« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindebevægelsens Indflydelse paa Kvindernes Arbejde for Hedningemissionen
Nedenstaaende Artikel har K. K. F.s Formand paa Opfordring skrevet til Organet for den store, tyske Kvindesagsforening, „Deutsch evangelischer Frauenbund". Efter Ønske af flere af K. K. F.s Medlemmer meddeles den herved i dansk Oversættelse.
Naar vi kaster et Blik paa Hedningemissionsarbejdet i det 19. Aarhundrede, saa er der straks een Ting, vi bliver opmærksomme paa, nemlig: at Arbejdet i Begyndelsen overalt udføres af Mænd og ved Mænd. Det kunde heller ikke være anderledes. Mændene maatte være de banebrydende; det kunde Kvinderne ikke. Det var desuden ogsaa ganske nødvendigt først at vinde Mændene i et Folk, thi det var jo dem, der havde Magt til at aabne og lukke Dørene, og hvad Hjemlandene angaar, saa var det jo ogsaa der ganske naturligt, at det var Mændene, som til at begynde med bar Missionsarbejdet. Kvinderne var desuden slet ikke egnede dertil dengang. De manglede tilstrækkelig aandelig Udvikling.
Det ene Aar gik efter det andet. Missionen bredte sig lidt efter lidt til de forskellige Lande, og man saa ogsaa Resultater. Missionærerne kunde fortælle, at nogle enkelte var bleven døbt hist og her, og der fremkom smaa Menigheder. De gode Efterretninger modtoges med stor Glæde af Hjemmemenigheden. Men - der var et stort Men derved - man følte mere og mere, at trods alt, hvad man ved møjsommeligt Arbejde havde opnaaet, saa var man dog endnu ikke begyndt at undergrave Hedenskabet i sin Grundvold. Hver lille Menighed havde sine omvendte, af hvilke de fleste var unge Mænd. De vilde gifte sig og danne et Hjem; men hvor var den kristne Kvinde?
Mænd, som var Kommen i Berøring med Kristendommen og tilsyneladende var blevne stærkt paavirkede af den ved Gadeprædikener, kristelige Skrifter og Samtaler med Missionærerne, blev i den afgørende Stund holdt tilbage af usynlige og dog saa mægtige Kræfter. Og disse mægtige og usynlige Kræfter var de mere eller mindre indespærrede, foragtede, uvidende og overtroiske Kvinder.
Kvinderne? Nej, det forekom dog de fleste at være for troligt. Dengang blev dette kun forstaaet af ganske enkelte vidtskuende Mænd, og disse maatte derfor kæmpe mod megen Misforstaaelse og mange Fordomme. Lidt efter lidt er denne Tanke imidlertid trængt igennem overalt: „Nøglen til hele den store Hedningeverden ligger i Kvindens Haand."
Først naar hun, Hjemmets Skaber, Beskytter- og Herskerinde, der opdrager den næste Slægt, er vunden for Kristus, bliver Sejren os vis. Først da bliver et Folk kristent fra Grunden af. Angrebet maatte altsaa nu rettes mod Hedningeverdenens Kvinder, men hertil var de gamle Stridsmænd, Missionærerne, med deres hidtidige Kampmetoder, som var beregnet paa Mænd, ubrugelige. Kvinder maatte personlig gaa ind i Kampen, Kvinder maatte selv søge at udfinde de rette Kampmetoder.
Men hvor var den Kvinde, som var i Stand til at løse denne mægtige Opgave?
Naar vi nu flere Aar efter ser tilbage paa de ualmindelig vanskelige Forhold, kommer vi uvilkaarligt til at tænke paa de Ord, der staar hos Esaias 65, 24: „Og det sker, førend de raabe, vil jeg svare; mens de endnu tale, vil jeg høre."
I de kristne Lande var der allerede paa den Tid opstaaet en ejendommelig Bevægelse mellem Kvinderne. Som smaa Kilder dukkede Ideerne frem, og inden længe optraadte de med saa stor Kraft, at de ikke lod sig standse. Kilder løb sammen til Bække, Bække til Floder, og snart saa man dem alle forenes til den organiserede Kvindebevægelses mægtige Strøm.
Ligesom alle store Tanker, der ikke forstaas af det lille Menneske, saaledes blev ogsaa denne i Begyndelsen mødt Spot, Haan og Foragt. Fra kristelig Side holdt man sig særlig tilbage i den faste Tro, at denne Bevægelse umuligt kunde stemme overens med Guds Vilje, og dog var det netop Kvindebevægelsen, som - trods alle Fejl og Misgreb - ved sin Stræben efter Kvindens fuldstændige Udvikling til et selvstændigt tænkende og selvstændigt villende Væsen, skulde bringe den frem.
Da Biskop Thoburn i 1866 skrev det berømte Brev til sin Søster Isabella - hvilket gav Anledning til, at Banebryderen for den indiske Kvindes højere Undervisning blev udsendt - havde Kvindebevægelsen allerede udrettet saa meget i Amerika, at Isabella Thoburn kunde drage ud med en Uddannelse, der fuldtud gjorde hende skikket til at beklæde denne Plads.
