« Tilbage til søgeresultaterne
Mrs. Chapman Catt og Suffragetterne
Formanden for den internationale Kvindestemmerets Alliance, Mrs. Chapman Catt, har nylig i London været Genstand for et Interview af en Medarbejder ved et stort amerikansk Blad. Under denne Samtale har hun erklæret, at hun personlig er imod disses voldsomme Optræden, samtidig med at hun anerkender, at den i Begyndelsen kan have haft sin Betydning.
Og dette begrunder hun nærmere saaledes: Naar man ser paa, selve denne Optræden, kan man, i det mindste efter min personlige Opfattelse, ikke forsvare den, men naar jeg siger, at det er umuligt at forsvare den, siger jeg ikke samtidig hermed, at det er umuligt at forstaa deres Opførsel.
Hele denne Sag er saa overordentlig vanskelig at komme til Bunds i. Regeringens Optræden har fra første Begyndelse af været karakteriseret af en saa ualmindelig Vaklen og Mangel paa Evne til at finde en god Løsning, at enhver, der i de forløbne tyve Aar omhyggelig har studeret Begivenhedernes Gang klart, maa kunne se, at Skylden for denne sørgelige Tingenes Tilstand, lige saa meget maa tillægges Regeringen som Suffragetterne. Gennem alle de Forholdsregler, denne har taget, for at komme disses voldsomme Optræden til Livs, har Regeringen stadig forsyndet sig imod en allerede givet og hævdvunden Rettighed, og derved har den atter skaffet Bevægelsen Sympathi hos en Mængde hidtil ligegyldige Folk. F. Eks. da den lod Suffragetterne behandle som gemene Forbrydere af 2den, ja endog af 3dje Kl. i Stedet for som politiske Forbrydere der hører til 1. Kl.
Tvangsfodringen var et andet Fejlgreb. Jeg kan ikke se andet, end at den nuværende Tilstand er Følgen af mindst 5 Aars forkert Optræden fra Regeringens Side.
Mrs. Catt blev derefter spurgt, om hun troede Suffragetternes Kampmaade var til Gavn for Sagen. Hun svarede herpaa, at mens deres Optræden uden Tvivl i Begyndelsen gavnede denne fordi de viste Folk, at der virkelig var et stærkt Ønske fremme for at faa Stemmeretten, troede hun nu, at den kun var en Hindring for at faa den.
Det er saa vanskeligt tilføjede Mrs. Catt, at tale om denne Sag uden at blive misforstaaet. Naar jeg for et Øjeblik siden sagde, at jeg ikke kan forsvare den voldsomme Optræden, maa jeg paa den anden Side sige, at naar jeg ser mig om i denne mægtige By, og naar jeg lægger mærke til dette Folks overordentlige Konservatisme, begynder jeg at forstaa, at intet mindre end dette her maatte til for at ruske det op af Døsen og lære dem at forstaa Betydningen af Kvindespørgsmaalet.
Og en Ting til er jeg overbevist om: Der er en Gud, der leder alt, det er ikke ved et blot og bart Tilfælde, at der her, midt inde i London, i selve Hovedstaden til det mægtigste, mest indflydelsesrige Kejserdømme i Verden, sker denne vældige Rejsning som ikke har sin Lige i noget andet Land i Verden.
Europa forstaar det ikke. Overfor de andre Lande mente Mrs. Catt, at denne Optræden kun gjorde Fortræd. Her hørte man kun af og til Drønene fra Kampen i Form af Avismeddelelser om de voldsomste Udbrud, samtidig med at man intet hørte om, hvorledes Regeringens Adfærd var. I hendes Øjne var hele dette Skuespil saa udpræget engelsk og et Sidestykke til Mændenes Kamp for de samme Rettigheder for 70 Aar siden.
Mrs. Catt sluttede med at sige, at ogsaa i en anden Henseende træffer man i England paa et ganske enestaaende Tilfælde. Her er det nemlig i Virkeligheden ikke den offentlige Mening, men kan en eneste Mand, der staar som Hindring for Gennemførelsen af Stemmeretten. Denne Mand er Førsteministeren, Mr. Asquith, der med en uhørt Stædighed har modsat sig denne.
