« Tilbage til søgeresultaterne
De norske Præstekoners første Landsmøde
(Sluttet).
Næste Dag begyndte ligesom den foregaaende med en Bibeltime, hvorefter Frk. Dons holdt Foredrag om en ”Missionsstudiekreds". Foredraget var klart og orienterende.
Derefter talte
Fru Dagny Johnson
om Præstehjemmene.
Det er vanskeligt at gengive et Foredrag som dette, hvor det ligesaa meget var Personligheden som selve Ordene, der bar det frem og bidrog til at sætte Spor.
I store Træk fremdrog Fru Johnson de Vanskeligheder og de Herligheder, et Præstehjem frembyder.
Den Vanskelighed, der først meldte sig, var at drage den rette Grænse mellem Arbejdet blandt ens egne i Hjemmet og Gerningen i Menigheden.
Hun fortalte saa skønt om en Præstekone, der paa Grund af Sygdom, smaa Børn og meget andet ikke kunde tage sig noget Arbejde paa udadtil, men som alligevel gjorde mere for sin Menighed end mangen anden tilsyneladende mere aktiv Præstekone. Hun gjorde nemlig sin Mand til den bedste Præst. Hun interesserede sig for alt hans. Hun havde i sin Sjæl en god Klangbund for alt det, der var hans Gerning, og hun gav ham af sin rige Sjæl noget af alt det, der kunde gøre ham til en sand Præst.
Man maatte tage Børnene med i Arbejdet. De maa lære, at ligesom Far og Mor maa ofre noget, netop fordi de er Præstefolk, saaledes maa de ogsaa være med og dele deres Ofre - det vil blive et Led i deres Opdragelse.
Om. Gæstfriheden, dette vanskelige Punkt i en Præstekones Liv, talte Fru Johnson mange gode Ord. Til Slutning pegede hun paa den store Vanskelighed, der laa i samtidig at imødekomme de Krav, Pietismen og Kulturen stillede.
Jeg ved ingen Udvej, sluttede Fru Johnson, men jeg vilde pege paa Vanskeligheden - mulig kan den paafølgende Forhandling vise en Udvej. Med megen Varme og indtrængende Ord lagde hun derefter de tilstedeværende paa Sinde at holde de ideelle Krav højt - enten man boede i en By, hvor en forfladet og aandsforladt Selskabelighed raadede, eller man boede paa Landet langt fra alle Kulturens Berigelser.
Festen om Aftenen
var meget livlig i Modsætning til de alvorlige Møder tidligere paa Dagen. Der var fuldt Hus i Ynglingeforeningens store Lokale, og Stemningen var fra første Stund af den allerbedste. Der blev sunget forskellige Sange og ved Bordet holdt bl. a. Fru Professor Michelet en glimrende Tale for Mændene, der nærmest formede sig som et Kauseri over det gamle Ord:
„Kærligheden er en Magt og ikke en Vilje, den falder lige saa snart paa en Gaaseurt som paa en Lilje".
Under stor Munterhed fra Forsamlingens Side pegede Fruen paa de forskellige Faser i Kærlighedens Liv - fra den første Stund af, da de to unge har fundet hinanden, og de begge er „Liljer", til den Dag, de vaagner af Rusen og finder, at han - eller hun - er en Gaaseurt.
„Lykkelig da, om det, som jeg først har fundet ud, er, at jeg er en Gaaseurt, og ikke han".
Fru Michelet sluttede sin vittige, lille Tale - i hvilken der dog var saa meget Hjerte - med et beroligende Ord til Mændene: Vær nu ikke bange for, at vi skal være blevne forfløjne, naar vi nu kommer tilbage igen - vi skal nok stoppe eders Strømper, se Tøjet efter og hjælpe, saa godt vi kan - nu som før.
