« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde
Minna Canths Noveller.)
Fortsat.)
Mit Hjærte søndersledes. Hans Øjne var som fastnaglede. Og de udtrykte en saa høj Grad af Beundring, - at -
Mine Hænder knyttede sig om Baadens Kant. Jeg løftede Hovedet op, thi jeg mægtede ikke, at se paa dem længere. En pludselig rasende Vrede opstod hos mig imod min Mand, Jeg kunde slide ham i Stykker, tilintetgøre ham, knuse ham. - Hvorfor havde jeg ikke et Vaaben ved Haanden? Jeg kunde have skudt ham og siden hende - denne .
Jeg var ikke mere ved mine Sanser. Uden at føle Smerten slog jeg mine knyttede Hænder mod Kanten af Baaden om og om igen. Jeg gjorde det som af en indre Tvang, jeg slog dem saalænge, at Armene op til skuldrene ligesom døde og Hænderne magtesløse aabnede sig.
Aldrig senere har jeg kunnet forstaa den pludselige Forandring, der foregik i mig, Jeg havde altid troet, at jeg var sagtmodig og fornuftig og alligevel gemte min Sjæl Muligheder til en saadan overvældende Lidenskab. Jeg havde stræbt efter at blive ydmyg, taalmodig, selvopofrende, og jeg troede at jeg i Hjemmets stille Virksomhed øvede mig deri. Og saa, da den første Prøvelse kom, - hvor var jeg anderledes. Jeg saa op mod den blaa Himmel og klagede over den Uret, som vistes mig. Fandtes der en Gud? Hørte han, saa han hvad der skete her nede. Ransagede han Hjærtets dybeste Gemmer? Om han gjorde det, hvorfor var han da saa kold, saa ligegyldig.
Min Mands Navn trængte sig frem mellem mine sammenbidte Tænder med et Udraab, der røbede baade Raseri og Klage, Anklage og - Bøn.
De hørte ingen Ting. Eller de vilde intet høre. De talte blot videre.
- Hvad havde de at tale om?
Samme Stilling, samme Ansigt, samme tydelige Beundring i hans Øjne.
Mig hverken savnede de eller mindedes. Jeg var overflødig. Naturligvis. Hvorfor var jeg ogsaa taget med? Det havde jeg straks burdet forstaa og forudset.
Jeg saa paa dem med et Blik, hvast som et Sværd.
De saa ingen Ting. Hun lo højt. Han havde sagt noget -.
De lo blot, var glade, lystige. Hvad brød de sig om min Nød?
En grusom Tanke fløj gennem mit Hoved. Kaste mig i Søen. Vilde han da ikke vaagne af sin Rus? Vilde hans Samvittighed ikke slaa ham? Og vilde han ikke siden sørge og angre? Gamle Minder vilde leve op igen, han vilde savne sin trofaste Hustru, sine Børns Moder. Jeg bøjede mig over Kanten og saa ned, Vandet bruste. Det var et Øjebliks Værk. Og deres Glæde - der henne - skulde idet mindste for denne Gang ophøre.
Men de stakkels Børn der hjemme ?
Skulde jeg da aldrig mere se dem? Hvad vilde de sige, naar deres Mor førtes hjem som Lig?
Jeg vendte mine Øjne fra det fristende Dyb og trykkede Hænderne mod Tindingerne.
- Gode Gud, havde jeg mistet min Forstand ?
Atter hørte jeg en klingende Latter fra den anden Side. Denne Lyd skar i mine Øren, i mine Nerver, i mit Hjærte, igennem mit inderste Væsen.
Jeg saa mig om efter Hjælp.
Vi var kommet langt ud, og jeg opdagede en lille Dampbaad, der paa Vej til Staden signaliserede, at den vilde lægge til ved nærmeste Anløbsstation.
Der var Redningen.
Jeg raabte en, to, tre Gange førend Antti hørte mig.
- Hvad er der Lisi’? Sid stille at Du ikke falder.
- Vil Du styre til Stranden, saa jeg kan slippe hjem med den lille Baad. Jeg er syg.
- Er Du syg? Hvorfor sagde Du det ikke før. Vi vender naturligvis om.
- Det behøver I Ikke. I sætter blot mig i Land.
- Tror Du, at Du kommer snarere hjem med den Baad? Sluppen her gaar nok lige saa hastigt.
- Nej lad os dog ikke allerede sejle tilbage, - sagde Agnes og saa ømt paa ham.
- Men Lisi er syg!
Han sagde dette med en tvivlende, halvt spørgende Røst.
- Lad Lisi tage med Dampbaaden, som hun selv vil.
Hun smilede og nikkede til mig.
- Ikke sandt?
- Jo, sejl I bare videre. Jeg tager helst hjem.
Antti syntes endnu ikke rigtig at vide, hvad han skulde gøre. Han saa paa mig og paa Stranden. Men jeg mærkede tydeligt, at hans inderste Ønske var at blive alene med Agnes; han generede sig blot for alt for tydeligt at vise sit Ønske og lod derfor som han modsatte sig Forslaget. Aa - jeg forstod ham kun altfor godt.
- Men om Du bliver mere syg?
- Nej, det gaar nok over, - bare jeg slipper hjem.
- Det gaar nok over! føjede Agnes til.
Nu styrede han til Stranden og fulgte mig til Baaden.
Kan jeg være aldeles tryg? spurgte han.
- Ja.
Jeg undgik at se paa ham og besvarede hverken hans Haandtryk eller hans Farvel.
- Vi bliver ikke længe borte, forsikrede han tilsidst.
Jeg smilede ironisk.
- Det rører mig meget lidt, om Du bliver længe borte eller ikke.
- Jeg sagde det, skønt jeg nok vidste, at det ingenlunde var mig ligegyldigt.
(Fortsættes.)
