« Tilbage til søgeresultaterne
Fremmede Sygeplejersker
III
Af Charlotte Norrie, f. Harbou.
Før jeg begynder at gengive Miss Dock’s Indtryk af tysk og engelsk Sygepleje, vil jeg blot minde om, at hun hører til de mest fremskridtselskende amerikanske Sygeplejersker. Hun er venlig og elskværdig, vittig og intelligent, og hendes Bestræbelser gaar ud paa at hjælpe andre frem, - hun vilde med Glæde se sine Disciple overgaa deres Mester.
Hun skildrer først sine Indtryk fra Tyskland, - til Dels fordi hun kom der først, da hun besøgte Tyskland paa Vejen fra Amerika til England; men hendes Hovedgrund er den, at saa vel den engelske som den amerikanske og al anden moderne Sygepleje har sin Rod i den tyske.
„Vel er det den engelske Menneskeven, Elizabeth Fry, som først vakte den Aand, der skulde reformere Hospitalernes Ledelse og de syges Pleje i Stiftelserne. Men Florence Nightingales Uddannelse i Kaiserswerth og den Maade, hvorpaa hun ordnede Skolen paa St. Thomas’s Hospital, der til en vis Grad blev et Mønster for alle andre Sygeplejeskoler, har bibragt de engelske Skoler et Præg af den store Fliedners Organisation og Disciplin.”
Det interesserer Miss Dock i højeste Grad at se det tyske System i fuld Virksomhed, da det med. Hensyn til Principet om den personlige Frihed er det amerikanske diametralt modsat, ”medens det i Retning af ydre Former ligner vort og indeholder Spiren til alle de Forandringer, vi har gjort. Desuden er der i Tyskland saa mange Overgangsformer fra de strengeste Ordener til næsten frie Organisationer, saa der kan man næsten finde alle de Stadier i Udviklingen, som vi har tilbagelagt fra Middelalderens gamle religiøse Ordener til vore moderne, uddannede Sygeplejerskers Profession.”. „De videst fremskredne Stadier findes ikke i Tyskland, ikke engang i
England; jeg mener vore eksaminerede Plejerskers Organisation og Samarbejde, saaledes som vi nu har begyndt det i vore Alumnæ Associations og vor nationale Forening.
Vi maa huske, at vi Sygeplejersker nedstammer i lige Linie fra de gamle Klosterordener. Det er ikke saa grumme længe siden, at der ikke udførtes Hospitalspleje af andre end af religiøse Broderskaber og Søsterskaber. Hospitalerne var altid tæt knyttede til Kirkerne og byggede tæt op ad dem.
Da Tyskland blev protestantisk, blev Tro og Tanker ændrede, men med Formerne gik det ikke saa let; thi Formerne er ensbetydende med Skik og Brug, og følgelig skifter de langsomt.”
„Man kan endnu den Dag i Dag i Tyskland finde evangelisk-lutherske religiøse Ordener, som i enhver Henseende er lige saa strenge som de katolske Søsterskaber. De forlanger en lige saa ubetinget Lydighed; Medlemmerne, Diakonisserne, opgiver helt deres eget Liv, al personlig Ejendom, og de maa ikke gifte sig. Atter andre, der ogsaa er religiøse, og som fordrer samme klosteragtige Dragt, er mindre strenge: Plejerskerne er ikke bundne for hele Livet, men de kan træde ud og gifte sig. Dog har de meget bestemte Tjenesteregler, og deres daglige Liv kan næppe skelnes fra de andres. De aflægger aldrig deres Uniform, de deltager ikke i offentlige Forlystelser, de kan ikke selv vælge deres Arbejde, de gaar, hvor de bliver sendte hen, og de gør, hvad der bliver sagt dem. De arbejder i de kirkelige Hospitaler, de udfører Fattigpleje eller privat Pleje. Skønt der altid er en overordnet Søster eller „Oberin” i Spidsen for dem, er den egentlige Ledelse af disse Ordner dog i Hænderne paa Præsteskabet, paa en „Pastor”.”
