« Tilbage til søgeresultaterne
Hvorledes dygtiggør vi os til at være gode Medlemmer af K. K. F
Jeg har tænkt mig 2 Midler til at opnaa dette.
1) ved Læsning
2) ved Møder.
Som Medlemmer af K. K. F. er mange af os komne ind paa et for os nyt Felt, et nyt Arbejde har fremstillet sig for os. Det gælder om at faa ret begyndt. Vi maa have nogle Kundskaber om den Sag, vi skal arbejde med.
Jeg synes, at det falder naturligst saaledes, at vi først skaffer os Kundskab om den Del af det offentlige Liv, som rører sig i den snævreste Kreds om os, nemlig det kommunale Arbejde, Sogneraadets og Amtsraadets. Til at faa Vejledning i denne Henseende anbefales: P. Munch: Samfundskundskab, hvoraf findes 2 Udgaver, en større og en mindre. - Man faar i denne Bog fortrinlig, kortfattet Oversigt og Oplysning om kommunale Forhold i By og paa Land. - Ved Siden af denne Læsning, synes jeg, at Kredsene maa holde og læse de lokale Blade. Deri optages Sogneraadsforhandlingerne, og saa kommer man efterhaanden ind i de lokale Forhold og kan danne sig en Mening om de praktiske Forhold og Vejen til deres Forbedring. - Kunde saa Kredsens Medlemmer en Gang imellem samles og drøfte med hinanden et, eller andet kommunalt Spørgsmaal, Fattigplejen, Hjælpekasserne el. lign., vilde Udvekslingen af Tanker og Meninger bidrage til at uddybe Forstaaelsen.
Det er jo imidlertid politisk Valgret, der er Maalet for K. K. F.s Bestræbelser. For at kunne opnaa Dygtiggørelse til en Gang (og maaske ikke i en saa fjern Fremtid) at kunne benytte denne Ret, synes jeg, vi kunde gaa frem ad lignende Veje, som paapeges m. H. til Benyttelsen af kommunal Valgret. Ogsaa her vil Munchs Bog give os al mulig Oplysning. Der er klar Redegørelse for alt angaaende den parlamentariske Virksomhed, om Valget til begge Ting, om Lovenes Behandling o. s. v. Tillige er der en kort Oversigt over den politiske Kamp i de sidste Decenier inden Systemskiftet; og endelig er der et Overblik over Kvindesagens Fremgang i andre Lande.
Samtidig med, at man søger at sætte sig ind i Rigsdagsforholdene, teoretisk gennem en Bog, maa man, det synes jeg er helt nødvendigt, i sit Blad følge Rigsdagsforhandlingerne; ikke alene i Ny og Næ, men stadig. Menighedsraadslovene, Skattelovene, særlig Loven om Spiritusskat maa jo interessere os Kvinder, hvoraf en Del forhaabentlig er Medlemmer af „Blaa Kors" eller en anden Afholdsforening.
Med Hensyn til Møder kan jeg kun meddele, at vi her i vor lille Kreds i Aar har haft 2 Møder. Ved det første, der var privat, talte et af Medlemmerne om Hjælpekassernes Virksomhed. Ved det andet, i Slutningen af Febr. talte Frk. Helene Berg i Missionshuset for en større Kreds, Mænd og Kvinder, om „Kvindens Indsats i det politiske Liv".
Et dejligt, klart og veltalende Foredrag var det, men det havde passet bedre i et andet offentligt Lokale. - Denne Erfaring rører ved en af Vanskelighederne for Kvindesagen, jeg mener for K. K. F. i Særdeleshed, nemlig at holde den inden for Menighedsrammerne. Jesus bad sin himmelske Fader, ikke om at tage Disciplene ud af Verden, men om at bevare dem i Verden. Og her har vi Anvisningen, hvorledes vi skal arbejde i og for K. K. F. I Guds Kraft, under hans Vingers Skygge - aldrig uden for dem. Gør vi det, saa vil Gud ogsaa velsigne det, som han vil have frem, og give Haab, Frimodighed og de rette Midler til at naa Maalet, naar og som Gud vil det.
Lyngby i Marts 1912.