« Tilbage til søgeresultaterne
Beskyttelse eller ikke
I
Det er en smuk Tanke, at hvad der er svagt skal beskyttes: Kvinden skal ikke arbejde over sine Kræfter, Moderen skal der værnes om. Hvad kan være mere retfærdigt og mere ridderligt af vore mandlige Konkurrenter paa Livets store Arbejdsmarked, end at ville fri os fra de værste Stød. Ogsaa skal den humane Tanke, der ligger til Grund for Regeringens Forslag om Ændringer i Fabriksloven hilses med Anerkendelse af os Kvinder.
Men er Spørgsmaalet angaaende Beskyttelse af Kvinden virkelig saa enkelt, som det ser ud? Kan vi uden at behøve at frygte for Følgerne af Forandringen udelt glæde os dertil og bør vi haabe paa en hurtig Vedtagelse og Gennemførelse af Lovforslaget ?
Ja, Sagen er ikke saa lige til; det kan her i dette vort Organ for Kvindernes Interesser være paa sin Plads at drøfte Spørgsmaalet og se, om mulig at komme til lidt Klarhed. Det er i alle Tilfælde nødvendigt, at Kvinden, hvem den vordende Lov kommer til at støtte eller til at ramme, maa faa Lejlighed til at udtale sig om Sagen.
I Europas Industrilande har stærke Stemmer løftet sig mod særlig Beskyttelse for den arbejdende Kvinde, og det fornemmeligt af to Grunde:
1) fordi særlige Beskyttelseslove dels er egnede til at gøre kvindelig Arbejdskraft mindre efterspurgt paa Arbejdsmarkedet, dels til at sætte Lønnen ned,
2) fordi man vil hævde, at Kvinden ikke længer er et umyndigt Væsen, men et selvbestemmende Individ, der selv bør afgøre, hvor meget hun vil og kan arbejde.
Denne sidste, mere teoretiske Grund, er sikkert vægtig nok. Kvinden, betragtet som selvbestemmende Individ og selvfortjenende Medlem af Samfundet, maa ikke imod sin Villie paalægges en Tvang, der indskrænker hendes Handlefrihed. Har hun Kræfter, og kræver hendes økonomiske Kaar, at hun arbejder 12 Timer i Døgnet, maa Loven ikke kunne forbyde hende det, naar den samtidig ikke sætter en Maksimalarbejdsdag for Manden. For denne Betragtning falder Lovforslaget, der ligestiller Kvinden med Børn og umyndige, fuldstændig til Jorden.
Men Kvinden er - og dette gør Spørgsmaalet saa overordentlig vanskeligt - foruden et selvbestemmende Individ ogsaa Slægtens Moder, og Samfundet har uden al Tvivl i denne Henseende Ret til at stille sine Krav og varetage sine Interesser.
At Kvindens Overanstrængelse ved Arbejdet, og da særligt under og nærmest efter hendes Svangerskab, vil komme til at udøve en skadelig Indflydelse paa den kommende Slægt er indlysende. Derom kan der ikke disputeres. Men - - vil Kvinden og det nyfødte Barn, altsaa Slægten, virkelig lide mere, hvis Moderen arbejder saa meget og saa længe hendes Kaar kræver det, end hvis der indtræder, en Nødstilstand, naar det forbydes hende at gøre det?
Dette er et saare vigtigt Spørgsmaal, som Lovgivningen maa tage Hensyn til, og paa samme Tid, som den tager Brødet fra Munden, maa den bøde paa Arbejdsløshedens Følger. Thi Lovgivningen maa ikke gaa ud fra, at Kvindens Arbejdsfortjeneste kan undværes i de smaa Hjem. Enhver, der har færdedes noget i disse, vil vide, at Hustruen dér tidt og ofte er den egentlige Familieforsørger. Og enhver kan da sige sig selv, at Kvinden, efter den stærke Rystelse hele hendes Konstitution har udstaaet idet hun giver Livet til sit Barn, ikke for sin Fornøjelses Skyld skynder sig med at optage et anstrængende Arbejde, men at det er den rene, skære, bydende Nødvendighed, der tvinger hende dertil. Det vilde i alle Tilfælde være rart, hvis Hensynet til Kvinden strakte sig saa vidt, at hun adspurgtes om hvilket af de to Onder - Overanstrængelse eller Sult - hun foretrækker. Til sidst en Bemærkning. Det er mærkeligt - og det vilde være løjerligt, hvis det ikke havde saa skæbnesvangre Følger - at se Mænd lovgive over Kvinden, som om hun selv ikke havde nogen Mening og det tilmed i en Sag, hvorom Manden slet ingen Mening kan have. Hvordan vil f. Eks. - naar Lovforslaget en Gang er vedtaget - Fabriksinspektionen indrette det, for at Kvinden efter Lovens Bud skal holde op med at arbejde en Uge før Fødselen. Sikkerlig maa den lunefulde Natur da først ved Lovens Hjælp reguleres en lille bitte Smule. *)
M. A.
*) I Følge § 7 maa kvindelige Arbejdere ikke arbejde ialt 5 Uger før og efter deres Nedkomst; af disse 5 Uger skulle mindst de 4 være efter Nedkomsten.
