« Tilbage til søgeresultaterne
Fremmede Sygeplejersker
V.
Ved Charlotte Norrie, f. Harbou.
„Naar vi taler i al Almindelighed, kan vi sige, at der i den engelske Sygeplejepolitik findes to Partier: der er dem, der deler „the Matrons Cerincil’s” Anskuelser og Maal (hvadenten de er Medlemmer deraf eller ej) og dem, som ikke billiger dem. Eller for at tage det paa en anden Maade: der er dem, som hævder „the National Pension Fund”s Principer og Formaal (hvadenten de er Medlemmer deraf eller ej) og dem, som ikke gør det. Vi kan ogsaa tale endnu tydeligere: der er et Svælg mellem dem, som tror paa den eksaminerede Sygeplejerskes Uafhængighed og Selvstyre og dem, som ikke tror derpaa. Thi det synes, som om Hovedspørgsmaalet i England drejer sig om, hvorledes den eksaminerede Sygeplejerskes Fremtid skal udvikle sig.
Da jeg gik til Kongressen, hørte jeg flere udmærkede og elskværdige Mennesker sige: „De løber efter de urette Mennesker.” Afdelingen for Sygepleje, er kun i Hænderne paa et Parti. „The Matrons Council” er ikke repræsentativt. Dette lyder ganske vist meget forstaaeligt; men det Ord „repræsentativt” er en lille Smule taaget. Man fristes til at spørge: „Repræsentativt” i hvad Retning? I Retning af Konversatisme?” Jeg er ikke vis paa, at „the Matrons Council” bryder sig saa meget om at være repræsentativt som om at være fremskridtsvenligt. Jeg ved, at det sætter Pris paa Fremskridt.
Og der er det kedelige ved dette Argument, at der er saa faa Forbedringer her i Verden, som er satte i Gang af „de rette Mennesker”. Det har altid været „de urette Mennesker”, der har begyndt paa Emancipationsbevægelserne. Men det er underligt nok, at naar de har sat igennem, hvad de ønskede, og naar de har vendt os Ryggen i Døden, saa bliver de betragtet som Reformatorer. Jeg har altid syntes, at det vilde være meget fornuftigere og mere tilfredsstillende, og at det ogsaa vilde tale mere til Ære for vor Dømmekraft, om vi kunde anerkende Reformatorerne, før de er døde. Og det falder mig sommetider ind, naar jeg hører baade den ene og den anden blive kritiserede, for hvad de har taget sig for: „Det lyder i høj Grad ligesom det, der blev sagt om Den og - Den og om Den - og Den”, og saa gennemgaar jeg hele Listen. „Skulde her virkelig igen være en Reformator?” Naa, naar alt kommer til alt, vil vi afgøre med os selv, hvem der er „de rette Mennesker” efter vort eget moralske og faglige Standpunkt.
Hvis vi ærligt og oprigtigt tror, at det er bedst for Sygeplejersker hele deres Liv igennem at staa under Kommando af en Orden eller under en Sygeplejeskoles Ledelse, saa vil vi anse dem for „de rette Mennesker”, som arbejder i den Retning. Men hvis vi derimod tror, at der ikke er mere Grund til at Sygeplejersker paa den Maade skal være bundne og ledede, end til at Lægen altid skulde staa under Ledelse af deres Fakultet; hvis vi mener, at de hellere skulde have den bedst mulige Undervisning og saa staa trofast sammen til deres Sags bedste Fremme, hjælpe hverandre med at udarbejde yderligere Planer om deres videre Udvikling og Verdenserfaring; lære at gaa frem i utallige Retninger til Gavn for Samfundet, - saa vil vi tænke, at det er „de rette Mennesker”, hvis Meninger stemmer overens med vore og som ansporer os yderligere.
I England har man frit Valg, thi der findes begge Slags, og det er der Uenigheden ligger, der er Stridspunktet i de engelske Sygeplejeforhold. „The Matrons Council” tror paa de Ting og lærer de Ting, som amerikanske Plejersker tror paa og lærer. Det kæmper for al rydde Grunden omkring Forstanderinden eller den ledende Plejerske; det ønsker, at hun skal herske med fuld Ret og fuld Autoritet indenfor sine egne Enemærker; at hun - og ikke en eller anden Mand - skal lede Sygeplejerskerne og hævde Disciplinen imellem dem, - og man maa vel huske, at dette Princip har Florence Nightingale selv slaaet fast i sine klassiske Noter om Hospitalers Ledelse. „The Matrons Council” kæmper for Afskaffelsen af Privatpleje af ikke fuldt uddannede Plejersker, den Uskik, som amerikanske Forstanderinder har kæmpet mere imod end mod nogen anden, og som nu forsvinder skyndsomst i Amerika. Det kæmper endvidere for Afskaffelsen af det, som vi kan betegne som en Udnytten af Plejerskerne, nemlig det System, som lader de eksaminerede Plejersker udføre Privatpleje under Kontrol af Hospitalet, som tager Indtægten og giver dem en fast Løn. Lad os atter her drage os til Minde, at den rent financielle Side af Sagen langtfra er den værste, at den snarere absolut er af mindst Vigtighed. Plejerskerne faar god Løn, og ligesom de tyske Søstre behøver de ikke at bekymre sig for den Dag imorgen.