Og da Doktor Clara Swain kort efter skulde udsendes til Missionsmarken som den første kvindelige Læge, stod hun i stor Taknemmelighedsgæld til Kvindebevægelsen i sit Land, fordi hun kunde overtage sit Arbejde derude som fuldstændig uddannet Læge.
Senere ser vi i Amerika de store Kvindemissionsselskaber fremkomme. Disse er helt eller delvis selvstændige og har ikke alene haft en overordentlig Betydning for Missionen blandt de hedenske og muhammedanske Kvinder, men har tillige øvet sin Indflydelse paa de kristne Kvinders Udvikling i Amerika. Kunde disse Selskaber være opstaaede, hvis Kvindebevægelsen ikke havde kæmpet for, at Kvinderne skulde have Ret til at faa en fuldstændig Uddannelse og Raadighed over egen Fortjeneste og havde kaldt Ansvarsfølelsen frem hos den selvstændigt tænkende Kvinde?
Naar vi møder Kvinder som Delegerede ved Verdensmissionskonferencerne i New-York 1900, i Edinburgh 1910, ved den kristelige Studenterbevægelses Konferencer, paa Missionskonferencerne i de hedenske og muhammedanske Lande i Kairo 1906, Shanghaj 1907, Lucknow 1911 o. s. v., ser dem deltage i Forhandlingerne og optræde som Talere, hvem kan vi saa takke for dette Fremskridt, hvem har kæmpet saaledes mod Mændenes Fordomme, at det blev Kvinderne tilladt ikke alene at bruge deres Kræfter, Formue og Arbejdsevne for den Sag, de havde faaet kær, men tillige at gøre deres Indflydelse gældende gennem Forhandlingerne og ogsaa lade deres Evner som Talere komme Missionssagen til Gode? Hvem andre end Kvindebevægelsen.
Dog ikke alene paa Missionsmarken, ikke alene paa Missionskonferencerne og i Kvindemissionsselskaberne er den moderne, kristne Kvinde virksom. Hun begynder nu ogsaa at finde sin Plads som Leder i de forskellige store Missionsselskaber.
Baade Kvinder og Mænd, som har det rette Overblik, indser nu, at der spildes megen Kraft, Tid og Penge, naar Kvinder arbejder for sig og Mænd for sig. Og det er ikke alene et ganske utilladeligt Tidsspilde, nej, det skader Arbejdet paa Missionsmarken mere, end de fleste tænker sig. Samarbejde bliver nu Løsenet, baade ude og hjemme, Manden skal virke med sin Medhjælp, den ham jævnbyrdige Kvinde, og derved udfylder de gensidig hinanden.
Denne Tanke udtryktes saaledes af Frk. Ruth Rouse, Rejsesekretær for Verdens kristelige Studenterforbund: Hvad Hedningemissionen nu trænger til, er den aandeligt udviklede og modne Kvinde, der ikke kan føle sig tilfreds med et lille, isoleret Arbejde ude eller hjemme, men som sammen med sin Kirkes Mænd ønsker at være med til at løse den store Opgave: „Hedningernes Frelse i alle Lande."
Kvindebevægelsen har sin Plads i Guds Plan for Verdens Evangelisation. Ganske vist bliver man ikke gennem Kvindebevægelsen nogen kristelig Personlighed. Her maa Gud selv, ofte gennem en Aarrække, berede sit Værktøj, Kvinder saavel som Mænd; men Uddannelse og indre Udvikling er nu tildags lige saa absolut nødvendig for Kvinder som for Mænd. Jeg vil blot i denne Forbindelse pege paa de Lande, hvor Kvindebevægelsen endnu er ny, eller hvor dens Tanker endnu ikke har gennemtrængt Befolkningen, heller ikke den kristelige Del af den. I de Lande findes der lige saa gode og fromme Kvinder som de andre, men i Missionsvirksomheden spiller disse en ganske underordnet Rolle. I de Lande findes der blandt Førerne for Hedningemissionen lige saa gode og fromme Mænd som i de andre, og Resultatet af deres Bestræbelser ligger dem akkurat lige saa meget paa Hjerte; men uden at de maaske selv ved af det, staar de som en Hindring for Kvindernes Virksomhed. De vil nok modtage Kvindens Hjælp, men kun paa en saadan Maade, at den bliver til altfor liden Nytte.
Kære tyske Missionsvenner, har vi Lov til at spilde Tid, Kraft og Penge, naar Opgaven er saa stor og overvældende, som Edinburgh-Konferencen viste os?
Vilde det ikke være bedre at bønfalde Gud indtrængende om at vise os sine mægtige Planer til Verdens Erobring, lære os at forstaa hans herlige, overvældende Tanker og saa ydmygt indrømme, at vi i har sat os op imod ham og modarbejdet ham af lutter Uforstand.
Af lutter Uforstand; thi ønsker vi dog ikke alle, at hans Navn maa blive helliget, hans Rige komme og hans Vilje ske, paa Jorden som i Himlen?
