« Tilbage til søgeresultaterne

Agnes

Af: Minna Canth

« Se emneord

(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)    

Fortsat.)

Hun tav og saa paa Antti, der lige som med Forsæt syslede med Sejlene. Det Blik, hvormed hun fulgte hans raske Bevægelser, var halvt eftertænksomt og halvt spottende. Jeg saa tydelig, hvilke Tanker hun nærede om mig. Mit Hjerte sammensnøredes, men jeg  forsøgte dog at være paa min Post.

-  Du tager alligevel fejl denne Gang, Agnes. Skulde jeg ikke kende ham, jeg, som har levet sammen med ham i flere Aar? -  Endnu har aldrig nogen Lidenskab faaet Magt med ham.

-  Det tror jeg nok, thi I lever jo ikke her, I vegeterer blot, ligger i en stadig Halvdvale. Og denne Til­stand kan saamænd ogsaa række til Graven. Jeg forstaar nok, at ogsaa den lille Begyndelse, til Kærlighed og Lidenskab, I i jeres Ungdom mulig har haft, kan dø bort i dette velord­nede, hyggelige og borgerlige Samfund. Men jeg siger dig: din Mand har endnu ikke tabt sin, det kan jeg for­sikre   dig. Lad ham komme under anden Indflydelse, møde andre og friere Tanker, saa faar du se, hvad de kan virke hos ham.

-  Gerne for mig! Med Mistænk­somhed vil jeg ikke besvære ham.

Agnes kastede et hvast, gennem­trængende Blik paa mig, men hun kunde sandsynligvis ikke finde nogen Anledning til Mistro.

Deri gør du Ret, lille Lisi. Det er det enfoldigste af alt. Det gør Mennesket ondt og Livet ufordrageligt. Om jeg var gift, vilde jeg tvert imod gerne se, at min Mand nu og da var mig utro. Jeg paa min Side skulde paa bedste Maade benytte samme Frihed. Vi skulde aldrig trætte hver­andre, da vort Forhold paa begge Si­der var underkastet samme Afvekslin­ger. En lille Stimulans nu og da inden for Ægteskabet er af største Vigtighed. En lun Hverdagsagtighed er Kærlighedens Død.

Jeg hørte forbavset paa hende. Denne Sorgløshed og Letsindighed for­argede mig. Jeg mærkede pludseligt noget fjendtligt, noget fremmed hos Agnes; og uagtet jeg sad tæt ved hende, syntes jeg, at der laa flere Mil imellem os. Og i samme Øjeblik for­svandt i mine Øjne al hendes Skøn­hed, hendes smeltende Ynde, hendes Elegance og al hendes Tiltræknings­kraft. Nu var den mig næsten modbydelig og heller ikke hendes skarpe Forstand havde noget Værd for mig.

- Saadanne Anskuelser passer ikke for Kvinderne i Norden. De vilde aldrig kunne gøre os lykkelige.

Min Røst havde en skarp Klang. Og den ramte. Agnes Øjne flammede, men hun beherskede sig, kastede Ho­vedet tilbage og lo ironisk.

- Det behøver du ikke  at  sige mig. Kvinderne i Norden er sagt­modige, trofaste, ydmyge,  taalmodige, deres  Mænds  og deres Børns lydig Tjenerinder, ved du af hvilken Grund? Fordi de anser det for deres Pligt.

-  Og det tror du?  Nej, ene og alene af den Grund, at de er nogle svage og enfoldige Stakler. De kan ikke være anderledes, - det er hele Sagen.

-  Agnes!

-  Du behøver ikke at blive vred. Jeg mener ikke alene dig. Jeg taler om Kvinder i Norden i  Almindelighed, om de finske,  skandinaviske, engelske, og vi kan ogsaa gerne henføre de tyske til samme Kategori.

-  Der ligger større Kraft i Taalmodigheden, i Troskaben og Ydmygheden end i noget som helst  andet.

-  Kraft?  jo pyt!  Ørnen, som djærvt skærer igennem Luften deroppe er hverken ydmyg eller stilfærdig som Duen. Hvilken er i dine Øjne den kraftfuldeste?

-  Maa vi komme?  raabte hun samme Øjeblik til min Mand, som syntes at have Baaden klar.

-  Ja, vær saa god!

Agnes steg først ned. Hun var vist i Dybet af sit Hjerte meget uvillig stemt mod mig, men jeg var virkelig heller ikke venlig stemt mod hende. Hun stillede sig paa den yderste Kant tog Antti ved Haanden og beredte sig til at hoppe ned.

- Fald ikke!

- Maa jeg træde paa Deres Knæ?

-  Vær saa god!

Og Agnes satte sin lille Fod paa hans Knæ og hoppede forbi ham ned paa Bænken.

Blodet brusede i mig. Med et eneste Spring var jeg i Baaden, men jeg satte mig paa den anden Side af Sejlet. Baaden vippede, saa Vandet stænkede ind over mig.

-  Lisi  -  hvor du er uforsigtig. Han sagde dette  med  undertrykt, klangløs Røst, som om han talte i Søvne. At Agnes havde berørt ham med sin Fod, at hun sad saa tæt ved ham, havde tydeligt aldeles forvirret hans Tanker. Han saa sig ubehjælp­som om og kunde ikke faa klaret sig, hvad han skulde gøre. - Men i Himlens Navn, saa han da ikke, at dette kun var et modbydeligt Koketteri?

-  Giv mig Aaren! raabte Agnes, sæt Dem ved  Styret og skyd  Baaden ud.

Han vaagnede op og gjorde, som hun sagde.

Baaden lagde sig paa Siden og skød med Fart ud i Søen, saa Vandet bruste foran den.

- Lisi, hvorfor sidder du saa langt borte? Kom nærmere, udbrød han.

-  Jeg sidder godt her.

-  Naa, som du vil.

Derefter lod de mig være, og glemte for en Stund helt og holdent min Nærvæ­relse. Det var godt, thi jeg fik nu Tid til at klare mine Tanker. Hvilken Vej havde alle mine skønne Drømme  taget? Og alle mine forsonlige Tanker og gode Forsætter? Vaklede de aller­ede lige ved Begyndelsen? Mit Sind var fuldt af Vrede og Forbitrelse, og trods alle Anstrengelser kunde jeg ikke overvinde mig selv. Jeg bed mig i Læberne, vred mine Hænder og fore­holdt mig min Svaghed.

- Du er virkelig en svag Stakkel. Agnes havde Ret, uværdig, enfoldig, ussel.

Jo mere jeg kæmpede imod, des vildere rasede det inden i mig. Og jeg opæggedes endnu mere gennem deres fortsatte livlige Samtale, af hvilken jeg ikke kunde opfatte et eneste Ord. Kanske de talte saa sagte, for at jeg ikke skulde forstaa, hvad de sagde?

Jeg bøjede mig ned for at se paa dem under Sejlet. - De sad tæt ved hinanden. Hun noget tilbagelænet, han vendt mod hende, foroverbøjet med Øjnene fæstede paa hendes indtagende Ansigt.

« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner