« Tilbage til søgeresultaterne
Løgn hos Børn
„Jeg er bange for, at han lyver,” sagde Faderen forknyt og saa til den anden Side; Talen var om hans halvvoksne Søn. „Ja naturligvis,” svarede Vennen og lo. Men dette Svar og denne Latter indbragte ham kun et skuffet og skarpt Blik fra Faderens Side. Det var med Vanskelighed, at han fik Spørgsmaalet taget op igen til videre Forhandling.
Sagen er imidlertid den, at der er mange Slags Løgn. De skal undgaas alle. Men de er saa forskellige baade med Hensyn til Oprindelse og Betydning, at de maa bedømmes og behandles paa aldeles forskellig Maade. Navnlig gælder dette, naar Talen er om Børn. Der forekommer mangen Løgn hos Børn, som ikke kan rettes uden ved at man ler af dem, men som ogsaa rettes let og hurtigt paa den Maade, skønt den over for Voksne vilde være utilstrækkelig.
Der er nu først den kolde Løgn med den beregnede Hensigt. Alphonse Daudet siger et Steds, at den forekommer hyppigere mellem Nordboerne end mellem Sydboerne, men maaske taler han blot om Nord-Frankerne og Syd-Frankerne, thi, hvis Talen er om Romanerne og Germanerne, har vor Erfaring paa dette Punkt givet lige det modsatte Resultat. Den anretter ofte store Ulykker i Samfundslivet. Over for den er næppe noget Vaaben for stærkt, næppe nogen Straf for haard.
Hos Børn forekommer den naturligvis kun meget sjeldent, og næsten altid under Formen af en Udvej; for at redde sig selv, beskyldes en anden. Det gælder her egentlig kun om sikker Opdagelse og saa Tavshed - Tavshed - Tavshed - indtil man mærker, at Barnet er ved at fortvivle
under Anstrengelsen for at erobre den tabte Tillid tilbage. Bekendelse med den dertil hørende Tilgivelse duer ikke og er vist endnu værre end Ris. Kold Afvisning af al videre Fortrolighed er Midlet.
Saa er der dernæst den hede Løgn, der egentlig kun er Udslaget af en opildnet Stemning med den dertil hørende ophidsede Fantasi. For at more og gøre sig behagelig, for at brillere og gøre sig vigtig, overdriver eller udpynter man sin fremstilling af andre Menneskers Handlinger og Optræden paa en saadan Maade, at Indtrykket aldeles forvandles. Den saakaldte aandfulde Konversation i vor Tids Selskabsliv fører store Masser af denne Slags Løgn paa sine Vande og der kan ingen Tvivl være om, at mange falske Retninger i Opfattelse og Bedømmelse anlægges og udvikles ved denne letsindige Vane.
Hos Børn er den meget almindelig. Man kunde sige, at den er noget nær en Naturnødvendighed hos dem; de formaar ikke mere eller ikke stort mere. Det gælder da om over for dem ikke at kue deres Udvikling ved en evindelig Skolemestereren, ikke at sønderrive enhver Meddelelse, de gør, og med en pedantisk Tommestok eftervise, hvor den er for lang og hvor for kort. Men det gælder naturligvis endnu mere om ikke at ægge dem længere frem paa denne falske Vej ved at more sig over dem og vise, at man morer sig. Hvis man ler af dem, gør man det for at le dem ud, men ogsaa af den Latter er der en Slags, som aldrig saarer eller gør ondt, fordi Rettelsen, der ligger i den, kommer saa blødt, at den kun føles som en Hjælp. Den Slags Latter bør man have paa Lager, naar man omgaas med Børn.
Endelig er der den hvide Løgn. Man paastaar lige det modsatte af det, der virkelig skete, fordi man selv virkelig tror paa det. Ved en Fejl i Sansningen eller, hvad der er hyppigere end man tror, ved et Hul, et dødt Punkt, en Fejl i Selvbevidstheden har man faaet en fejlagtig eller maaske slet ingen Forestilling om, hvad der egentlig gik for sig, og saa danner der sig en aldeles fejlagtig Forestilling, som man uvilkaarlig tror paa, blot fordi man forefinder den i sig. Der ligger vist mange hvide Løgne i Kriminal-Processens Protokoller. Mened er vist en meget sjelden Ting, men daarlige Vidner er meget almindelige. Hos Børn er denne Art af Løgn i i ethvert Tilfælde noget nær en Hverdags - Begivenhed.
Han gik foran os, den halvvoksne Dreng, der løj, og svippede med en tynd Stok hen over et Blomsterbed. Han ramte og knækkede en høj Liljestængel, men gik roligt svippende videre. „Hvad er det, du gør?” raabte Faderen og sprang til. „Jeg? ingenting,” svarede Drengen forundret. „Hvad kalder du da det?” skreg Faderen og pegede paa Liljen. „Det har jeg ikke gjort,” udbrød Drengen bestemt. Men de havde set det begge to. Han skulde haft en god Sansekage af Faderen og en hjertelig Latter med tilhørende Forklaring af Vennen. Det fik han imidlertid ikke, men det han fik, var af det onde.
(„Nordlyset”.)
