« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og de fattige.*)
*) Denne Artikel, der har været optaget i adskillige finske Blade, er af den gamle Digter personlig tilsendt den svenske K. F. U. K. Blad. Han har. haft noget paa Hjærte at sige de troende Kvinder. Selv om ikke alt passer paa danske Forhold, saa har vi dog endnu Fattiggaarde og Alderdomsasyler og gennem By- og Sogneraad er der aabnet Kvinderne Adgang til at hjælpe og værne de fattige, de smaa og de værgeløse - i Jesu Navn.
Red.
Der er et Bibelord, som særlig passer for vor Tid. Det kan glemmes ligesom alt andet; men det kommer stadig frem igen, for det er Grunden til al Kærlighed, og uden dét vilde alt blive til Selviskhed. „Bærer hverandres Byrder og opfylder saaledes Kristi Lov" (Gal. 6,2).
Samarbejde i Kærlighed.
Naar dette Ord kommer til Kvinden, vil hun maaske spørge: hvorfor til mig? Er det ikke mig, der har baaret andres Byrder? Er det ikke mig, der forsagende og selvopofrende altid har følt mig lykkeligst, naar jeg har kunnet gøre andre lykkelige.
Ja, svarer Ordet, derfor kommer jeg til dig fremfor andre. Du er fremfor andre skabt til Kærlighed Barmhjertighed, du kan trøste de elendige, oprejse den faldne og vederkvæge den, der vansmægter paa Legem og Sjæl, derfor kommer jeg nu til dig, som kan give hele din Kærlighed. Jeg kalder dig frem til nye Pligter i Guds og Kærlighedens Tjeneste. Hidtil har du gaaet alene og ubemærket til den lidende, Gud alene har været dit Vidne. Nu fordrer jeg en ny Opofrelse af dig, den at træde frem for andre med samme Mod og samme Forsagelse.
Giv din Hjælp i Fattigarbejdet.
Samfundet, som ikke har kunnet undvære dig i Familien og Hjemmet har glemt at sætte dig paa en Plads, hvor du ikke burde glemmes. De fattige var længe overladt til den enkeltes Barmhjertighed, og du var Sjælen deri, men da Samfundet endelig blev tvunget til at overtage sin Andel, glemte det at spørge dig, og derfor blev dets Fattigpleje en lang Kæde af Misforstaaelser. Samfundets Mænd troede, de havde gjort alt, naar de gav de fattige Føde, Klæder og Hus, lige meget hvor og hvordan det var. De forstod ikke, at de gav Gaver uden Kærlighed, Naadsens Brød i Stedet for kærlig Omsorg, Vanskytten i Stedet for kærlig Pleje, et Rum at bo i i Stedet for et Hjem,
Kulde for Trøst, Tilsidesættelse i Stedet for Moderkærlighed. Følgen har været, at de fattige skyede Fattiggaarden og mange Gange hellere sultede end modtog frit Ophold, samtidig med at de følte, at de var en uvelkommen Byrde for Samfundet.
Det vilde du have forstaaet bedre, aldrig havde vort Land behøvet at se fattige Børn udbudte i Pleje ved Licitation, om du havde været med i Fattigbestyrelsen. Nu er vort Folk vaagnet til bedre Forstaaelse af Verden og dens Nød. Nu taler Staten, Kommunen og de enkelte om at indrette Skoler, Hjem og Opdragelsesanstalter for dem, der trænger haardest. Og nu har endelig Manden, der har staaet og vaklet mellem Vaner og Fordomme begyndt at anerkende Kvindens Medvirken. Maa hun ikke selv undrende spørge, hvorfor hun saa længe har været udelukket, og derefter skynde sig med at indtage sin Plads. Det Bibelord, paa Tidens Tunge, siger til Mændene: „Giv Kvinden Plads i Fattigvæsenets Bestyrelser" og til Kvinderne: „Indtag eders Plads der". Indtag eders Plads
for at have Tilsyn med, og ordne og lede Hjem for fattige Kvinder, Hjem for gamle Tjenestepiger, Husjomfruer og Sygeplejersker for at have Opsyn med Syge- og Børnehjem, de fattiges Beklædning, Økonomi og Sparsommelighed, Orden og Renlighed, for at modtage de Meddelelser
og give de Raad, som bedst kan meddeles af Kvinder til Kvinder for at indføre Mildhed og Deltagelse i Fattigplejen, forsøde Almissens Bitterhed, trøste de bedrøvede og oprejse de svage Villier.
(Nu følger en Redegørelse om de særlig finske Ordninger med Hensyn til Fattiggaardene, Forstanderens Stilling o. s. v. Med Hensyn til den fortsætter Forfatteren senere.)
Hvorledes kan man da formaa en dannet Kvinde der har Udsigt til en mere sorgfri Tilværelse, til at hengive sig til et saa besværligt og ansvarsfuldt Kald for en ringe Løn.
Spørg den Kommunelærerinde, der hengiver sig helt til sit Kald, spørg den taalmodige, opofrende Diakonisse, eller spørg en anden af disse agtværdige ofte beundringsværdige Kvinder, som under lignende Møje og med samme eller mindre Formaal tjener deres Herre Kristus ved at tjene de mindste af hans Brødre. De vil ikke nægte, at der er megen Forsagelse og Strid, og at de i forsagte Stunder udgyder mange Taarer, naar alt deres Arbejde og Kærlighed synes at være spildt, men de kan vidne om, at deres Kraft kommer fra oven, og at der venter dem en Løn, mod hvilken al Livets Møje forsvinder. De vil svare, at de ikke begærede nogen Tak og dog har faaet den, ingen Glæde, og se, den er kommen til dem som Solskin selv paa den mørkeste Dag. De udenforstaaende ser kun Møjen og forundrer sig over Taalmodigheden, de kender ikke den Tro, som overvinder Verden, ikke den Fred, som overgaar al Forstand og den for Kvinden saa ejendommelige Følelse af Lykke, naar hun har givet sig selv helt. Hun har ogsaa en menneskelig Længsel efter at faa noget tilbage, naar hun har givet saa meget, og her blandt de fattige kan hun sommetider komme til at vente temmelig længe der paa.
Men med den indre Fred venter hun taalmodig og nøjes med lidt, et Ord kan belønne hende, et taknemligt Blik kan erstatte lange Tiders Arbejde. Hun ligner den, som lever godt paa en stor Livrente og ikke behøver at savne en Drikkeskilling. Hun behøver heller ikke at være ensom. Sin Gud har hun altid, og maaske hun ogsaa har en Ven indenfor eller udenfor Faltiggaarden, en Ven, til hvem hun altid kan betro sig i Sorg og i Glæde. Eller hun vælger maaske et ungt eller gammelt Kælebarn indenfor Fattiggaarden, et fattigt Menneskebarn, der er blevet reddet fra Nød og Fordærvelse, for hvem hun er alt, og som for hende er nok.
Livet i en Fattiggaard er omvekslende, fordi der ikke stadig er de samme Mennesker. Men under en god Styrelse kan der raade en velgørende Fred, et Genskin af bedre Dage kan udbrede sig over disse Mennesker, der er blevne en Bold for Lykken.
Bibelordet er skrevet over Fattiggaardens Port og siger beder bedende, formanende og trøstende til alle Mænd og Kvinder, som gaar der forbi.
„Bærer hverandres Byrder og opfylder saaledes Kristi Lov".
