« Tilbage til søgeresultaterne
Den kristne Kvindes Ansvar overfor Moralen i vort Folk
Hvad er del at have Ansvar? - Det er at have faaet noget betroet, stort eller lidet, som man skal svare til og gøre Regnskab for.
Alle Mennesker har et Ansvar, thi vi er alle stillede overfor Opgaver i Livet; men det er langt fra alle, der er sig dette Ansvar bevidst. (Hvor mange Forældre f. Eks. viser ikke den utroligste Mangel paa Ansvarsfølelse i den Maade, hvorpaa de opdrager eller undlader at opdrage deres Børn. Hvor mange unge Mennesker forsømmer ikke det Ansvar, de har, overfor de gode Evner, som Gud muligvis har givet dem, eller overfor det gode Helbred, som maaske bliver ødelagt paa letsindig Vis).
Hvor mange Opgaver har ikke været forsømt i Samfundet, fordi dette ikke tilstrækkelig har været sig sit Ansvar bevidst. - Først i de senere Aar er der jo fra Samfundets Side taget saa store og vigtige Opgaver op som den, der øves igennem Værgeraadene, Forsorg for Børn og ganske unge. Der er ogsaa sket Udvikling igennem Tilsyn paa de forskellige Fabrikslokaler og gennem Forbedringer af ugifte Mødres og uægte Børns Stilling i Samfundet.
Det gælder altsaa om, at det enkelte Menneske og Samfundet bliver sig sit Ansvar bevidst overfor de enkelte Opgaver og ikke alene bliver sig det bevidst, men fører det ud i Handling; thi det er ikke saa sjældent, at vi paa Grund af Frygt, Vantro eller Magelighed unddrager os vort Ansvar, selv om det er blevet os bevidst, at det ligger og venter paa os.- - -
Her skal jo særlig tales om den troende Kvindes Ansvar overfor Moralen i vort Folk.
At denne ikke er god, er sikkert enhver villig til at indrømme, og dog tror jeg, at mange kristne Kvinder er ret uvidende om de mange sørgelige Ting, der foregaar rundt om i vort Land, og som raaber til os om bedre at forstaa dette vort Ansvar.
„I er Jordens Salt", siger Jesus til sine Venner. Det er altsaa fra den kristne Menighed, der skal udgaa en Kraft, som er i Stand til at trænge den Vederstyggelighed og de Laster tilbage, som prægede Hedningefolkenes Liv og Vandel, og hvoraf en Del gaar igen i vore Dage.
Hvorledes kan vi det? Først og fremmest vil jeg minde om Herrens Ord: „Haver Salt i eder selv." - Vi har først Ansvar overfor os selv. - Giv Gud dit Liv saadan, at han faar Lov til at rense dit eget Hjerte, saa at han bliver Herre over alle de mange Tilbøjeligheder og Anlæg, som ligger skjult i hvert Menneskes Natur.
Lad det ikke blive staaende ved, at du kommer til bevidst Trossamfund med Herren; men lad det blive saadan, at hele dit Liv og alle dine Evner og Kræfter bliver overgivet til ham, saa han faar Lov til at bruge det hele i sin Tjeneste. Bliv en levende, lysende Kristen, hvor du færdes, og lev saadan, at du ud fra dit personlige Samfund med Herren, og fordi Guds Aand er i dig, virker rensende overfor dem, du færdes iblandt. - Der staar jo om Guds Aand: „Hvor du lyser, Mørket flyr, al Uterlighed dig skyr." Maatte ogsaa det kunne siges om os kristne Kvinder. Ud fra dette personlige Vidnesbyrd har den enkelte troende Kvinde en overordentlig stor Indflydelse paa Moralen, hvor hun færdes. Jeg tænker slet ikke her blot paa de rigt udstyrede Kvinder, der igennem Skrift og Tale kan virke til Velsignelse for mange. Men tænk hvor stor Indflydelse den troende Lærerinde har paa de Børn, som hun underviser, og hvis moralske Grundlag hun er med til at danne. Tænk, hvor vigtigt det er, at der rundt om paa vore Kontorer og i vore Forretninger findes et troende Personale, som ved deres dygtige, samvittighedsfulde Arbejde absolut er med til at højne Moralen og skabe god Tone, hvor de har deres Plads. Tænk paa de mange enkelte troende Kvinder, der i det kristelige Ungdomsarbejde, Søndagsskoler o. lign. faar Lov til at nedlægge Ord og Tanker, der virker rensende og bevarende paa Barnet og den unge under dets Opvækst og Udvikling. Tænk paa den unge Pige i tjenende Stilling, som overfor sine Medtjenerinder kan være en stor Hjælp ved at vise Troskab i sin daglige Gerning, og som derved er med til at indgyde Agtelse for Arbejdet og til at være et godt Eksempel for sine Medtjenerinder. Og tænk paa den unge Pige, som ernærer sig ved Fabrikarbejde, hvilket jo for mange rummer en stor Fristelse, om hun ved sit paalidelige Arbejde og sædelige Liv kan virke rensende, i den Kreds, hvor hun staar.
