« Tilbage til søgeresultaterne
Børnedemimonde
„Hovedstaden" har i nogle Artikler søgt at henlede Opmærksomheden paa dette, bestandig mere omsiggribende Onde. Vi gengiver her først en Artikel efter dette Blad, der paaviser væsentlige
Mangler i vor Lovgivning paa dette Punkt og derefter en Artikel fra „Aarhus Stiftstidende", der giver os et Indblik i Tilstandene i en af vore større Provinsbyer, hvor Forholdene dog er „lyse" i Sammenligning med i København.
Hvis vore mange gode, troende Kvinder kendte noget mere til „det virkelige Liv", der leves rundt omkring dem, mon de da ikke fandt ud af, hvad der kunde gøres?
Hvad siger Loven?
Alene den Tanke, at der i vor By skulde være Brug for Ordet „Børnedemimonde, er egnet til at vække Forfærdelse. Fra mange Sider spørges der i disse Dage, hvorledes dansk Ret, der ellers har Ord for at værne de smaa og svage i Samfundet, stiller sig til dette Spørgsmåal, og om der ikke findes tilstrækkelige Bestemmelser i vor Lovgivning til at komme dette Onde til Livs.
Vi skal her kort gøre Rede for dansk Rets Standpunkt, idet vi straks gør opmærksom paa, at dette Spørgsmaal ved en nøjere Betragtning deler sig i to, nemlig Forholdet overfor Forføreren og den Forførte. I Straffelovens § 173 er fastsat Forbedringshusarbejde indtil 8 Aar for dem, der bedriver Utugt med Børn under 12 Aar, og efter § 174 straffes den, der til Utugt forfører et Pigebarn i Alderen 12-16 Aar med fra 2 Maaneders simpelt Fængsel indtil 4 Aars Straffearbejde. Medens Straffen efter § 173 rammer enhver, der indlader sig med et Pigebarn under 12 Aar, kommer § 174 kun til Anvendelse overfor den, der forfører et Pigebarn mellem 12 og 16 Aar til Utugt, eller
med andre Ord: Handlingen er straffri, selv om Pigebarnet er under 16 Aar, naar hun i Forvejen er falden for en anden. For begge de to Paragraffer gælder det endvidere, at dansk Retspraksis fritager den Mand for Straf, som kan paaberaabe sig Vildfarelse med Hensyn til Pigebarnets Alder. Paa begge de her fremhævede Punkter vilde der være al Grund til at hidføre en Forandring. Straffen bør ramme ikke alene den egentlige Forfører, men enhver der indlader sig med mindreaarige, og der bør ikke tages Hensyn til „god Tro", da det kun er billigt, at enhver, der indlader sig med Pigebørn i en Alder, der kan være under den kriminelle Lavalder, tager Skade for Hjemgæld.
Endvidere gælder for § 174 den særlige Bestemmelse, "at Tiltale kun finder Sted paa Forældres ellers Værges Begæring, en Bestemmelse, der er indsat for Barnets og Slægtens Skyld, da Lovgiverne har ment, at en absulut offentlig Paatale oftest vilde ramme den haardest, der egentlig skulde beskyttes derved. Dette Synspunkt har naturligvis ogsaa sin Berettigelse, men paa den anden Side kommer det til at tjene som Skærmbrædt for Kønsforbryderen. Sagen er jo nemlig den, at det kun er i de færreste Tilfælde, at den skyldige drages til Ansvar. Det vilde sikkert være muligt at gaa noget strængere til Værks uden derfor at udlevere Pigebarnet og hendes Familie til Skammen og Folkesnakken; men selv om dette var at befrygte, er det alligevel et Spørgsmaal, om ikke det første Hensyn, Forbryderens Afklapsning til Skræk og Advarsel for sig selv og ligesindede, er det, der vejer tungest i Vægtskaalen.
I det ny Straffelovsudkasts § 202 er der foreslaaet betydelige Ændringer netop i dette Spørgsmaal, saaledes er Begrebet „forføre" erstattet med det videre ”forlede", og hvad der er af største Betydning, Aldersgrænsen er sat op fra 16 til 20 Aar, medens Bestemmelsen om Paatalen er udeladt, og Straffen kan gaa op til 6 Aar.
Endnu skal blot anføres, at fransk Ret sætter Grænsen ved 15 Aar, og at tysk Straffelovs § 182, Ord til andet indeholder samme Bestemmelser som vor § 174, blot med den Forskel, at Straffen kun kan gaa op til l Aars Fængsel.
Som det af det foregaaende vil ses, har vi Lovbestemmelser, der kan anvendes mod de her omtalte Forbrydere, men der bør gaas betydelig skarpere til Værks.