Pastor Klaveness takkede paa Mændenes Vegne for Talen, hvorefter han meget hjerteligt talte om den gode Indflydelse, en Præstekone kan udøve, ikke mindst over for sin Mand, Han nævnte et Par Eksempler baade fra sit eget og andres Liv.
Næste Dag talte Frk. Dons atter om Missionsarbejdet, denne Gang om Børnene, der skulde blive ikke „flinke Tiggere", men „glade Givere".
Derpaa holdt
Fru Michelet
et vækkende Foredrag, der paahørtes under aandeløs Stilhed om det Ansvar, vi alle har som Mennesker - om hvad der paahviler Hjemmene, hvis der skal kunne opdrages en Slægt, der har Forstaaelse af, hvad Sædelighed betyder, baade for den enkelte og Nationen.
Dette udmærkede Foredrag vil forhaabentlig senere blive udgivet som en Brochure for derved ogsaa at blive tilgængelig for dette Blads Læsere.
Foruden de ovenfor kortelig gengivne Foredrag og Diskussioner, havde Mødet forsøgt at give sine Deltagere Anledning til at se lidt af det praktiske Arbejde. Den første Aften var Præstekonerne indbudt af „Hjemmenes Vel", (en Husmoderforening der tæller 5000 Medlemmer), „Kristiania Sædelighedsforening" og „Christian Endeavour" (en kristelig Ungdomsorganisation) til at deltage i disses Mødremøder.
I tre forskellige Lokaler var her samlet ca. 100 fattige Mødre paa hvert Sted, og de blev beværtet med Kaffe og Kage, fik et godt Foredrag, Sang og Musik. Et af disse Foredrag var om „Plan og Orden i Husets Arbejde", af Fru Kaja Isaachsen fra Aas.
Denne Slags Møder for Mødre, baade for de dannede og for de fattige, holdes meget i Norge og vinder mere og mere Teræn som en udmærket Arbejdsmaade. Det var ogsaa let at se, at Præstekonerne ved disse Møder fik mange nye Impulser.
En Eftermiddag var viet „Arbejdsstuerne for Børn", der i Løbet af de sidste 10-15 Aar har gjort en stor og velsignet Gerning blandt Storbyens Børn. Stifteren, Frk. Elisabeth Petersen, der har faaet Kongens Fortjenstmedalje i Guld for dette Arbejde, holdt først et Foredrag om Sagen, hvorefter Foreningens Damer tog Afsked med Præstekonerne og foreviste for dem fire Arbejdsstuer i fuld Drift og en større Udstilling af Stuernes nydelige Arbejder.
Endelig var den sidste Dags Eftermiddag viet Diakonissegerningen. De 250 Deltagere blev først vist omkring i alle Diakonissehusets mange Hjem og Institutioner. I smaa Skarer paa 12 gik de, ført af en Diakonisse, fra Hus til Hus i den store Anstalt; det var et praktisk Kursus i den frivillige Kærlighedsgerning, som Præstekonerne sent vil glemme. Derefter var de alle Diakonissehusets Gæster til et hyggeligt Aftensbord, hvorefter de fik et Foredrag af Forstanderen, Pastor Jansen, om Gerningens Historie og Arbejdsvilkaar. Endelig sluttede Dagen med en Andagt i Diakonissernes vakre nye Kirke, som netop Dagen i Forvejen var bleven indviet. For mange af Præstekonerne var vistnok Dagen paa „Lovisenberg" Mødets Glandsnummer.
Under Mødet oplæstes Telegrammer fra Dronningen, fra „Manden der passer Hjemmet" og fra Bestyrelsen for de danske Præstekonemøder, der netop under D. M. S. Kvindemøde i Vejle i de samme Dage var samlede for at planlægge det næste danske Præstekonemøde i Juni 1913.
Saa skiltes man efter tre Dages festligt og hyggeligt Samvær - alle sikkert med Følelsen af at vende hjem igen rigere og lykkelige og med større Haab for de forskellige Arbejder, der ventede.
