« Tilbage til søgeresultaterne
Syerskernes Forbund
Det nystiftede Forbund afholdt for kort Tid siden sit første offentlige Møde. Grundet paa forskellige Omstændigheder kom Referatet ikke i forrige Nummer, men da de paa Mødet givne Oplysninger formentlig vil læses med Interesse af alle, der ønsker at kende disse Kvinders Arbejdskaar, saa hidsættes her et lille Uddrag af de faldne Udtalelser.
Fru Nina Bang gav en levende Skildring af Syerskernes Kaar, naar de staar ene, og naar de staar sammen i deres Organisation, og udtalte bl. a.
„Den enkelte udsætter sig blot for at blive afskediget, om hun fordrer højere Løn, men vi skal ikke forlange, at nogen skal sætte sin Eksistens paa Spil. Men optræder Syerskerne samlet i en stor og stærk Organisation, vil de herigennem kunne opnaa bedre Betaling, kortere Arbejdstid og en human Behandling. I alle Forretningsforhold er det den Mand, der sælger Varerne, som bestemmer Prisen, alle spørger købmanden: hvad koster det? Syerskerne ogsaa, naar de skal købe. Men naar Syerskerne skal sælge det eneste, de har at sælge: deres Arbejdskraft, saa bliver Forholdet vendt om - her spørger Kunden ikke: hvad koster det? - han siger blot: saa og saa meget vil jeg give for dit Arbejde.
Kun gennem Organisationen vil Syerskerne faa Medbestemmelsesret over deres Arbejdskraft og Arbejdsvilkaar. Og gaar det end smaat, er det end vanskeligt at faa samlet de mange Syersker, saa viser dog Mændenes Organisationer, at det alligevel kan gaa fremad. Ogsaa de begyndte smaat, maatte kæmpe sig frem, men efter 25 Aars Forløb talte deres Organisationer 70,000 og 4 Aar senere 80,000 .Medlemmer.
De kvindelige Herreskræddere begyndte ogsaa smaat - nogle faa Hundrede i flere Aar, men da Foreningen, efter 8 Aars Forløb, sidste Vinter talte 1300 Medlemmer, opnaaede den bedre Arbejdsbetingelser.
Og nu maa alle Syersker gaa med. Det er æreløst af den enkelte at sige: - ja, nu vil jeg se, hvorledes det gaar, saa kan jeg altid melde mig ind, derved kommer det maaske slet ikke til at gaa - og gaar det, saa opnaar denne enkelte - uden nogen som helst Anstrengelse at høste Lønnen for sine Kammeraters Arbejde - og det er ikke godt Kammeratskab."
Efter Fru Bangs Foredrag gav flere Medlemmer Oplysninger fra de forskellige Fagomraader, der kastede et skarpt Lys over de Vilkaar, man her arbejder under.
Ordstyreren: Linnedsyerskernes Formand:
Fru Sofie Jensen opfordrede de enkelte til at fremsætte deres Klager, hvortil, Korsetsyerskernes Formand:
Fru Anna Larsen svarede: „Klagerne! - ja, det kan vi vedblive med til i Morgen, - nej, nu maa vi tage fat paa Arbejdet. Enhver Syerske maa tale vor Sag blandt alle sine Kammerater; kun naar hver paa sin Plads vil gøre sit Arbejde, vil vor Organisation kunne lykkes."
Frk. Andrea Nielsen, De kvindelige Herreskrædderes Formand, vilde „hilse denne Dag som en Højtidsdag. Det var en gammel Tanke at faa alle Syerskerne samlet i et Forbund; det første Forsøg ligger længere tilbage, - da mødte kun to. Nu er vi flere, der begynder at forstaa Organisationens Betydning, og forstaar, at noget af det bedste, den bringer, er, at den faar Kammeratskabsfølelsen op iblandt os, saa vi staar Last og Brast med hinanden."
Fru Willenberg, Formand for Konfektionsarbejderne, var sikker paa, at lige saa snart Syerskerne kunde blive enige om at optræde samlede, saa vilde de ogsaa faa mere for deres Arbejde. Fabrikanterne vil i Virkeligheden gerne have en Priskurant for Arbejdet, - at en Fabrikant havde dertil sagt: „men det bliver vel vanskeligt - for det er jo kun Kvinder," - - „Kun Kvinder!" vi er kun Kvinder; - skal vi lade det sidde paa os, at vi ikke kan blive enige om en bestemt Pris for vort Arbejde?"
Fru Anna Johansen Bestyrelsesmedlem i de kvindelige Herreskrædderes Fagforening, gav en rørende Skildring af en fattig Syerskes Begravelse. Hun var svagelig, havde slidt og stridt sit hele Liv igennem med sit Syarbejde, men ikke faaet saa meget ud deraf, at hun nu kunde blive begravet uden paa Fattigvæsenets Bekostning. „Hun var en god Kammerat, et godt Menneske, og vi andre fulgte hende til Jorden - ellers havde der ikke været et eneste Menneske til Stede, da hun i sin fattige Kiste blev sænket ned i Fattigjorden. - Det var den sørgeligste Begravelse, jeg nogensinde har overværet."
Flere Talere havde endnu Ordet og der blev fremsat Oplysninger som disse:
En Linnedsyerske havde syet i 20 Aar for sin Forretning, men saa pludselig blev hun afskediget, Paa Spørgsmaal: hvorfor? blev der svaret, at en anden Syerske havde tilbudt sit Arbejde 5 Øre billigere paa hvert Stykke, - hun havde lært at sy, men skulde ikke sy for at leve deraf, kun - for Tidsfordriv.---
Man ankede ogsaa over, at de gifte Koner syede, - hvortil blev svaret:
„Konen skal ikke sy og de unge Piger skal heller ikke sy, - de skal tjene - siger man. Hvor skal Grænsen drages? - nej - lad os sy alle, som kan sy, der er jo Arbejde til mange, men lad os holde samme Pris, saa skal vi, der skal leve af Arbejdet, nok staa os over dem, der syr for „Tidsfordriv".
