Kvinderne i Armenien

*) Vi har bedt Frk. Marcher, der arbejder som Missionær i Armenien og er en interesseret Læ­ser af Kr. Kvindeblad, om at fortælle lidt om Kvinderne dernede.

 

Deres Kort kom først her i Gaar, og da jeg ikke rigtig kan huske, hvad jeg skrev til Dem om Forholdene her, over­lader jeg det ganske til Dem, om De sætter det ind i „Kr. Kvindeblad" eller ej. Kun sender jeg dette lange Brev i Stedet for „pr. omgaaende" at svare pr. Kort, da Posten først gaar herfra om 8 Dage, vil sige fra den By, der er 3 Timers Vej herfra, og hvis jeg ikke kan faa Bud til Byen i Løbet af den Tid, kommer Brevet først af Sted om 14 Dage, og for det andet kom­mer Svaret i Skikkelse af dette lange Brev, da jeg vil forsøge at fortælle Dem nogle Træk herfra, der maaske saa ved Lejlighed kunde være Dem til Nytte. Men da jeg holder Ferie, er det ikke Spor af en tænkende Udarbejdelse eller en sammenhængende Artikel, men kun smaa Oplevelser, der viser Kvin­dens Stilling her i Landet. Landet - det vil sige i Kurdistan. Der, hvor Kur­derne har bosat sig i asiatisk Tyrki, og hvor det fremherskende Sprog er kurdisk, kaldes Kurdistan. Der er altsaa ingen Grænse at paavise paa Kortet, men Grænsen bliver sat ved det Sprog, som er indført ved Kurderne, og som har sit Centrum Nordøst for Diabekier. Da deres Besiddelser fordum var i Armeniernes Hænder, men ved gen­tagne Forfølgelser og Massakre maatte overgives til Kurderne, kom Armenierne paa disse Kanter saa fuldstændig i Kur­dernes Hænder og maatte rette sig ef­ter disse. Vel har Armenierne under­tiden forstaaet at hævde en vis Stilling som Kristne, men i det hele taget er de dog i høj Grad under Kurdernes Indflydelse, og naar disse ere ivrige Muhammedanere som her paa Egnen, saa er Kvindens Stilling saa meget sørgerligere. Og skønt Armenierne kun som Følge af Kristendommen hævder en vis Ret ligeoverfor Kurderne, saa har de kun meget lidt af Kristendom­mens Kraft og vilde blive meget for­bavsede ved at høre, at Kvindens Stil­ling hos dem maa være noget andet end hos Muhammedanerne, naar undta­ges Polygami. Kurdernes Syn paa Kvin­den i Praksis er aldeles overensstem­mende med Armeniernes, naar de, som her er Tilfældet, boer op ad Kurderne. For den ældre Kvinde vises der no­genlunde Agtelse, navnlig naar hun som den ældste staar for Husholdnin­gen, de yngre Kvinder maa vise hende Lydighed i alt og tildække Ansigtet med et Hovedtørklæde ved Synet af hende, men naar Mændene kommer hjem fra Arbejdet, maa hun betjene dem ved at sætte Maden frem for dem, men dog ingenlunde spise sammen med dem, og den yngste af Konerne har det ikke stort bedre end en Slave. Hun maa aldrig tale med en Mand og navn­lig ikke med Svigerfaderen eller dennes Broder. Da jeg for et Par Dage siden gik med en saadan „Brud" (de kaldes Brud i 10-15 Aar efter Brylluppet) for at naa en Have, der lig­ger 10 Minutters Vej herfra, standsede vi ved Havelaagen, der var lukket. Hun stillede sig op ad den som en Mumie og sagde ikke et Ord. Jeg spurgte hende: „Hvorfor lukker du ikke op el­ler kalder paa dem derinde i Haven?" Hun rystede paa Hovedet og blev staaende som før. - Jeg blev ogsaa staaende og spurgte: „Hvad nu?" Hun ry­stede kun paa Hovedet. Da kom en af Drengene og aabnede Laagen indefra. Jeg sagde til dem „hvorfor stillede Bru­den sig saaledes an?" „Ih, sagde de, „hun er jo kun en Brud, hendes Svi­gerfader arbejder i Haven, og han maatte jo dø, hvis han hørte Brudens Stemme". „Dø, af hvad?" - „Kan du da ikke forstaa", sagde den lille, „at det vilde være en Skam for hele vort Hus, hvis vor Brud vilde lade sin Stemme høre af Bedstefader?" „Men hvis I nu ikke havde lukket op, hvor længe maatte hun staa der", spurgte jeg. - „Til nogen lukkede op" svarede Drengen lakonisk. - En anden Gang var jeg med en „Brud" i Landsbyen og skulde gaa hjem. Hendes lille Pige paa 2 Aar græd, hun vilde bæres. Bru­den blev aldeles ulykkelig og stod stille. „Nu maa vi vente til nogen kommer", sagde hun. „Hvorfor?" - „For Bajtsar vil bæres". „Saa bær du hende!" - „Nej, nej, det kan aldrig gaa", sagde hun. „En Brud tør aldrig bære sit Barn naar andre ser det, det vilde være en Skam for hele vort Hus". - En Dag spadserede jeg i „Byen" med Badvilli (Præsten). Overalt løb Folk til for at se mig, de havde ikke set en „Hat" før, men Badvilli og jeg gik rask til, saa vi vare snart alene. Da kommer en Mand farende med et Brøl efter os; han forfulgte os, og jeg fandt det uhyg­geligt og gjorde Tegn til at standse; i det samme naaede han os. „Hvem er det der gaar med dig?" brølte han løs, saa jeg uvilkaarlig rystede. „Det er en Evropær", sagde B., „men en anden Gang skal du ikke saaledes skrige løs, naar du ikke vil andet." „Aah", sagde han, det gør ingenting, - her er jo slet ingen Mennesker". - „Naa, naa," sagde B. „hun (idet han pegede paa mig) er jo der". „Hun", sagde han, „ja hvad gør det, hun er jo da kun en Kvinde". „Ja", sagde B., „men hun er nu ogsaa en Lærerinde", (en Lærer­inde bliver regnet for noget meget stort her i Landet.) Og hermed kunde vi i Ro fortsætte vor Vej. - En anden Bad­villi førte mig til en Landsby noget her­fra for at besøge en Søster af ham. Denne var kun en „Brud", og Badvilli spurgte derfor slet ikke efter hende. Derimod viste Svigerfaderen os den Ære at tale med os; det blev mig dog for kedeligt, og jeg spurgte efter Sø­steren. Det blev sagt mig, at hun kunde ikke komme ind, da Svigerfaderen sad der. B. sad som om det ikke vedkom ham. Men da det ærgrede mig, at Stuen efterhaanden blev fuld af Mænd, fik jeg sat igennem, at Svigerfaderen skulde forsvinde, og Mændene gaa lidt ud paa Taget. Glædestraalende kom „Bruden" ind, men hele Gensynet med Broderen, som hun elsker, var kun, at hun kys­sede hans Haand, mens han blev sid­dende uden at røre en Mine og uden at sige et Ord, skønt han er en meget forekommende Mand mod andre. Jeg talte saa lidt med hende, og da vi gik, saa jeg ikke engang at Broderen tog saa meget som Afsked med hende. –