Den væsentligste Anke herimod, den virkelige Uret, som gode, kærlige Venner og Direktører øver mod disse Kvinder, det er det, at de forhindrer dem i at udvikle sig; det er dem forment at leve deres eget Liv; man tilsteder dem ikke den sødeste af alle Nydelser, deri Nydelse frit og utvungent at give sig hen til det Arbejde, man selv har valgt. Deres gode og samvittighedsfulde Forstandere ligner de gammeldags Fædre, vi alle kender, hvis ømt og kærligt opfostrede Døtre aldrig kan raade over en Skilling, og som maa bede om Tilladelse, hver gang de vil gaa ud. Som en naturlig Følge af dette System har vi saa Pensionsfondet.
Det engelske Pensionsfond ligner slet ikke det tyske Pensionssystem. Det er ikke i Besiddelse af den Værdighed, som det giver at sortere under Regeringen, det hviler snarere paa Barmhjertighedens Grundlag. Dets Stiftere holder ikke af, at man kalder det Godgørenhed, da de ved, at Godgørenhed er en upopulær Dyd. De erklærer, at det ikke er mere Godgørenhed, end et hvilket som helst understøttet Universitet eller offentligt Bibliotek; men dette Ræsonnement holder ikke Stik; thi et understøttet Universitet er ikke beregnet paa en enkelt Klasse, men paa hele Folket.
Pensionsfondet gaar ud fra, at Sygeplejersker er nogle stakkels Skind, og at de altid maa blive ved at være det! at de ikke forstaar sig paa at passe paa deres Penge, og at de aldrig vil lære det. De Indskud, der forlanges af Sygeplejerskerne, forekommer os store, og Udbyttet kun lidt større end det tyske, hvis det overhovedet er større. Jeg kan ikke se nogen Fordel ved Pensionsfondet fremfor et godt Livsforsikringsselskab eller en Sparekasse. De Sygeplejersker, der melder sig ind i Pensionsfondet, bliver i højeste Grad patroniserede af de Kongelige, som under dem alt godt og indbyder dem til at spise Jordbær og giver dem et Mærke. Beretningerne om disse Festligheder i Pensionsfondets Organ faar en til at krympe sig; thi disse Sygeplejersker bliver ikke hædrede, fordi de er trofaste Medlemmer af et haardt og strængt arbejdende Søsterskab, men kun fordi de har meldt sig ind i Pensionsfondet. Dersom det virkeligt er saa fordelagtigt for Sygeplejerskerne at høre til Pensionsfondet, er der jo ingen Grund til at belønne dem, fordi de gør det. Skulde det ikke snarere være Meningen at gøre dem blinde for den Kendsgerning, at de bliver holdt i Afhængighed, og at deres Fortjeneste bliver taget fra dem?
Mange engelske Sygeplejersker er paa det rene hermed, og jeg hørte om kooperative Foreninger af Sygeplejersker i London i Smag med vore Plejerskeklubber hjemme, hvor Medlemmerne lejer et Hus, betaler Bestyrelsen et Honorar og saa beholder, hvad de tjener.
„The Matrons Council” kæmper for den eksaminerede Sygeplejerskes Organisation og Selvstyre og for, at hun skal kunne stige til forskellige indflydelsesrige og ansete Stillinger. Det ønsker, at se hende hjælpe med ved Ledelsen af de fremtidige Sygeplejerskers Uddannelse i Sygeplejeskolernes og Hospitalernes Direktioner. Det lukker sig ikke inde paa sin Ø. Det har Æresmedlemmer, der repræsenterer 8 Riger, og det følger alle Landes Sygeplejeudvikling med Interesse. Det er kosmopolitisk og det tror paa, at det er til Gavn, naar Sygeplejersker slutter sig til andre fremskridtsvenlige Kvinder, som arbejder for praktiske Reformer. Det har et Hundrede Medlemmer i England og de er alle Hospitalsforstanderinder i ansvarsfulde Stillinger. Naar man vil betænke alt dette, saa har den ovenomtalte Kritik ikke meget at sige. Tanker har vel større Betydning end Foreningens Størrelse, og Frihedsprincipet er mere værd end Medlemmernes Antal. Det følger af, hvad jeg har fortalt, at de engelske Sygeplejersker ikke er organiserede i Alumnæ Associations, som de amerikanske. Slige Foreninger synes at være ukendte iblandt dem. De har „St. Barnabas Guild” og nogle kooperative Selskaber; men vore Smaarepublikker, hvis Bestyrelse vælges ved almindelig Afstemning, dem er de ikke fortrolige med. Forstanderinderne er imidlertid i høj Grad interesserede i denne Udvikling, da de ved, at en Klasse af Arbejdere ikke kan bestaa ret længe som usammenhængende Smaadele. De maa enten styres af andre eller lære at styre sig selv.
Der er i England en Klasse af Sygeplejersker, som hverken tager Parti for den ene eller den anden af de to Hovedafdelinger i Sygeplejeverdenen. De holder sig nevtrale, de gaar deres egne Veje, gør deres Arbejde og holder ikke med nogen, - det er jævne, fortræffelige Kvinder. Men det forekommer mig dog, at de vilde handle ret, om de kom frem og tog Stilling til Sagen. Der er flere af dem, der vilde slutte sig til Fremskridtspartiet end til den konservative Side, og hvorfor skulde de nægte at yde deres moralske Støtte til de Meninger, som de har mest Sympati for?