„Naar Diakonisserne bliver gamle, sørger Moderhuset for dem, og da de ikke behøver at bekymre sig for den Dag i Morgen, har de det søde, rene, rolige Udtryk, der er saa typisk for Klosterlivet. Naar man taler med dem, mærker man, at det, der er Dagens brændende Spørgsmaal for os Sygeplejersker, er ligesaa fuldstændig fremmed for dem som Livet paa den anden Klode. Alt staar saa klart og tydeligt for dem. Folk er enten „gode” eller „onde”; der er nogle, der vil bestille noget, og andre, der ikke vil; og er der noget, der gaar galt, er det Forsynets Vilje.”
Miss Docks første Pilgrimsfærd i Tyskland gjaldt for øvrigt det fredelige, stille Kajserswerth, hvor Fliedner havde virket, og hvor Florenee Nightingale var bleven uddannet, - den lille venlige By, hvorfra saa mange store og velsignelsesrige Virksomheder er udgaaede, - men som er standset ved de store Fremskridt, der engang er gjorte, og som derfor maatte forekomme den virksomme, fremadskridende Amerikanerinde stillestaaende, næsten tilbageskridende.
Det, der i Tyskland forekommer Miss Dock at komme Friheden nærmest, er Organisationerne af ikke religiøse Plejersker ved de store almindelige Hospitaler, først og fremmest ved
Eppendorf ved Hamborg og „Victoria Haus” i Berlin. Men skønt de ikke staar Under Præsternes Ledelse, skønt de udelukkende er organiserede med Arbejde og gensidig Støtte for Øje, giver de kun ringe Plads til individuel Frihed: al Ledelse sker ovenfra, alle Fordele er paatvungne. Den hamborgske Forening søger ved Hjælp af en Sygeplejeskole at skaffe syge og saarede en kyndig Pleje i Krig og i Fred, og desuden knytter den sine eksaminerede Søstre sammen. En hamborgsk Rigmand har skænket Foreningen Penge til Opførelsen af en Bygning, „Erica”, til Hjem for Sygeplejerskerne.
Bestyrelsen bestaar hovedsagelig af de forskellige Overlæger, en Hospitalsdirektør og
„Frau Oberin”. Efter sin Uddannelse faar Eleven Foreningens Mærke og forpligter sig til at gøre mindst 2 Aars Tjeneste endnu, men det underforstaas, at hun bliver der hele sit Liv, altid, under Bestyrelsens Ledelse og Tilsyn. Og skønt det ikke er en tvungen Sag, gør de fleste Søstre det, da der saa bliver sørget for Arbejde til dem o. m. a.
Det er en Regel, at de hamborgske Søstre skal være Lutheranere, men der kan dog gøres Undtagelser. „Victoria Haus”, der er stiftet af Enkekeiserinde Friedrich, stiller ingen religiøse Fordringer, men i andre Hovedtræk ligner disse to Organisationer hinanden.
Hvis disse to Foreninger blot fordelte Arbejdet anderledes og lagde Ledelsen, i andre Hænder, kunde de udvikle sig til amerikanske School Alumnæ Associations.
Foreningen modtager Betaling for Sygeplejerskernes Arbejde og giver dem deres Løn, - der er meget ringe i amerikanske Øjne. Desuden bidrager de til Plejerskernes Syge- og Alderdomsforsørgelse.
„Amerikanske Plejersker maa have lidt Forklaring paa disse Pensionsforhold for at forstaa dem.
Tyskland har tvungent Pensionerings- eller Forsørgelses-System, d. v. s. det er Lov i Landet, at visse Klasser af Mennesker, der forsørger sig selv, (maaske alle, jeg er ikke trængt til Bunds i den tyske Grundigheds dybeste Dybder), ugentlig eller maanedlig skal betale smaa Beløb, som Staten bestyrer, og i Sygdoms- og Alderdomstilfælde udbetales der Pension i Henhold til de mest velordnede Bestemmelser. Tjenestefolk har f. Eks. smaa Bøger, hvor Indbetalingerne betegnes ved Mærker, og de maa, med regelmæssige Mellemrum forevise dem for Politiet. Jeg ved ikke, om Sygeplejerskerne staar under Politiets Tilsyn, men de faar deres Statspension, hvortil Foreningerne yder Tilskud.
Desuden sørger Foreningen for de Plejersker, der maa tage deres Afsked, eller som bliver Invalider før Tiden, og det er jo ogsaa ganske nødvendigt, naar disse haardt arbejdende Kvinder bliver holdt i en saa fuldstændig afhængig Stilling.
