« Tilbage til søgeresultaterne
Beskyttelse eller ikke
Den vægtigste Grund imod særlige Beskyttelseslove for Kvinden vedrører dog Arbejdsmarkedet og Lønnen. Hvis Loven kun faar til Resultat uden Vederlag at udelukke Kvinden fra Markedet eller blot at formindske den allerede saare utilstrækkelige Løn, da er der al Grund til at raabe: Vagt i Gevær! Man skulde jo ogsaa synes, at naar Kvinden i Følge Loven bliver stillet i Række med „unge Personer”, kan hun ikke vente bedre Lønningsvilkaar end disse; men Erfaringerne fra de store Industrilande gaar dog ikke i denne Retning, i det mindste ikke for de organiserede Fag.
De særlige Beskyttelseslove synes hidindtil hverken at have gjort godt eller ondt, men den Retning, i hvilken Bevægelsen gaar, peger ganske sikkert hen imod en for Kvindens Erhvervsliv truende Fare.
De Lande, der er gaaede videst i Retning af Beskyttelse af Kvindens Arbejde, er Tyskland, England og Frankrig,
I Tyskland maa vi lægge Mærke til den ny Lov af 1891, der i sin Tendens stemmer overens med det Lovforslag, der er fremme hos os. For Kvindens Vedkommende bestemtes en Maksimalarbejdsdag paa 11 Timer, der overskrider det danske Lovforslag med l Time; Middagstid mindst l Time; Forbud imod Natarbejde, imod Kvinders Arbejde i visse for Sundhed og Sædelighed farlige Industrigrene og endelig Forlængelse af den fri Tid efter Nedkomsten fra 3 til 4, eventuelt til 6 Uger. Om den berømte Uge før Fødslen melder den tyske Lov, klogeligt nok, intet.
Det varede dog ikke længe, inden ogsaa dette Maal af Beskyttelse fandtes at være utilstrækkeligt, og forrige Aar, den 22. Januar vedtog saa Rigsdagen en Resolution om yderligere Indskrænkning af Kvinders Arbejde. Man var blot ikke enig om, hvor vidt man turde gaa, og saa bestemtes der, at en Enquete*) skulde foretages hele Riget over.
*) D. e. en af Øvrigheden foranstaltet Undersøgelse af Arbejdsforholdene.
Nu vil vi snart faa at se, til hvilket - maaske skæbnesvangert - Resultat denne er kommen. Kvindesagens Forkæmpere udtaler Frygt for, at hele Bevægelsen arbejder hen til ved Lov helt at udelukke den gifte Kvinde fra Fabrikkerne, og betoner, at en saadan Omvæltning vilde have til Følge netop det, som man vil modarbejde - nemlig en Husindustri, hvor den kvindelige Arbejdskraft uden offentlig Kontrol vil kunne blive udnyttet til det yderste.
Det maa tilføjes, at Tyskerne, der ellers ikke udmærker sig ved synderlig Hensynsfuldhed over for Kvindens Mening og Ønsker, i dette Tilfælde har taget det fornuftige Parti først at indhente de forskellige Kvindeforeningers Mening om Sagen.
Gid vore Myndigheder vilde gøre det samme!
Fra det tyske Beskyttelsessystem, der gaar ud paa at drive Kvinderne fra Fabrikkerne, er der kun et Skridt til den store Nyhed inden for den engelske Fabrikslovgivning.
I Slutningen af 1899 fremsattes nemlig i Underhuset et Forslag om at udvide Kontrollen over Fabrikkerne til - Hjemmene. Enhver, der giver Hjemmearbejde ud, skal, efter dette Lovforslag, være ansvarlig for de hygieiniske Forhold paa det Sted, hvor Arbejdet udføres.
Mon ikke det yderste Punkt her er naaet? Hvem vil og kan under saadanne Forhold være Arbejdsgiver? Stakkels Kvinder! De maa ikke arbejde paa Fabrikkerne, de maa ikke
arbejde i Hjemmet. For dem bliver kun Gaden og Rendestenen tilbage, og sørgelig Ret har den engelske Forfatterinde, der i Anledning af dette Lovforslag har skrevet, at „Kvinden ikke længere er under Naaden, men under Loven.”
Forhaabentlig vil et saadant Lovforslag ikke blive vedtaget, men da England paa den industrielle Lovgivnings Omraade er Foregangslandet i Europa, er det nødvendigt, at vi fæster vor Opmærksomhed derpaa.
Vi kan da faa at se, hvorhen Vinden blæser.