En Ting er vigtig for os: Kend din Tid, baade dens gode og dens daarlige Sider. Kend dem ikke af Nysgerrighed, men fordi du gerne vil forstaa din Tid. Først naar man forstaar sin Tid, først naar man forstaar et Menneske, kan man hjælpe det, og først naar man forstaar sin Tid, kan man gøre Forsøg paa at raade Bod paa et og andet, eftersom ens Stilling er i Samfundet. - Aldeles ikke at ville vide Besked om Forholdene, fordi de er daarlige og besmittede af Synd og fremmedgjorte for Gud, er den største Ukristelighed; og det er Farisærisme, at lade sit Ansvar ligge. - At isolere sig paa den Maade betragtes af nogle som Trosstyrke.
Dette er en stor Misforstaaelse. Det er ikke Styrke, men Svaghed. Man er nemlig ikke rodfæstet og grundfæstet nok i Kristus til at kunne møde Tidens forskellige Strømninger uden at blive revet med. Paulus taler jo klart om, at de skrøbelige maa lade være med at æde Afgudskødet, men for de stærke er det ingen Synd. - Siger det os ikke klart, at det at holde sig uden for Verden og dens Rørelser er vel berettiget for den, der er svag i Troen, men at den, der er stærk, fordi hun er rustet af Gud, bør staa midt i Livet og dets Strømninger for at kunne være Salt og Lys. - Vorherre Jesus beder jo ogsaa sin himmelske Fader om ikke at tage os bort fra Verden, men om at bevare os fra det onde.
Her er der sikkert fejlet en Del fra de kristne Kvinders Side, - dog sker sikkert de fleste Forsømmelser paa Grund af Uvidenhed mere end af Mangel paa Vilje. - Maatte Gud vejlede os, at vi ikke som Levitten gaar forbi og regner det for os uvedkommende, som bliver lagt paa vor Vej.
Naar vi dernæst skal tale om den kristne Kvindes Opgaver, hvor det gælder at indvirke paa Moralen, maa vi ganske naturligt standse ved det, der ligger saa lige for, Opgaverne i Hjemmet. Her øver hun først og fremmest sin Indflydelse og derved paa hele Samfundet.
Hvor er den troende Kvindes Opgave i Hjemmet dog stor, at skabe en saadan Aand og leve saaledes sammen med sin Mand og sine Børn, at disse modtager en Paavirkning og nogle Indtryk, som sætter Spor i hele deres Liv - At Moralen er lav skyldes maaske ikke mindst, at Kvinden i mangfoldige Hjem ikke er den højnende og rensende Magt, som hun burde være. - Hvilken Indflydelse kan Hustruen ikke faa paa Manden, Moderen paa Sønnen, Søsteren paa Broderen og saa fremdeles. Kvindens Indflydelse her gør sig mere indirekte end direkte gældende. Det er ikke i Kraft af den eller den Livsanskuelse, Dannelse, Kundskab eller Stilling, at hun sætter de dybe Spor i Mandens, Sønnens eller Broderens Liv; men det er hendes rene, sunde, selvfornægtende og pligttro Færden i Hjemmet, der uden at Manden og Børnene maaske er sig det bevidst, indvirker paa disse og saa at sige er med til at forme deres moralske Begreber. - Børnene fra saadanne Hjem vil som oftest afsky, hvad der er umoralsk og simpelt. Den kristne Kvindes stille, indirekte Indflydelse ikke blot ud fra det, hun siger, men fra det, hun er, virker paa hele Hjemmet og dem, der lever der, og har sikkert den allerstørste Betydning, saa at der her skabes gode, retliniede Karakterer med sund Sans til at skelne mellem godt og ondt. - Og fra det enkelte Hjem kommer denne Paavirkning hele Samfundet til Gode. - En ung Mand fik engang det Raad: „Vælg din Omgang der hvor der er fine Kvinder"; han gjorde det, og hans Liv har i høj Grad baaret Præg af rene Tanker og høj Moral. En ung Mand som Hugh Beaver vilde sikkert aldrig have naaet til den høje, moralske og kristelige Udvikling, om han ikke havde haft en troende, fin og elskelig Moder, der fra hans tidligste Barndom havde indpodet Renhed og Gudsfrygt i hans Sind. - Og en Mand som John Mott vilde sikkert ikke være blevet til Velsignelse for den ganske Verden, som han nu er, om ikke en troende, intelligent og sjælfuld Hustru stod i hans Hjem og her gav ham den personlige Støtte gennem Forbøn og Forstaaelse, som en aandfuld Hustru kan give sin Mand.