Findes der da ingen yderligere Fremskridt i Tyskland? Jeg har ganske vist ikke stødt paa dem, men jeg har hørt, at der skal være nogle Sygeplejeorganisationer, som søger at virke for den uddannede Sygeplejerskes fuldstændige Frihed, d. v. s. at hun, naar hendes Hospitalsuddannelse er fuldendt, skal være fuldstændig Herre over sine Handlinger og sine Indtægter. Dette vilde jo kun mangle et Skridt i at naa os.
Men det sidste Skridt til en Organisation af eksaminerede Sygeplejersker som Middel til at hæve Sygeplejestanden op til en højere Udvikling, til at opdrage Plejerskerne til et videre Syn paa deres Ansvar, deres Pligter, - det Skridt er endnu ikke gjort. En Amerikaner forbavses over Tavsheden hos den gamle Verdens Kvinder. Endogsaa Bevægelsen til Fordel for „frie” eller uafhængige Plejersker udgaar fra frisindede „Pastorer”. Alle Haandbøger, Foredrag for Sygeplejersker, Sygeplejens Historie, teoretisk Sygepleje, alle Forskrifter for Sygeplejerskers Optræden er forfattede af Mænd. Forstanderinderne for Sygeplejerskerne i disse uhyre Stiftelser er Kvinder med en overvældende Dygtighed, og i enkelte Retninger har de en mere udstrakt Myndighed end nogen af vore Forstanderinder; men de kender intet til Foreningsliv. De slutter sig ikke sammen, de skriver ikke Afhandlinger, de taler ikke offentlig. Jeg spurgte i London om, hvorfor der ikke var nogen af dem ved Kongressen, og jeg hørte da, at det kun var „Pastorer”, der havde tilbudt at repræsentere den tyske Sygepleje; men dem havde man imidlertid ikke opmuntret til at give Møde. *)
*) En hollandsk Plejemoder, som man havde ventet, maatte sende Afbud, da hendes Overlæge forbød hende at rejse derover.
Ch. N., f. H.
Der er imidlertid en Understrøm af Frihedstrang hos de tyske Kvinder, ogsaa hos Sygeplejerskerne. Mange eksaminerede Plejersker arbejder som Privatplejersker i de store Byer, men de staar sig daarligt: Lægerne og de syge foretrækker Diakonisserne (eller lader som de gør det); de bliver daarligt betalte og har ikke lært at støtte hverandre. Man faar Lyst til at hjælpe dem, men man ved ikke, hvordan man skal tage fat. Hjælpen maa komme fra dem selv, men det vil blive en langvarig Historie.”
Miss Dock gaar nu over til at skildre „det røde Kors”, der naturligvis hos et Krigerfolk som det tyske er overordentlig velorganiseret, „saa at sige en uafbrudt Kæde af Magt og Ansvar fra selve Kejseren og ned til Gulvvadskeren.” . . .
„Vi har intet System, der svarer til dette, og saa fuldendt og beundringsværdigt det end er, vilde det hverken være muligt eller ønskeligt at indføre det i vort Land, thi det hviler paa et autokratisk Grundlag, som vi forhaabentlig er komne over. Det vilde berøve vore Sygeplejersker al den Frihed, som de har naaet, og føre dem tilbage til Middelalderens Tilstande. Vi kan pleje vor Hær enten ved ren og skær frivillig Tjeneste eller ved betalt, kyndig Hjælp, der hviler paa en frivillig Overenskomst; men det lader sig ikke gøre ved Hjælp af Kvinder, der simpelthen er en Del af Hjælpeforeningernes Ejendom og Udstyr.”
Sluttelig omtaler Miss Dock de aarlige Udstillinger, „det røde Kors” foranstalter, og særlig dvæler hun ved „en Sygeplejerskes Kuffert med fuldstændigt Udstyr til Krigstjeneste”; hun giver en Liste over dette Udstyr med over 100 forskellige Genstande.
„Alle disse Ting med Undtagelse af Tornysteret og den Dragt, der er i Brug, skal finde Plads i denne ganske lille Dampskibskuffert; og hver eneste Ting var der lige til den sidste Knappenaal!
Saadan har de deres Ting i Orden i Tyskland!
Tornysteret indeholder alt, hvad der behøves til Nødhjælp, og hvis det er nødvendigt, bærer Sygeplejersken det paa Ryggen.”
