« Tilbage til søgeresultaterne
Fra det nye Kina
Formanden for den internationale Kvindestemmeretsalliance, Mrs. Chapman Catt, der for Tiden foretager en Rejse i det yderste Østen, har givet nedenstaaende Skildring af sine Oplevelser i Kina. Det fremgaar heraf, at de store Omvæltninger, der i de sidste Aar er foregaaet i det himmelske Rige,
ogsaa har fremkaldt en stærk Bevægelse blandt de kinesiske Kvinder.
„Jeg er nødt til at tilbagekalde, hvad jeg har skrevet fra Hongkong. De amerikanske og hollandske Konsuler og adskillige kinesiske Herrer, som har Sympathi med Republiken, har alle forsikret mig om, at de Myther, der var gaaet til Europa og Amerika om Kvindernes Forhold til Revolution og Republik, var pure Opspind. Vi har lært siden da, „at i dette Land ved den venstre Haand ikke, hvad den højre gør", og at ingen af Hænderne ved noget om, hvad Fingrene har for.
Skønt vi blev saa godt som overbeviste om, at Kvindestemmeret ikke eksisterede i Kina, besluttede vi dog at undersøge Forholdene nærmere og vendte os derfor mod Kanton, udstyrede med alle de Breve og Navne, vi kunde faa. Næst Peking er Kanton den største By i Kina, og den var Midtpunkt for Revolutionen i Sydkina, ligesom den nu er et Hovedværn for den nye Republik, Den ligger 22½ Mil inde i Landet, naar man kommer fra Hongkong, og naas med en Baad ad den brede, maleriske, bjergomkrandsede Kanton Flod.
En vovelig Færd.
Mange havde tvivlende rystet paa Hovedet, naar de hørte om vor Plan. Havde de vidst, at vi var paa Jagt efter Stemmeretskvinder, vilde de have troet os topmaalt vanvittige.
Paa Plakaterne ved Baadens Afgangsplads i Hongkong stod der: „Bevæbnet Vagt staar Nat og Dag paa forskellige Steder i Skibet, og alle rimelige Forsigtighedsregler er trufne for at varetage Dampernes Sikkerhed og beskytte Passagerernes Liv". Ikke langt fra Hongkong ligger en Fiskerby, som er blevet Sommerferie-Station for amerikanske Missionærer. Medens vi passerede den, læste vi i Morgenavisen, at en Bande paa 50 Sørøvere havde anfaldet den den foregaaende Nat, plyndret Butikerne og dræbt 3 Vagtmænd, hvorpaa de var flygtede. Pressen fortæller dagligt om Plyndring af Landsbyer i det indre, men denne Tingenes Tilstand tilskrives den ny Regerings Svaghed, og ingen var forberedt paa denne Bandes Dristighed, som vovede paa britisk Territorium at klemme selve Halen paa den britiske Løve. Som det gik i Ordsproget, tog patrouillerende Soldater Vare paa Stalden, efter at Hesten var undsluppen.
I Kanton løb Chalupper med den ny Republiks femstribede Flag ind mellem Hundreder af Djunker og Sampaner, der baade er Butiker, Restaurationer og Færgebaade. Vi blev førte til Kantons eneste europæiske Hotel i Bærestole, andet Transportmiddel kunde ikke faas, og vi saa tydelige Beviser paa, at Byen stod under militær Kommando, da Vagter bevæbnede med Geværer stod hele Vejen i nogle faa Favnes Afstand fra hinanden. Hotelværten paastod, at vi ikke kunde færdes uden Fører, og i en Procession, bestaaende af Bærestole, drog vi derpaa af Sted paa vor Opdagelsesrejse.
Kvindelige Repræsentanter i Provins-Forsamlingen i Kanton.
Og nu aflagde vi vore Besøg, det ene efter det andet. Vi afleverede vore Breve og gjorde Spørgsmaal. Vi vidste, at hver Provins i Kina havde faaet en Provinsforsamling i Forventning om, at den senere kunde blive en permanent lovgivende Forsamling. Men ingen kunde fortælle os, hvor eller naar Forsamlingen for Provinsen Kanton mødtes, eller af hvem den bestod. Kun en Ting var alle enige om, og det var, at ingen Kvinde nogensinde havde stemt paa dens Medlemmer eller selv var bleven Medlem. Vi hastede op og ned fra Nord til Syd og fra Øst til Vest i Kanton, der er halvanden Kvadratmil i Udstrækning. Vi kom over Broer og gennem Porte, hvor der var Trængsel af løbende og raabende Folk. Baade Dr. Aletta Jacobs og jeg vil huske de to Dage, da vi drog gennem Kanton søgende efter Stemmeretskvinder, som det mest ejendommelige og begivenhedsrige af vor Rejse.