Hvad den forførte angaar, vil der aldrig kunne være tale om Straf, men kun om offentlig Indgriben for at afværge, at vedkommende Individ fuldstændig forsumper. Her hjemler Børnelovens § 1 b, Værgeraadene en Ret til at gribe ind overfor sædeligt fordærvede Børn under 15 Aar og maaske under særlig graverende Forhold overfor Børn under 18 Aar. Naar nu om kort Tid denne Lov skal revideres af Rigsdagen, er det at haabe, at Grænsen bliver sat op til 20 Aar i Lighed med de omtalte Bestemmelser i Straffelovsudkastet og i den internationale Overenskomst af 1910 til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel.
(Efter ”Hovedstaden").
Forholdene i Aarhus.
„En Børnedemimonde som den, der for Tiden sætter sit Præg paa det lettere københavnske Forlystelsesliv, er ikke ukendt i Aarhus. Og den er ikke af ny Dato. Den, som bevæger sig en Del rundt i Byen og dens Periferi, vil ofte være bleven opmærksom paa disse ganske unge Piger, hvoraf mange endnu næppe er konfirmerede, og de fleste ikke er langt over Konfirmationsalderen. De „fisker" deres Herrebekendtskaber blandt de tilrejsende og blandt Sømænd og Marinematroser, og de har en ganske ublufærdig Maade at optræde paa i Manerer og Klædedragt. Selv om dette Uvæsen endnu ikke har taget en saadan Overhaand, som Tilfældet er i København, er det dog saa vidt en Kendsgerning, at det er en Skam for Byen og en Skændsel for de Forældre, der ikke fører bedre Opsyn med deres ganske unge Pigebørn."
Bladet har spurgt Politiassistent Hauerbach, om ikke Politiet kunde have et mere vaagent Øje med den aarhusianske Børnedemimonde.
„ Mine Erfaringer paa dette Omraade er ikke store," siger Politiassistenten. „Men det er meget muligt, at der findes en saadan Børnedemimonde her i Byen. Man ser ofte saadanne halvvoksne Tøse løbe rundt paa Gaderne.
Til at undersøge disse Forhold og have Øje med saadanne unge Piger, var det, vi skulde have brugt den kvindelige Politibetjent, som vi jo imidlertid ikke fik bevilget. Nu fører vi Tilsyn med det, saa vidt vore Midler strækker til.
Lederen af „Kvindehjælpen" i Aarhus, Frk. Lisberg, gav nogle Oplysninger, som viser, at Spørgsmaalet om Børnedemimonden er i høj Grad paatrængende, Frk. Lisberg udtalte:
- Naar De spørger mig, om der findes en saadan Børnedemimonde i Aarhus, maa jeg sige: ja desværre. Det er Pigebørn i 14 Aars Alderen og der omkring. Ja, fornylig blev der endog hertil indbragt et saadant Pigebarn paa kun elleve Aar. En saa lav Alder er dog heldigvis en Sjældenhed, men det er almindeligt at træffe Piger, som gaar til Præsten trækkende paa Gaderne. En Del af dem holder til ved Havnen hos Søfolkene, som tager dem med om Bord. Det er hændet, at Pigerne har været om Bord i flere Døgn. Og hvis man ser indenfor i flere af de Beværtninger, hvor der om Aftenen er Musik, vil man træffe mange Piger i en saa ung Alder, at man forundret spørger sig selv, om disse Pigebørn da hverken har Hjem eller Forældre. Man burde have en Lov, som forbød unge Piger at gaa paa Beværtning."
I mange Tilfælde er Pigebørnene ikke at bebrejde noget. Det er Hjemmene, som har ødelagt dem. Det er maaske uægte Børn, hvis Forældre lever sammen som Mand og Kone, maaske gaar Forældrene paa Arbejde fra Morgen til Aften og kan ikke bekymre sig om Børnenes Færden. Men naturligvis er der ogsaa Forældre, som er ligeglade med, hvad deres Døtre tager sig til.
Værgeraadet skrider ofte ind, og vi faar saa Pigerne hertil og beholder dem, til de er 18 Aar, eller anbringer dem i gode Pladser. Men de er mærkede for Livet i de fleste Tilfælde.
Hvad der gør det vanskeligt at afgøre Pigernes Alder, naar man ser dem paa Beværtninger eller paa Gaden sammen med Herrer, er, at de søger at klæde sig, som de var meget ældre, end de er. Saadanne ubestemmelige, der lige saa godt kan være 14, som 18-20 Aar, vil De træffe en Del af, hvis De gaar en Tur om Aftenen i vore Anlæg og Skove eller ved Havnen. Og det er en Skam at se, med hvilken Letsindighed de kaster deres Ungdom i Grams efter rigtig demimondænt Mønster."
(Efter „Aarhus Stiftstidende”).