Og hvilken bevarende Magt har ikke disse Hjemmets Indtryk, navnlig paa de Unge, naar de kommer ud i Livet med dets mange Fristelser, hvor ofte hvidt gøres til sort og omvendt, hvor der er saa meget, der kan forvirre Begreberne om godt og ondt, og hvor man ofte ser det, man mente det var utænkeligt at gøre, navnlig for et dannet Menneske, øves ganske frit for alles Øjne. Hvor er det da godt, om der er en dyb Forstaaelse fra Barndomshjemmet af, hvad der er ret og rigtigt, saa at man uskadt kommer forbi de mange Skær og støt fortsætter sin Vej i de sunde, rene Spor, som man har set sine Forældre vandre i. - Hvor giver det en uvurderlig Kraft i Livet, naar man kan se tilbage til et Hjem, hvor en ubestikkelig Retsfølelse gjorde sig gældende, og hvor der færdedes en Moder, som havde en selvfornægtende og ren Kærlighed.
Hvor ganske anderledes svage Begreber faar ikke Børn selv fra troende Hjem om Moral og om, hvad der er godt og sandt, naar de jævnlig hører Uenighed imellem Forældrene eller bliver vant til de smaa Usandheder, som tit finder Sted, naar man nægter sig hjemme, naar der kommer Mennesker, man ikke ønsker at se, eller en Regning, man i Øjeblikket ikke kan betale. Hvor bringer det Forvirring i Retsfølelsen, naar troende Forældre bruger flere Penge, end de har, og stifter Gæld uden at have Udsigter til at betale den. Hvor lammer det et Barns Moral, naar Moderen i blødagtig Kærlighed overfor Faderen fortier Barnets overdrevne Forbrug af Penge og søger at undskylde og dække over denne Svaghed. - Disse Ting kan godt finde Sted i mange fine Hjem, ja desværre ogsaa i troende Hjem. Hvad skal vi saa sige om de mange, som kom fra de elendige, daarlige Forhold, hvor de har set deres Moder leve et urent Liv? Det er sandelig ikke underligt, om de gaar ud i Livet med ganske forvirrede Begreber om Moral og derfor let slaar ind paa de samme Baner, om ikke de fra Samfundets Side bliver taget ved Haanden og vejledt.
En stor Opgave er det for en troende Moder at gøre Hjemmet saa lyst, venligt og fornøjeligt, at baade Manden og ikke mindst de unge i Familien kan føle Glæde og Tilfredshed ved at tilbringe Aftenen og Fritiden her. - Der forsømmes sikkert meget fra Hjemmets Side paa dette Punkt. Faderen er træt ovenpaa Dagens Arbejde, Moderen optaget af meget forskelligt, der maaske ofte nøder hende til at være borte, - uhyggeligt og tomt virker et saadant Hjem og underligt er det ikke, om Ungdommen søger ud andetsteds, hvorved de ofte af daarlige Kammerater fristes til daarlige Fornøjelser og slet Selskab.