Tilsidst gav et Brev af den hollandske Generalkonsul os en Nøgle, som førte til Maalet, idet det skaffede os Adgang til et Galleri, fra hvilket vi saa ned paa Forsamlingen i Provinsen Kanton. Og se! dernede under os sad de kvindelige Medlemmer, om hvilke de mest intelligente Mænd og Kvinder i Kina aldrig havde hørt. Hvor slugte vi dem dog med vore undrende Øjne. Kviksølvet var løbet op til den øverste Del af Thermometret. Fugtigheden var næsten uudholdelig, og vi var to Gange blevne gennemblødte af tropiske Regnskyl, men vi glemte alt Ubehag, al Træthed og stirrede fortryllede paa denne Aabenbaring af det nye Kina.
Bygningen var gammel og i Hast sat i Stand for at benyttes af Forsamlingen. Der var intet kinesisk, ikke en Gang orientalsk ved den. Paa en Forhøjning sad Præsidenten og Sekretæren og
Medlemmerne sad i en Halvcirkel foran dem. Hele Arrangementet var laant af Vesten. Forskellighederne laa kun i Menneskene.
Hvert Medlem havde sin Vifte med sig, og Mændene viftede sig flittigt. Kvinderne brugte Viften sjældnere. Halvdelen af Mændene var i europæiske Klæder, den anden Halvdel i de indfødtes Dragt, for det meste af Silke. Mændene bar lyse, kulørte Klæder, Kvinderne var alle sortklædte undtagen en eller to, som var i mørkeblaat. I det mindste to havde vanskabte Fødder, Formanden og Sekretæren bar lange hvide Silkedragter og viftede sig hyppigt.
Medlemmerne henvendte sig ikke til Formanden for at faa Ordet, men rejste sig simpelthen og begyndte at tale. Hvad der vilde hænde om to eller flere fik det Indfald at udgyde deres Visdom paa en Gang, fik vi ikke at vide, da man høfligt lyttede til hver Taler, til han var færdig. Alle var rolige og meget alvorlige. Stemmeafgivningen skete ved, at man rejste sig. Vi bemærkede, at de kvindelige Medlemmer ikke altid stemte ens.
Korridorerne var tydeligt nok bevogtede af bevæbnede Mænd, og bagefter hørte vi, at dette skete paa Anmodning af Forsamlingen, da Bygningen ligger udenfor Bymuren, og Forsamlingen i en Naboprovins nylig var blevet overfaldet af en Bande Røvere.
Et Aftensmaaltid sammen med kvindelige Lovgivere.
Efter at have frydet os over dette Syn, der var mere sjældent og vidunderligt, end hvad der faldt i den berømte Marco Polos Lod at se, blev vi nødsagede til at fjerne os, meget utilfredse med at vi ikke kunde finde en eneste, som forstod Engelsk. Derefter gik vi til den kantonesiske Præsident for „Tung Mong Hui", til hvem der var givet os et Brev. Han var overmaade venlig, og da han hørte, at vi ønskede at tale med de kvindelige Medlemmer af Forsamlingen, indbød han os øjeblikkelig til at spise til Aften hos sig og lovede at formaa saa mange Kvinder som muligt til at komme til Stede.
