« Tilbage til søgeresultaterne
Norske Kvinders Adgang til at tale i Kirkerne
Vi har nylig - 22. Decbr. 1911 - faaet en Tillægsbestemmelse til den kgl. Resolution af 24de Oktbr. 1906 om Kirkernes Benyttelse udenfor de regelmenterede Gudstjenester og kirkelige Handlinger, ifølge hvilken ogsaa vi Kvinder har Adgang til at tale i Kirkerne.
Efter den kgl. Resolution af 24de Oktbr. 1906, havde kun Mænd Adgang til at tale i Kirkerne, nemlig dels Præster og dels Lægmænd. Ingen Kvinde havde endnu med behørig Ret optraadt i en Kirke, hverken som religiøs Forkynder eller med Foredrag af anden Art, skønt det oftere var sket.
I et Flertal af vore kirkelige Foreninger og Selskaber har nemlig ogsaa Kvinder nu Stemmeret, og de kan ogsaa vælges som Medlemmer af Bestyrelser og som Delegerede til Generalforsamlinger og Møder. Og naar Kvinder vælges til Delegerede ved Møder, kan de ogsaa deltage i Diskussionen og holde Foredrag. Ofte maa saadanne større Møder henlægges til Kirkerne, da man i mange Tilfælde ikke har andet passende Lokale; flere Organisationer vil ogsaa ofte helst have sine Møder i Kirkerne, da det bedre giver dem den rette Aand; og ofte har f. Eks. Vejrforholdene eller Deltagernes store Antal gjort, at Møder, som oprindelig var tænkt at skulle holdes i det fri eller i et Missionshus, har maattet henlægges til Kirken. Men hvis dette sker, har Kvinderne ikke haft Ret og Adgang til at tale, selv om de baade har været valgt som Delegerede og kanske ogsaa skulde holde Foredrag.
Det uheldige ved en saadan Ordning var efterhaanden blevet mere og mere følelig, og endelig kom i Februar i Fjor den for mange velkomne Anledning til at faa en Forandring i denne Bestemmelse.
Kirkedepartementet afslog et Andragende om, at Mrs. Bramwell Booth maatte faa Lov at tale i Bergens Domkirke, og dermed var Spørgsmaalet kommet frem for Offentligheden. Der blev en Del Avisskriveri i den Anledning; der kom flere Henvendelser til Stortinget, og da saa Departementet i Juni atter afslog et lignende Andragende om Tilladelse fra Dr. Anna Shaw fra Amerika om at tale i en af Kirkerne i Kristiania, skete der en Interpellation i Stortinget. - Kirkedepartementets Chef gjorde da gældende, at der ingen endelig Afgørelse kunde træffes, før man havde indhentet Udtalelser fra Landets Biskopper og det teologiske Fakultet. Dette blev da gjort, og i Statsraadet 22de Decbr. 1911 blev Sagen taget op til endelig Afgørelse og følgende Tillæg til den kgl. Resolution af 24de Oktbr. 1906 blev besluttet: -
Kvinder kan af Kirketilsynet gives Adgang til under de i nævnte Resolution forøvrigt foreskrevne Betingelser:
a) At optræde paa de Forhandlingsmøder angaaende kristelige og kirkelige Anliggender, som i Henhold til Res. Post III Nr. 4 kan afholdes i Kirken, og at holde saadanne Foredrag i Kirken, som hviler paa Guds Ords Grund og sigter til Menighedens kristelige Oplysning, herunder ogsaa indbefattet Foredrag om indre og ydre Mission, Børneopdragelse, Sædelighed, Ædruelighed o. 1.
b) At deltage i den religiøse Undervisning for Børn som i Henhold til Res. Post III Nr. 3 holdes i Kirken.
Naar en Præst overensstemmende med Res. Post I benytter sin Menigheds Kirke til Afholdelse af kristelige og kirkelige Foredrag, kan han lade Kvinder bistaa hermed, forsaavidt Kirketilsynet samtykker heri." –
Resolutionen var overensstemmende med Kirkedepartementets Forslag. Fire af Statsraadets Medlemmer foreslog, at Kvinder og Mænd skulde stilles helt lige og have samme Adgang til at tale i Kirkerne.
Den Modtagelse, Sagen har faaet, har været temmelig forskellig. At en stor Skare af Kvinder har glædet sig over Bestemmelsen, siger sig selv; men der har samtidigt rejst sig et noksaa hidsigt Avisskriveri om „Kvinden i Kirken", og der er derunder faldet Udtalelser baade krænkende og saarende for os Kvinder.
En af de ledende Mænd i vor Kirke skriver saaledes:
„Som Grund for sit Forbud mod Kvinders lærende Optræden for Menigheden anfører Paulus, at en saadan Optræden vilde betegne en Forrykkelse af Kvindens Stilling i en dobbelt Retning. Hun vilde ved saaledes at træde frem for Offentligheden rykkes ud af den Stilhed, som skal være ejendommelig for Kvinden, og hun vil ved at optræde med Læreforedrag til Menighedens kristelige Oplysning tiltage sig en Stilling over Manden.
Begge Dele vil være stridende mod den Ordning, som Gud selv allerede ved Skabelsen har sat for Forholdet mellem Mand og Kvinde! „Adam blev skabt først, derefter Eva", derfor tilkommer den selvstændige og ledende Stilling Manden. Ogsaa til Syndfaldet henviser Apostlen. Allerede af det, som tildrog sig der, kan man se, at Kvinden efter sin Natur besidder mindre kritisk Evne end Manden, Evne til skarpt og klart at skelne mellem sandt og falskt. Hun har efter Guds Vilje ikke sin Plads i det offentlige Liv; gennem Moderkaldet gaar for hende Vejen til Frelse". -
Og det sørgelige er, at en hel Del Kvinder er ganske enige med slige Udtalelser, ser og hører ikke det meningsløse i dem, og skriver offentlig en lang Tak til den Mand, som skriver saadan om os Kvinder. -
Derfor er vi nok endnu slet ikke færdig med Spørgsmaalet „Kvinden og Kirken", selv om vi har faaet lovlig Ret og Adgang til at tale i Kirker under visse Betingelser. Imidlertid, en Ting er ialfald jeg helt sikker paa, og det er, at vi Kvinder har Guds fulde Tilladelse til at tale om ham enten det er i Kirkehus eller Skole eller Hjem, i Husene eller paa Gaderne, og da faar Menneskene sige, hvad de vil. Bibelens mange Formaninger, Jesu mange Befalinger til at vidne, til at udbrede hans Rige, til at være hans Sendebud, de gælder Kvinde som Mand. En Maria Magdalena, den samaritanske Kvinde, en Lydia i Fillippi var ham ligesaa kære som Sendebud som en Paulus og Peter. At forkynde Budskabet om min Frelser Jesus Kristus er en Menneskeret og ingen Mandsret. Aldrig har Paulus’s Ord været ment slig, som de nu anvendes. Hvordan kan en Kristen faa sig selv til at sige, at „gennem Moderkaldet gaar for hende Vejen til Frelse?" Er ikke Vejen til Frelse for Mand som for Kvinde, Jesus Kristus, og han alene? - Den ovenfor anførte Udtalelse viser, hvad det fører til, naar en Teori rides til det yderste. Al sund Sans og Dømmekraft synes da at forsvinde.
