „Det var slet ikke vor Hensigt at indføre Kvindestemmeretsbevægelsen i Jerusalem. Det hellige Land er kun en fattig, fortrykt Del af Tyrkiet, uden egen Regering, uden en Avis, uden en eneste offentlig Telefon. Dets Beboere er fattige, uvidende, pjaltede. De, der kender Folket og dets Historie, siger, at det staar akkurat paa samme Standpunkt som for 1000 Aar siden Det eneste, der har forandret sig, er deres Religion. Muhamed er fremstaaet siden Kristi Dage og tæller Millioner blandt sine Tilhængere. Det er nu et muhamedansk Land med muhamedanske Skikke, men disse Skikke var for en stor Del almindelige her ogsaa paa Kristi Tid, saa selv Religionen har ikke øvet stor Indflydelse paa dem. . . . Mange forskellige Missionsselskaber har arbejdet her i lang Tid, og de har for længe siden set, at Undervisning var det eneste, de kunde vinde frem med. Alt Oplysningsarbejde er faktisk talt i Missionærernes Hænder. Blandt de Kristne hernede er der imidlertid saa lidet Sammenhold, at de spilder en stor Del af deres Kraft. Men enkelte Grupper øver dog stor Indflydelse.
Som Følge af Bevægelsen „Jødeland for Jøderne" er der dannet mange smaa jødiske Kolonier hernede i de senere Aar, og de staar som smaa Stumper af en ny Verden midt i en gammel. Men hvad der er af virkelig Værdi, ser vi bedst af det Spørgsmaal, der bestandig møder den fremmede: „Hvad vilde der være bleven af dette Folk, om der ikke havde været Mission og Missionsskoler". Ja, det er vanskeligt at sige. Det er sikkert, at der er mange selvopofrende Mænd og Kvinder, der gør deres yderste for at søge at gennemsyre denne døde Klump af stagneret Menneskehed. De, som især har talt til mit Hjerte, er Lægemissionærerne og Medhjælperne paa Hospitalerne, som søger at lære Folk de nødvendigste Begyndelsesgrunde i Renlighed og Sundhedspleje.
Hvor Mænd i Massevis er saa uvidende, blottede for Æresfølelse, overtroiske og bundne af deres falske Tro, hvad kan vi da vente af Kvinderne. Vi gik ofte og undrede os over, hvad disse tilslørede Kvinder, vi mødte paa Gaden, vel tænkte paa, eller om de i det hele taget tænkte, og da vi tilsidst var saa heldige at faa en Indbydelse til at besøge Kvinderne i 4 muhamedanske Familier, modtog vi den unægtelig besværede af en hel Del forudfattede Meninger. Men Resultatet var, at vi gjorde den vigtige Opdagelse, at den nye Tids Tanker allerede spirede frem i disse hemmelighedsfulde tilslørede Kvinders Sjæl. Vi kunde imidlertid blot sige dem nogle opmuntrende Ord, og det var i det hele taget alt, hvad vi kunde gøre for dette Land. Hvis den Tid nogensinde skulde komme, da Jøderne vil ophøre med deres Klagesange, da Præsterne vil forlade de hellige Steder, de bevogter, og Muhamedanerne vil høre op med at bede saalænge, at de kan faa Tid til en Dags alvorlig Overvejelse af, hvad den Slægt, der nu lever, trænger til, da kan der maaske oprinde en bedre Tid for dette Land. Og naar den kommer, vil Kvinderne være rede til at gaa ind og tage deres Pladser i den nye Tingenes Orden, der da vil indtræde. I Syrien er der en lille Smule mere Fremskridt at mærke.
Den bedste Tjeneste, vi kan gøre disse Kvinder, er at omvende Missionærerne til at forstaa Nutidens Bevægelse blandt Kvinderne. Altfor mange af dem er rædselsfuldt uvidende om, hvad der virkelig gaar for sig i Verden, og den Opdragelse, der gives Drenge og Piger er ikke, hvad de fleste af os vilde kalde tidssvarende. For at sige, hvad jeg mener, med faa Ord: vi maa omvende de Kirkesamfund, der sender Missionærerne ud. til at tro paa Ligheden mellem Mand og Kvinde. De bliver hurtigt nok omvendte i de Lande, hvor Kvinderne har Stemmeret; derfor siger jeg Eder, Stemmeretskvinder over hele Verden: hvis I vil løse Kvindernes Lænker i Palæstina og Syrien, sørg da for at skaffe Kvinderne i Eders eget Land Stemmeretten".
Carrie Chapman Catt.
Cairo, Ægypten 25 December 1911.
