« Tilbage til søgeresultaterne

Af Feriebørn - Journalen

Af: Frigga Calberg

« Se emneord

Motto: Kvindens Plads er i Hjemmet.         

Gammelt bekendt Rigsdagscitat.

„Anmeldelse af Feriebørn modtages fra Kl. 10-12 Fm.", saaledes havde jeg slaaet op paa min Entredør i Maj og Juni Maaned, men dette forhindrede ikke, at det allerede begyndte at kime derude mellem Kl. 8 og 9. Undskyld­ningerne kom i Massevis: „Ser De Frue, jeg kommer fra Rengøringen paa Kontoret og skal hen at rulle hos Pedersens Kl. halvni. Glem endelig ikke mine Børn - Fruen kender vore For­hold". - Og væk var hun, uden at jeg en Gang naaede at faa gjort hende et Spørgsmaal. Jo, jo, jeg kender nok hendes Forhold - en syg Mand, seks smaa Børn og 10 Kr. om Maaneden fra Kommunen - en Kvindes næsten overmenneskelige Arbejde som Husmor, Mor, Sygeplejerske m. m.

Kvindens Plads er i Hjemmet!

Jeg føler mig med et Hensat til Tilhørerlogen i første Kammer, lyttende til en klangfuld Mandsstemme, der forkynder denne af ingen Kvinde - men af Sverriges Lovgivning - mod­sagde Sætning og hører hvorledes Ta­leren applauderes af sine Kolleger.

„Andersen lovede at se efter Bør­nene, mens jeg løb herhen," siger en anden, „men jeg har ikke et Øjebliks Ro, naar jeg ved han er ene med dem. Han har ikke mere Forstand paa at passe Børn end en Flue. Fruen glem­mer vel ikke Lise og Svend og Per og Greta - og lille Daga, vel?" Da hun kommer med den sidste Tilføjelse, er hun allerede ude af Entredøren for hurtigst muligt igen at indtage sin Plads i Hjemmet.

„Kunde Fruen ikke ogsaa hjælpe mig af med den lille ogsaa", beder en lille, mager og bleg Kone med en grim Hoste, „saa jeg kunde komme til at ar­bejde igen."

„Men den lille er jo kun 6 Uger, og De giver ham vel Bryst endnu?"

„Ja, det gør jeg; men det er saa trættende at høre „ham" skælde ud, fordi jeg ikke kan gaa paa Arbejde og hjælpe med at forsørge Børnene."

„Deres Mand forlanger vel ikke, at De skal gaa paa Fabriken, naar de har fem Børn, og det mindste kun er 6 Uger?"

„Jo, han synes, at det er uretfærdigt, at han skal slide for os allesammen. Og Det er det jo ogsaa,"

„Slider De da ikke hjemme for ham og Børnene?"

„Jo-o, men det regner man jo ikke."

„Nej, det regner man ikke for noget, selv om De slider og slæber og mister Ungdom og Helbred og ofte Deres sidste Blodsdraabe. Og det kommer aldrig til at regnes for noget, før Kvinderne faar politisk Stemmeret og derigennem kan forlange Respekt for dem selv og deres „Plads i Hjemmet." - De har vel læst de Smaablade, jeg gav Dem? Og vist Dem til Deres Mand, som jeg bad Dem?"

(I Sverrig søger man fremkaldt en Erklæring fra hver enkelt Person, om hvorvidt Folket øn­sker Kvinders Stemmeret indført.)

„Jo, og jeg vil ogsaa gerne skrive under."

„Synes Deres Mand ogsaa, at Kvin­derne skal have Stemmeret?"

„Nej, nej. Han sagde, at Kvinderne skulde passe deres Hjem og deres Børn og ikke befatte sig med Politik, ganske som Herrerne i Rigsdagen siger."

„Og alligevel vil han have, at De skal gaa paa Fabrikken og derved for­sømme deres Børn ?"

„Ja, jeg ved ikke, hvorledes han faar de to Ting til at passe sammen; men hvis jeg spørger ham derom, svarer han blot, at det er noget, jeg ikke forstaar mig paa. Naa, bliver jeg saa nødt til at svare ham, at Fruen ikke kan tage den lille? Jeg vilde jo helst beholde ham - selv om jeg ogsaa maa døje mange haarde Ord for det."

Da hun skrev sit Navn paa Listen, kom der en Klat - det var en Glædestaare, der faldt paa Papiret, frem­kaldt ved Tanken om, at hun fik Lov at beholde den spæde - mod Man­dens Vilje.

Dette er ikke noget enestaaende Til­fælde - langtfra. Mens Konerne ude i Entreen venter paa, at deres Tur skal komme, studerer de Stemmeretslitteratur, og Diskussionen bliver af og til livlig, trods ubetinget Enighed. Flere af dem fortæller med Stolthed, at deres Mænd selv støtter Sagen og har opfordret dem til at skrive under. - „Min Mand blev saa gal," hører man en højrøstet Stemme sige, „da han fik læst det lille Blad; han sagde, at jeg kunde hilse denne hersens Stemmeretsfrue, at hun behøver ikke at sætte mig Dumheder i Hovedet - -. „Vi Mænd kan slaa vore Ruder ud selv," sagde han. - Hvis den Kunst svarer til politisk Stem­meret, saa er han en Vigtig Skryder. I sidste Maaned maatte jeg vaske en hel Dag hos Viceværtens for to Ruder, han havde slaaet ud, da han var fuld." „Stemmeret? Ja skulde jeg ikke have Stemmeret," lyder en anden kraftig Stemme, som jeg genkender tilhører en flink „Kone", som er særlig vel anbefalet af Goteborgs Arbejdsanvisningskontor. „Jeg gad vide, hvem af os to, der egentlig burde have Stem­meret - han eller jeg? Er det ikke mig, som forsørger Familien? Maa jeg ikke desuden holde ham med Penge til de vaade Varer for Husfredens Skyld? Da vi i Vinter var til Mægling hos Præsten, og han talte smukt til os om Forsoning og Ungdomskærlig­hed og min Mand græd, saa Taarerne dryppede ned i Skæget, og han lovede Bod og Bedring, saa var jeg en Tosse som sædvanlig og troede ham paa hans Ord og satte mig i Udgift for et Sæt Tøj til ham til 30 Kr. To Gange i dette Foraar har jeg maattet indløse dette Tøj - første Gang med 15 Kr. og anden Gang med 12. Og hver eneste Bid, Børnene stopper i sig, har jeg tjent sammen. Er det ham, der ned­bryder Lov og Orden i Landet, der skal stemme paa Lovene, eller er det mig?"

Svaret, hun fik, burde have tilfreds­stillet hende, og hendes første Spørgsmaal, da hun kom ind for at faa Bør­nene sendt paa Landet i Sommer, var efter Listen, saa hun med det samme kunde skrive sit Navn paa den.

„Lad Børnene komme af Sted, kæ­reste Frue", bad hun, „saa de slipper for at være hjemme i de Uger." Og saa skyndte hun sig af Sted - hun havde forsømt en hel Arbejdstime der, hvor hun skulde gøre rent.

Kvindens Plads er i Hjemmet!

Den næste saa saa glad og fornøjet ud, at jeg ikke kunde lade være med at spørge hende, om hun havde vun­det det store Lod i Lotteriet.

„Ja næsten! Manden skal sidde to Aar for Indbrudstyveri; og jeg har det virkelig nu saa godt, som jeg ikke har haft det i lange Tider. Jeg har taget fri fra Fabriken i Formiddag for at faa Børnene sendt paa Landet."

Kvindens Plads er i Hjemmet!

Endnu et Billede - det sidste - maa jeg tage med. Det er en ung Kvinde med et blegt, udtæret Ansigt og dybe, bedrøvede Øjne. Jeg kender hendes Historie indtil for flere Aar siden, da hendes mindste Barn blev født. Det var Dagen før Juleaften, og hun vidste, at hendes Mand, der var Sømand, snart kunde ventes hjem.

Hun havde ikke vovet at skrive til ham, at hun ventede et Barn igen - han havde været saa vred, da lille Ka­rin kom - og tænkte, at han vel vilde være mildere stemt, naar Barnet alle­rede var kommet. Og saa kom han selve Juleaften.

Hun sagde ikke noget til det, tværtimod. „Det er jo noget, enhver kan forstaa, at naar en Sømand kom­mer hjem fra en lang Rejse, saa vil han have, at hans Kone skal være rask og glad og ikke ligge syg i Sen­gen. Og saa var der jo Udgifterne for mig og den lille. Men jeg havde dog ikke troet, at han vilde være bleven saa vred over det. „Naa saadan er det fat, det er den Julegaas, du trakterer med; den kan du faa Lov at nyde selv." - saa kastede han en Seddel paa Dynen og for ud igen, uden at bryde sig om, at han i Farten væltede Gunnar, som han dog altid har holdt af."

Fattigvæsenet giver hende 12 Kr. om Maaneden, og hun gaar saa paa en Fabrik. De to mindste sender hun paa en Vuggestue, og Gunnar er begyndt at gaa i Skole. Nu har Lægen forbudt hende at arbejde efter den sidste slem­me Blodspytning.

Kvindens Plads er i Hjemmet!

Hvorfor sørger vore Herre Lovgivere ikke for at gøre dette muligt?

Kvinden ønsker intet hellere; det er derfor, de skriver under paa vore Li­ster om Kvindestemmeret.
(Efter „Rösträtt for kvinner").

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner