« Tilbage til søgeresultaterne
De kristnes Pligt
Af Fru Katharina Waugh Mc. Cullock*). Fredsdommer i Evanston, N. Amerika.
Der er en Mængde moderne Problemer, der ikke kan løses ved direkte Skriftord. Kristus har slet ikke omtalt Nutidens Samfundsspørgsmaal, der trænger paa og vil løses, Han har intet Steds budet os, at vi skal redde de indiske Enker fra Baalet, at vi ikke maa lade de smaa Børn arbejde i Minerne; at vi skal søge at befri den kinesiske Kvindes Fødder fra de snærende Baand; at vi skal søge at indrette Fængslerne saaledes, at de er sunde Opholdssteder for Fangerne, eller at vi skal øve rationel Sygepleje. Heller ikke har Jesus ligefrem sagt: „Giv Kvinderne Stemmeretten".
Det er Kristenfolkets Sag at løse alle disse Nutidsspørgsmaal, løse dem som Mennesker, der er helt gennemtrængte af hans Tankegang, og vi skal sørge for at faa dem løst paa en saadan Maade; at de kommer i Overensstemelse med hans Lære og Liv. Ingen Klasse Mennesker har trængt saaledes til Jesus som Kvinderne. Det vedvarende Slaveri, deres Tilsidesættelse, deres Uvidenhed og aarhundredlange Undertrykkelse havde gjort dem til den mest beklagelsesværdige Klasse Mennesker, da Jesus kom.
I ham fandt Kvinderne en Ven, som de aldrig tidligere havde drømt om. Andre Mænd brød sig kun om dem som et Slags Legetøj eller som deres Trælle. Kristi Godhed strakte sig til hver eneste Kvinde, der kom til ham.
Han saa ikke ned paa den samaritanske Kvinde, der tilhørte et foragtet Folk. Han tog venligt mod Kvinderne, da de kom til ham med deres Børn. Han stødte ikke Kvinden bort, da hun i Farisæerens Hus kom til ham med den vellugtende Salve, skønt hun havde syndet meget. Da de førte Synderinden til ham, sagde han til hendes Medskyldige: Den som er ren, kaste den første Sten.
Han sagde, at han kom med det glade Budskab til de fattige, for at tale Trøst til de bedrøvede, løse de bundne og sætte de plagede i Frihed. Kvinderne vidste, at de var fattige, bedrøvede og plagede. De var bundne af gamle Skikke, var Vellystningers Fanger og de mest hjælpeløse af alle Mennesker. Ligesom Mændene af samme Samfundslag maatte de finde sig i al Elendigheden, men foruden den maatte de finde sig i at blive sete ned paa og lide dobbelt Undertrykkelse, fordi de var Kvinder.
De trængte langt mere end den skinhellige Saducæer, den hykkelske Farisæer og den rige Tolder til Budskabet om Kærlighed, Fred, Lighed og Godhed. Da Kristus kom og forkyndte, at han kom for at bringe nyt Liv, og at dette kunde blive dem til Del Overflod, da var det for deres livstrætte Sind, for deres smægtende Aand, som kvægende Regn for den fortørrede Jord. De følte, at han kom med den nye, livsgivende Kraft, der trængte helt ned til dem. Derfor flokkedes de ogsaa om ham alle Vegne, De var de sidste ved hans Kors og de første ved hans Grav.
Da Jesus kom, var Jøderne mere end andre Folk beredte til at faa det rette Syn paa Kvinden, Af Mosebøgerne havde de lært, at Mand og Kvinde var af samme Kød og Blod, og at Forjættelsen over den nyskabte Jord var given dem i Fællesskab. De forklarede ganske simpelt Kvindens undertrykte Stilling som en Straf for Synden, og hver jødisk Moder haabede, at gennem hendes Barn skulde den Forbandelse, der hvilede over hendes Køn, blive taget bort. Maaske mener nogle, at Ordene „med Smerte skal du føde Børn" og „din Mand skal herske over dig" var en evigtvarende guddommelig Befaling. Saaledes tydede i det mindste tidligere nogle Forkyndere dem ved at forbyde, at fødende Kvinder brugte smertestillende Midler, som om Gud vilde, at Kvinderne skulde lide mer end nødvendigt. Hvorledes skulde vi komme til at elske og tilbede saadan en haard og ond Gud? Vor Gud har aldrig villet, at Kvinderne skulde lide, eller at de skulde fornedres og undertrykkes.
