« Tilbage til søgeresultaterne
Hvor kan du nænne?
Hvor kan du nænne at røre
Ved Liljens fine Blad?
Tænk, om du selv var Liljen,
Der ængstelig for sig bad.
Hvor kan du nænne at røve
Et Barn dets Barnetro?
Det er dog den, der gi’r Lykke,
Gør Hjertet glad og fro.
Hvor kan du nænne at lægge
En Haand saa tung og haar
Paa den, der i forvejen trykkes
Af Livets trange Kaar?
Hvor kan du nænne at synge
Med skurrende Disharmoni ?
Og dræbe Tomme for Tomme
Den lyseste Poesi.
Hvor kan du nænne at tænke
Snæversynt, ufrit og trangt?
Derved det bedste du taber
Og vinder dog ikke, ret langt.
Hvor kan du nænne at fordre
Et Hjerte saa fuldt og helt,
Naar det, som du har at byde,
Maaske mellem mange er delt?
Hvor kan du nænne at stænge
Himlen for Jorden ud?
Hvor kan du nænne at lukke
Din Sjæl for den store Gud?