Lige saa galt er det, naar Forældrene af Mangel paa Forstaaelse af, hvad der passer for Unge, gennem en alt for tung Aandelighed, selv om det er i den bedste Mening og for at drage
Børnene til Gud, altid taler til dem om aandelige Ting og ikke i deres Hjem gerne tillader smuk og fornøjelig Sang og Tale eller anden Adspredelse Derved opnaas desværre tit det, som er det værste,. nemlig at Kristendommen bliver kedelig for de Unge, saa at de nærmest føler det som en Lettelse, naar de kan vende Hjemmet med dets kristelige Tvang Ryggen. Saadanne Unge er meget farligt stillede, naar de kommer paa egen Haand ; en Reaktion melder sig let og en stor Trang til at nyde det, som de har været borte fra i deres Hjem. Kristendommen bliver ikke her, hvad den skulde være: det der gav dem Livslykke og holdt Balancen i den Unges Liv, - den blev kastet til Side, fordi den havde virket kedelig og trykkende i Barndomshjemmet, og mangen en Ung for saa vild og kuldsejlede, fordi der ingen Ballast var ombord. - Saadanne Eksempler ser vi ikke sjældent i Livet; men laa ikke en Del af Skylden hos den kristne Moder? Grunden var vel nok den, at hun ikke forstod sit Barn.
Hvor vigtigt er det ikke, at en Moder, fra Barnet er ganske lille giver sig Tid til at lære sit Barn at kende med de forskellige Tilbøjeligheder og Anlæg, det har i sin Natur, og giver Barnet saa megen Tid, at dette rigtig lærer sin Moder at kende, saa at det, saa langt det kan huske tilbage, altid har staaet i fuld Fortrolighed til sin Moder og har kunnet tale med hende om alt, fordi hun forstod det. - Skal denne Fortrolighed, der bunder i, at man føler sig forstaaet, bevares for Livet mellem Mand og Hustru, Moder og Barn, da maa Kvinden være vid og rummelig nok til at kunne tænke ud over Hjemmets Grænser og med Interesse kunne sætte sig ind i og følge de Forhold og Omgivelser, hvis Indflydelse gør sig gældende paa dem, hun elsker.
Lad os f. Eks. tænke os, at en ung Mand fra en Købstad tager til København for at studere. Han har haft et godt Hjem, en troende Moder, som væsentlig har beskæftiget sig med sit Hus og sit kristelige Arbejde, Møder o. lign.; hun havde slet ikke forstaaet, at det var en Opgave for hende at sætte sig ind i de Forhold, Sønnen kom under, at det var af Interesse for hende og ham at vide nogen Besked med de forskellige Forhold ved Universitet og Læreanstalter, at kende nogle af de forskellige vigtige Spørgsmaal, som var oppe i Tiden, for at hun kunde vide, hvilken Paavirkning Sønnen kom under, at det ogsaa var godt for hende at gøre sig det klart, hvilke Fristelser der muligvis vilde møde ham, og saa i Forvejen frit tale med ham derom og advare ham. Mangen en Ung kommer saa uforberedt ud i Livet; de gribes af den moderne, frie Tænkning, af det frie Syn paa Livet, af Princippet om den saakaldte frie Kærlighed, og da de ikke i Hjemmet møder Forstaaelse af de Kampe og Brydninger, som de staar i - ikke fordi Moderen ikke vil, men fordi hun havde forsømt at følge med og forstaa sin Tid og derfor ikke kan, - trækker saadant et Barn sig ofte bort fra Hjemmets Fortrolighed, gaar sin egen Vej og søger sine egne Venner. - Hvor ligger nu den største Skyld hos den Unge eller hos den troende Moder?
Men selv om den troende Kvinde kender sin Tid og følger med, hvad der rører sig, hvad skal hun da gøre for at værne om de Unge og hindre, at de gribes af den Letsindigheds og Umoralitets-Aand, som paa saa mange Maader gør sig gældende i vort Fædreland? Hvordan skal vi her løse vort Opgave? - Her kommer jeg til det tredje, jeg vil tale om: Kvindens Opgave udadtil i Samfundet.
I de sidste Aar er der jo i langt større Grad end i tidligere givet Kvinden Anledning til at lade sin Stemme høre og gøre sig gældende i det offentlige Liv, selv om denne Kvindens Stilling jo langt fra er naaet til den Højde og Frihed, som mange Kvinder ønsker det, og som sikkert ogsaa vilde være gavnligt; thi der er jo mange Omraader i det offentlige Liv, hvor Kvinden med sin praktiske Sans og Forstaaelse af de smaa Ting, med Forstaaelse af Børn, Svagelige og Syge, og hvorledes disse skal behandles, med Forstaaelse af den kvindelige, arbejdende Klasse og disses Kaar, bedre kan planlægge og ordne de forskellige derunder henhørende Ordninger, som bliver truffet fra Samfundets Side, end Manden paa egen Haand kan det uden Samraad med Kvinden. - Jeg har
f. Eks. set mange Redningshjem for unge Piger indrettet i Udlandet, men synes næsten ikke at have set noget saa praktisk med de unges hele Opdragelse for Øje som netop „Skovtofte", og mon ikke Grunden hertil skyldes, at Frk. Esche med sine kvindelige Erfaringer har været med ved hele Planlæggelsen og Opførelsen og ved sine gode Raad væsentligt bidraget til det vellykkede Resultat? Jeg har ogsaa undertiden fra Plejemødre paa Hospitaler hørt Klager over, at der ikke havde været Kvinder med ved Planlægningen af Hospitalet, da mange Ting i saa Tilfælde vilde være blevet mere praktiske og bedre indrettede. -
At der her er Opgaver, som venter paa at blive løst af den kristne Kvinde, er sikkert, - ikke mindst naar vi tænker paa de moralske Forhold i vort Land; thi Kvinden har maaske mere end Manden Lejlighed til at iagttage den fordærvende og ødelæggende Indflydelse, som gennem Bøger og Blade, gennem tarvelige Skuespil, ophidsende Biografforestillinger, Smudsbilleder og daarlige Forlystelser øves paa den danske Ungdom, idet hun vel nok mere end Manden faar Lejlighed til at iagttage Børnene og Ungdommen og til at se, hvordan Smagen ødelægges, og Trangen til daarlige Forlystelser vækkes og holdes ved live af alle disse Ting.
Hvad der mange Steder skrives og trykkes og fremstilles i levende Billeder, kan ikke andet end i høj Grad besmitte Børn og Unges Sind og Tanker og virker ganske nedbrydende paa deres moralske Begreber.
Vi Kvinder er saa tilbøjelige til at sukke over, hvad der er galt, og saa ikke komme videre. Vi er tidt alt for slappe og for lidet energiske, hvor det gælder om at handle. - Selv om man absulut ikke kan have fuld Sympati for de londonske Suffragetters hele fanatiske Optræden for at tilkæmpe sig den politiske Magt, maa der jo dog indrømmes, at det er en utrolig Energi og Udholdenhed, de lægger for Dagen for at faa det sat igennem, som de anser for ret og rigtigt; noget mere af denne Kraft og Udholdenhed kunde vi kristne Kvinder have Trang til, hvor det gælder om at hæve vor Røst og prøve at gøre vor Indflydelse gældende mod det meget her i Landet, som nedbryder vore Børn og Unge og slapper Moralen.
At enkelte Kvinder ser de uheldige Forhold og gerne vil prøve dels gennem personligt at tale og skrive om Sagen, dels ved at prøve paa fra Regeringens Side at faa Bistand til Forandring af flere i Landet værende uheldige Forhold, er ikke nok. Her maa de kristne Kvinder staa sammen og være fælles, og skulde det senere gaa igennem, at Kvinden faar Adgang til Regeringen, da vil det sikkert være af stor Vigtighed, at der indenfor de kristne Kvinders Rækker findes uddannede kristelige Personligheder, der er Stillingen voksen og kan indtage en saadan Plads; thi det vil sikkert ikke være rigtigt for os at overlade disse helt til Kvinder, der staar ganske uden Forstaaelse af Kristendommen, og som slet ikke regner med Gud i de Afgørelser og Bestemmelser, der bliver truffet, f. Eks. hvor det gælder Opdragelse og Uddannelse af Børn og Unge.
Hvad gør den troende Kvinde for Tiden for at sikre vort Land, at vi i vore Skoler beholder Undervisning i Kristendom af en Lærer, som er en personlig Kristen, og som ikke ved sin Undervisning dræber de smaa Spirer til Tro i Barnets Hjerte i Stedet for at faa disse til at vokse og trives? Her maa vi være vaagne. - Det vilde maaske ogsaa lykkes at faa Love, som i større Grad end nu kunde hindre den ødelæggende Litteratur, og som indskrænkede Tilladelsen til, at saa mange som nu kunde faa Lov til at udskænke spirituøse Drikke eller holde Forlystelser og Danselokaler.
Som Eksempel paa, hvad en energisk Sammenslutning allerede under vore nuværende Forhold kan føre til, skal jeg anføre, at det for et Par Aar siden ved en enstemmig underskrevet Adresse, indsendt til Regeringen mod den offentlige Dans i et bestemt Lokale, som virkede ødelæggende paa Egnens Ungdom, lykkedes først at faa denne indskrænket betydeligt, og senere er den ganske bortfaldet.
En Adresse som den, der har cirkuleret rundt i Landet til Underskrift, hvori man ansøgte om, at Tilladelsen til at starte et Forlystelsesetablissement ikke udelukkende skulde ligge i en enkelt Mands Haand; men at der i den By eller det Sogn, hvor dette aabnedes, skulde tages Hensyn til Beboernes Ønske, - har ikke faaet den Tilslutning, som en saadan Adresse burde have, idet det sikkert langt fra har været de kristne Kvinder klart, hvilken umaadelig Fordel det vilde være for en By eller et Sogn at kunne værge sig imod Oprettelsen af saadanne Forlystelsessteder derved, at Indbyggerne i Flertal stemte derimod.
Mon det ikke ogsaa er vor danske Magelighed, der gør sig gældende, at vi ikke rigtig gider tænke Forholdene helt igennem. Vi holder maaske nok af, at andre lægger sig i Selen, vi holder ogsaa af at kritisere dem, hvis de ikke kommer saa heldigt fra deres Bestræbelser; men den enkelte holder mest af at forholde sig passiv og se til.
Den troende Kvinde har ogsaa et Ansvar at tage op overfor den talrige Ungdom, som maa ernære sig ved Fabrikarbejde, og hvis Tal stiger med mange Hundrede hvert Aar. - Hvad gør vi i de forskellige Egne af Landet, hvor de store Fabrikker er, for at skaffe disse mange Kvinder gode og lyse Livsforhold, som kan være en Modvægt mod det meget ensformige, mekaniske Arbejde, som beskæftiger dem Dagen igennem? - Der er jo nok indført Kontrol paa Fabrikkerne for at sikre Arbejderne gode, sunde Lokaler, men dette er ikke nok. For den unge Pige, der begynder at gaa paa Fabrik, er det ofte det samme som, at hun let kommer ind i Usædelighed og gaar til daarlige Forlystelser. Dobbelt sørgeligt naar man tænker paa, at Tilstrømningen af unge Kvinder til Fabrikkerne absolut er i stærk Stigning, da det at have sin Aften og Søndag fri jo for mange synes at være et uundværligt Gode.
Hvad gør vi kristne Kvinder for at møde denne Skare af Fabriksarbejdere saa de kan faa Smag for at tilbringe deres Fritid med gode Fornøjelser i Stedet for de mange daarlige, som de nu et stort Antal hengiver sig til? - Her er nok at tage fat paa for en troende Kvinde.
I København er et saadant Arbejde begyndt; men det forslaar saa lidt, der trænges haardt til Arbejdere. - Det vilde sikkert være en stor Hjælp, om der kunde tilbydes disse mange Fabriksarbejdersker, af hvem de fleste kun har et lejet Værelse, et Aften- eller Fritids-Hjem, hvor de ved forskellig Undervisning og Underholdning kunde faa Udvikling og Smag for hjemlig Hygge og ren Glæde. - Hvilken dejlig Opgave ligger der ikke for den kristne Kvinde i at virke med til, at Fabriksarbejdersken ikke længere er Subjektet i Samfundet, hvad nu ofte er Tilfældet, men faar den Agtelse for sig selv og sit Arbejde, at hun kommer til at indtage en lige saa velagtet Plads i Samfundet som alle andre unge og ældre Kvinder.
Jeg har fornylig set en Fabrik, som ejedes af en troende Mand, og hvor baade han og hans Hustru havde Forstaaelse af Arbejdernes Kaar. Det var en Glæde at se de smukke Arbejdslokaler, og de ca. 125 nydelige, unge Piger, som var beskæftigede med Maskinerne. Der var ikke en af disse, som bar det uhyggelig velkendte Fabrikspræg.
Og mon de troende Kvinder rigtig gør sig klart, hvilket Ansvar vi har overfor saavel det forebyggende som oprejsende Redningsarbejde?