Det er Synden, uden Tvivl manges Synd og Uforstand, der er Skyld i legemlige Lidelser, og i at Kvinderne indtager en mere eller mindre foragtet Stilling i Samfundet.
Denne Udtalelse i første Mosebog var intet Bud, men ligefrem en Skildring af, hvad Fremtiden vilde bringe Kvinden, og om Sandheden af denne Skildring vidner Millioner af Kvinders og Mødres Lidelser gennem de efterfølgende Aartusinder. - Denne Skildring maa lige saa lidt tages som en Guds Befaling, som det han samtidig siger til Manden: „i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød", og „du skal æde Urter paa Marken". Hvis dette ogsaa var en Befaling, der stod i Kraft gennem talløse Slægter, da maatte hver Mand, som spiste Kød, hver eneste Mand, der ikke i sit Ansigts Sved tjente sit Udkomme, fly for sin Skabers Aasyn. Det er ikke mere tosset at paastaa dette, end at Gud har skabt Kvinderne til Lidelse og Underkastelse. Nutidens Videnskabsmænd stemmer fuldstændig overens med Guds Ord deri, at Skabelsen foregik trinvis: først de lavere Væsener, derefter de højere Dyr, og derefter igen Manden og tilsidst den mere sammensatte, Kvinden. Skabelsens Følgerække tyder ikke paa, at Kvinden skal underkaste sig Manden, snarere det modsatte.
Ganske vist, Jøderne var Aarhundreder igennem ret uudviklede og stod stadig paa en vis Maade under Indflydelse af de omboende endnu mindre udviklede Hedningefolk, som de kom i Berøring med. Vi kan da heller ikke vente, at deres Behandling af Kvinderne kan staa som et Forbillede, som i alle Enkeltheder bør efterfølges af det 20de Aarhundredes Mænd. I de ti Bud foreskreves Ærbødighed for Moderen ligesaa vel som for Faderen. Ved til visse Tider at regne Kvinderne for urene, beskyttedes disse mod ukysk Behandling; derfor er ogsaa Jøderne endnu den Dag i Dag et Eksempel paa Renhed og Sandhed. Loven om Skilsmisse gav Kvinderne et Værn, som de omboende Folks Kvinder, der for et godt Ord kunde blive smidt paa Døren af deres Mænd, ikke besad.
Jøderne gav Kvinderne Lov til at udvikle deres medfødte Færdigheder, Mirjam digtede og sang sine Sange; Og Maria sin Lovsang. Deborah skaffede sit Folk Sejr over Fjenderne og regerede det fredeligt i 40 Aar. Den store Sejr fik hende ikke til at tragte efter Berømmelse ved nye Krige, nej hun vilde hellere skaffe sit Folk de Goder, der trives i Fredstid. Profetinden Hulda og Anna, Kvinden, der forkyndte at Frelseren var kommen, fuldførte deres hellige Værk, uden at nogen forhindrede dem deri, „fordi de var Kvinder". Jøderne havde høje Tanker om, hvad Kvinderne kunde gøre, det ser vi af de sidste 21 Vers af Ordsprogenes sidste Kapitel.
Deri skildres en højtstaaende Kvinde, en Kvinde, der er veludviklet i enhver Henseende, og som godt kan gælde for en Type paa en god Nutidskvinde. I dette Billede af en ideel Kvinde gengives utvivlsomt Karaktertræk, der fandtes hos mangen en jødisk Kvinde paa den Tid. Denne Skildring og de ti Bud var som et stort, højt Ideal, som de søgte at naa.
(Fortsættes).
*) For nogle Aar tilbage var jeg ved en Kvindestemmeretskongres sammen med Fru Mc. Cullock og hørte hende holde ovenstaaende Foredrag. Hun er Fredsdommer i Evanston i Staten Illinois i Amerika og skal være meget afholdt, hvad man godt forstaar, naar man nogle Gange har været sammen med den stille, sagtmodige, overordentlig tiltalende Dame. Som Jurist og Dommer har hun haft Lejlighed til at se, hvor mangelfulde og uheldige Lovene mange Gange er, i hvor høj Grad de er prægede af, at kun det herskende Køn har forhandlet og formet dem, og hvor ofte de øver Uret imod de svage og de smaa. Ofte har det været hende svært at dømme efter Love, som hun i sit Hjerte ikke kunde give Medhold. Livet og hendes Livsgerning har lært hende, at hun netop som Kristen maa være med i Arbejdet for Stemmeretten.
Red.