Han udsendte sine Indbydelser pr. Telefon, og kort Tid efter kom vi tilbage til hans Hus, hvor vi traf to kvindelige og to mandlige Medlemmer af Forsamlingen, samt andre Medlemmer af „Tung Mong Hui". De to Kvinder talte kun Kinesisk, men de unge Mænd var blevne opdragede i udenlandske Skoler og talte Engelsk. Medens vi spiste til Aften og gjorde vort første Forsøg paa at benytte „Spisepinde", (Menuen bestod af de berømte kinesiske Delikatesser: Hajfinner, Frøer og andre mærkelige, men pikante Retter) erfarede vi følgende:
For omtrent femten Aar siden organiserede Dr. Sun Yat Sen Forbundet „Tung Mong Hui" (Det forenede edsvorne Selskab), et hemmeligt Selskab, hvis Hovedformaal var at fordrive Mantchu’erne. Det bredte sig hurtigt og vandt især Tilslutning blandt unge Mænd, der havde studeret i Udlandet. Dr. Sun er i høj Grad radikal og gennemførte Tanken om Lighed mellem Kønnene. Kvinder blev Medlemmer, dog ikke i stort Antal, og de fleste af dem havde ingen særlig Virksomhed. Nogle af dem arbejdede dog ligesaa ivrigt og utrætteligt som Mændene, skaffede nye Medlemmer, samlede Penge og udbredte revolutionære Skrifter.
Da Selskabet var bleven stærkt nok til at rejse Revolutionens Fane, ønskede nogle af de unge Kvinder - hovedsagelig Studenter - at gøre Tjeneste som Soldater. De fik kun ringe Opmuntring dertil i Kanton og begav sig derfor længere mod Nord, hvor de skal have forenet sig med andre Kvinder og have afholdt Øvelser, men forøvrigt kunde vi intet bestemt faa at vide om dette her i Kanton.
Ti Kvinder valgte i Kanton.
Da den midlertidige Regering blev dannet paa Ruinerne af Mandschu-Styrelsen, traf Kanton Forberedelser til Valgene til Provins-Forsamlingen, medens de højere Embedsmænd var blevne udpegede af den midlertidige Regering i Peking. Praktisk taget havde alle Mænd og Kvinder, som ønskede det, Valgret til denne Forsamling, og det var fastsat, at 10 af Forsamlingens 120 Medlemmer skulde være Kvinder. De ti Kvinder blev valgte. Den ene, en ung Kvinde, trak sig tilbage og er nu paa Vej til Amerika, hvor hun vil studere. Hendes Familie modsatte sig nemlig hendes Valg med den Begrundelse, at det gav hende en altfor fremskudt Stilling til, at den sømmede sig for en ung Kvinde. Vi saa og talte med hendes Moder. Denne unge Dame var Kristen, de ni, som modtog Valget, er, saa vidt vi forstaar, Konfucius’ Tilhængere. Vi saa de otte.
Den mærkeligste Del af Historien er, at deres Familier allesammen var mere eller mindre Modstandere af denne pludselige Forfremmelse, som et Medlem af Familien havde opnaaet ved at blive Indehaver af Værdigheden som Lovgiver. De gifte Kvinders Mænd kunde slet ikke forsone sig med den Tanke at faa deres Navne gjort bekendte i Verden i Forbindelse med saadanne fremtrædende Kvinder - thi i Kina - som andetsteds - maa de Kvinder, som vil opføre sig passende, hverken udsætte sig for at blive sete eller omtalte. Men hvad tror I nu, at disse smaafodede, konfucianske Kvinder gjorde? „Nu vel, vi vil ikke bringe Skam over Jer, saa vil vi hellere tage vore egne Navne igen, saa længe som vi er Medlemmer af denne Forsamling!" Saaledes kaldes alle disse Kvinder for „Frøkener", skønt adskillige af dem er gifte. To af disse er Embedsmænds Hustuer, to er gifte med store Købmænd, en er Student fra Universitetet i Japan, de andre er Lærerinder ved Statens Pigeskoler i Kanton.
Førerne for „Tung Mong Hui" mente, at Kvinder ikke havde Valgret til den midlertidige Forsamling i nogen anden Provins end Kanton, og heller ikke til det nationale Raad. Kvindestemmeretten var nemlig ikke vedtaget af det midlertidige konstitutionelle Konvent, hvorfor kun Mænd kan stemme ved næste Valg. Dette er udsat Gang paa Gang paa Grund af Oprør i Landet, men er nu fastsat til førstkommende Januar, om ikke yderligere Udsættelse bliver ønskelig.
Tre foreslaaede Reformer i det kinesiske Samfund.