Mon de fleste gør sig klart, hvilken Elendighed Drik og Usædelighed bringer ind over vort Fædreland, hvor mange Mennesker der bliver spildt for Samfundet, og hvor mange Penge Arbejdet paa at hjælpe alle disse koster Landet. - Den engelske Generalsekretær for Afholdsforeningen „Hvide Baand" talte i Foraaret i København og fortalte da blandt andet, at man med alle de Beværtninger og Restaurationer, som fandtes i England, hvis de blev lagt ved Siden af hinanden, kunde trække en Linje saa lang som hele Sverige, og paa alle disse Steder ødtes der Aaret rundt Millioner af Kroner. Paa den modsatte Side af Linjen kunde man lægge lige saa mange Hospitaler, Sindssygeanstalter, Afholdshjem, Redningshjem, Drankerasyler, Magdalenehjem og Fængsler, hvis Opgave det væsentlig var at redde og raade Bod paa alle de mange Stakler, der ved det drikfældige og usædelige Liv var kommet i Elendighed, Sygdom og Nød. - Atter uhyre Bekostninger fra Samfundets Side og en vældig Indsats af menneskelig Kraft for at hjælpe. - Hvor vilde det være godt, sagde hun, om der fra Samfundets og det enkelte Menneskes Side blev gjort Foranstaltninger saaledes, at det store Forbrug af berusende Drikke og den utøjlede Hengivelse til Usædelighed kunde indskrænkes og aftage, muligvis dels gennem Love og Forbud og dels gennem det, at det blev prøvet at rejse Folket til sædelig Bevidsthed; thi jo mere det forebyggende Arbejde gik fremad, des mindre Anvendelse vilde der blive for alle disse mange oprejsende Redningshjem. - Mange Mennesker vilde blive frelste fra Elendighed, og Samfundet sparet for uhyre Udgifter. - Har vi Kvinder et klart Blik til at se, at her er store Opgaver, der ligger for? Hvordan virker vi ? Mon vi virker som Lys i alt dette Mørke? Thi hendes Udtalelser passer godt nok for danske Forhold. - Der har i adskillige Aar været en Del Redningsarbejde i Danmark; men i de sidste Aar er det gaaet op for en Del, at det er at foretrække om man kan forebygge i Stedet for at oprejse. Vi bør derfor, naar det gælder om at løse Opgaven overfor Moralen i vort Folk, følge med de forskellige Arbejder og Institutioner, hvis Opgave det er at raade Bod paa Samfundets Brøst og søge at redde, hvad reddes kan; og det bør ogsaa ligge os varmt paa Sinde at søge at støtte saadanne Arbejder og sætte os ind i Forholdene paa saadanne Hjem, for at vi, naar vi i vort Liv staar overfor stakkels ulykkelige Mennesker, da kan henvise til disse. Maaske selv melde os til Tjeneste.
Der er sikkert en Del, som beder indtrængende til Gud om, at der maa komme lysere og renere Forhold i vort Fædreland, at ikke det næste Slægtled, som vokser op, skal blive endnu mere slapt og modstandsløst overfor Livets Fristelser, at ikke Nydelses- og Forlystelsessygen skal tage endnu mere Overhaand end den nu har. - Hvor gaar der allerede mange stakkels degenererede Individer rundt iblandt os, hvis hele Tilværelse raaber til os om Forældrenes Synd, - som er til Besvær for sig selv og til stor Skade for Samfundet, maaske allermest for den næste Generation, om de sætter Børn i Verden.
Om vi rigtig kunde forstaa, at Usædelighed og Drik er en frygtelig Gift, der lammer og magtstjæler de bedste Kræfter i et Menneske, ja maaske i en Slægt. Og denne Gift kan ogsaa efterhaanden trænge ind i et helt Folk, saa Viljen slappes og Evnen mistes til at skelne mellem godt og Ondt.
„I er Verdens Lys; haver Salt i eder selv", siger Herren til alle os kristne Kvinder. - Lad det være vor inderlige Bøn, at vi, hvad enten det gælder paa den stille, ubemærkede Plads eller i Hjemmet med dets Opgaver, eller det gælder Pladserne, hvor Kvinden mere udad til maa træde op og gøre sig gældende og tale de kristne Kvinders Sag, - maa være os vort Ansvar bevidst og under Bøn til Gud søge at tage det op saa godt vi formaar i hans Kraft. –
