« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinders Arbejdskaar
V.
Efter mange Genvordigheder kan det endelig lykkes at opnaa Arbejde: - Hjemmearbejde. Og den, med disse Forhold hidtil ukendte fremmede, kan da have gennemlevet, alle Stadierne lige fra den ængstelige, ydmyge Bøn, Frygt for, hvad næste Dag kan bringe, og Forundring over den Samfundstilstand, der gør det vanskeligt for den enlige, hæderlige Kvinde at erhverve sig det allernødvendigste til Livsopholdet, mens Dørene bliver slaaede op paa vid Gab for den, der vil ned ad Skraaplanen - til Fortvivlelse over at staa afmægtig, ude af Stand til at kunne hjælpe sig selv, end sige de Tusinder andre, der henlever deres Liv under disse Vilkaar. Skulde det da være saa underligt, om ogsaa saadanne Kvinder kan begynde at lytte til de Røster, der lyder - undertiden med en Klang af den reneste Menneskekærlighed - for en saadan Omdannelse af Samfundet, at der „deles” imellem os, deles saaledes, at den, der arbejder og gerne vil arbejde, ogsaa kan faa saa meget ud deraf, at han og hun kan være nogenlunde sikre paa det daglige Brød. Den Godgørenhed, der gerne træder til under Nødstilstande, skal visselig ikke agtes ringe, den mildner mange tunge Timer for den enkelte, men den synes dog nærmest at være som en Draabe i Havet. Velgørenheden vil aldrig kunne fylde det store Svælg, saa længe det skrigende Misforhold mellem Arbejde og Løn er saa fremherskende som nu, særlig for den store Del af Arbejderkvinderne. Retfærdigheden vil naa videre.
Men de Tilstande, vi nu lever under, vil mere og mere lære - ogsaa Kvinderne at tænke. Tiet har vi længe nok til at vide, hvad Tavsheden bringer os. Nu kommer flere og flere til det Resultat, at det er Samfundet saa nogenlunde lige meget, enten det er faa eller mange af os, der gaar til Bunds, - den ene som den anden kan forsvinde - uden at der rører sig en Haand derfor; Samfundet, det store Samfund, danser lystigt videre.
Lykkelig er da den, der bliver forskaanet for Fristelse og Fald.
Og lykkelig den, der endnu i sidste Øjeblik kan opnaa en saadan Begunstigelse som - Arbejde, faa Lov til at arbejde - - ja selv for en Brøkdel af sit Arbejdes Værd, - blot saa meget, at Nøden holdes ude. Arbejdet er Frelsen. Saa arbejder man, arbejder uden Tanke for andet end Arbejde - opad skal man, ikke ned, ikke for alt i Verden, blot det nu maa lykkes, nu i Øjeblikket - saa -
Og Arbejdet lykkes. Noget Tungebroderi.
En Grosserer er saa velvillig at udlevere et saadant Arbejde. Og tilmed saa hensynsfuld at tilføje, at „det jo Ikke er beregnet til at leve af - kun til lidt - Lommepenge.”- Betalingen er 25 Øre for at sy en Alen 35 - 40 smaa Tunger - Brodergarnet, som man selv maa lægge til. Man takker for Venligheden og - prøver at leve for samme Sum, som andre bruger til lommepenge. Og det gaar i nogle Maaneder. Ganske vist er saadanne Ekstravagancer som en Sommer-Søndag-Eftermiddag
,,i Skoven” en Forlystelse der hævner sig dyrt, som fordrer flere forlængede Afteners forøgede Anstrengelser for atter at tilvejebringe Balance i Regnskabet. - Men, - det kan man ogsaa vænne sig til.
En Masseproduktion af 17-18 Timers Arbejde i Døgnet er imidlertid for overvældende for Forretninger, der udelukkende arbejder med , „Lommepenge”- Systemet og „Fritidsarbejde”.
Lageret bliver hurtig overfyldt. Man maa vente lidt. - Der skal komme Bud, - Man faar Lov at vente længe. Atter paa bar Bund. Uden Arbejde. Uden Mod og uden Haab til ny Forsøg i den Retning.
Skulde Fabrikerne være den sidste Udvej?