Mr. Tse Ying Pak, Formand for „Tung Mong Hui" i Kanton - i hvis smukke Hjem vi sad til Bords med kinesiske Kvinder, som havde været Vælgere og er Medlemmer af Forsamlingen - er en liberal Mand med en vid Horizont og som føler Sympati for Kvindebevægelsen. Han fortalte os, at Forbundet, som under Revolutionen forvandledes fra en hemmelig Sammenslutning til et politisk Parti, bl. a. har til Formaal at gennemføre følgende 3 store Reformer:
1) den fuldstændige Ophævelse af den indgroede Skik at vanskabe Kineserindernes Fødder ved at indsnøre dem.
2) Forbud mod Opiumsrygning.
3) Afskaffelse af Pigehandelen.
200,000 unge Piger som Slavinder.
Den første af disse Reformer er praktisk set allerede fuldbragt, og den indsnørede Fod er forsvundet*) sammen med de lange Haarpiske.
*) Dette turde dog være en forhastet Meddelelse. Red,
De andre to Reformer falder det mere vanskeligt at faa gennemført. I Kanton alene er der 200,000 Smaapiger, som er Slaver. Køberen benytter dem som Tjenestepiger og behandler dem ofte meget grusomt. De sælges af deres Forældre for nogle faa Dollars i en Alder af mellem 5 og 7 Aar. Ofte bliver der dog taget omhyggeligt Vare paa dem, saa at de vokser op under gode Vilkaar; thi som sytten- eller attenaarige bliver de atter solgte og bringer da den første Køber henved 100 Dollars for hver Dollar, der første Gang blev betalt for dem, hvis de er kønne og tiltrækkende. Undertiden bliver de solgte til at være Hustruer, undertiden som Medhustruer, og undertiden tilføres de Prostitutionen. De nye Fremskridtsmænd indser lige saa fuldt som Vestens Førere, at et mægtigt Folk ikke kan fødes af Slavemødre; men Pengebegæret, denne den mest fortvivlede forvovne, snedige og heldige Fjende af alle gode Formaal, har sat sig derimod, og det er ikke en saa let Sag at naa til Pigeslaveriets Afskaffelse, som det maaske synes Tilskueren.
Besøg i et kinesisk Theater.
Efter vort mindeværdige Aftensmaaltid fik vi hver et Par Spisepinde med os som Gave fra vor Vært og Værtinde til Erindring om denne vor første kinesiske Souper. Vi, samt Resten af Aftenselskabet gik derpaa i et Teater, hvor et Stykke netop egnet til at gøre et dybt Indtryk paa Tilskuerne og skaffe en god Indtægt - var sat i Scene af Studenter. Det blev udmærket udført. Nogle glade, unge Kvinder spillede med Liv og Lyst. Klokken Elleve sagde vi Farvel, og Hr. Tse sendte os hjem i sin lille Damper med to unge Mænd fra Forsamlingen som Eskorte. Damperens Ankomst til Shameen (det evropæiske Kvarter, som ejes af England) vakte stor Opsigt og kaldte en Mængde bevæbnede Mænd frem. Omsider naaede vi vort Hotel, hvor vi i Verandaen fandt nogle sovende Tjenere, den sædvanlige Garde ved orientalske Hoteller. Vi saa paa hinanden og udbrød: „Det har været den vidunderligste Dag i hele vort Liv."
Landet er usikkert.
I Morgen rejser vi nord paa til Shanghaj og Nanking. Hvad jeg her har fortalt, gælder kun Kanton og Sydkina. Jeg skal snart atter sende et Brev om vore Oplevelser, naar vi kommer nord paa. Ingen ved, hvad den næste Dag bringer, men en Følelse af Ængstelse mærkes overalt. Der er nylig foretaget en Eksekution af den nationale Regering paa to Generaler, som havde gjort udmærket Tjeneste under Revolutionen. Disse Mænd var Medlemmer af Tung Mong Hui, og dette Forbund forlanger nu en Forklaring.
Reformmændene er unge.
At dømme efter Forholdene i Kanton, er det nye Kina i Sandhed et ungt Kina. Provinsforsamlingen bestod næsten udelukkende af unge Mænd. Dr. Aletta Jacobs var dristig nok til at spørge den unge Mand, der ledsagede os, om hans Alder. „20 Aar!" var Svaret.
Men de har et højt Mod. De er Optimister og erindrer bestandigt, at Kina er en af de ældste Kulturstater, og de vil nu vinde det tabte tilbage.
Efter Mrs. Chapman Catts Artikel i „The Woman Journal" ved Johanne Munter.
