« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde Minna Canths Noveller.)
Fortsat)
Han stod endnu ved Baaden. Og jeg mærkede med en hemmelig Tilfredsstillelse, at han var urolig. Men Agnes raabte, at han skulde skynde sig tilbage. -
Den glade Stemning vendte ogsaa tilbage.
Jeg brød mig ikke om dem. Jeg vilde overtyde mig selv om, at Jeg ikke brød mig om dem, jeg vilde hjem til Børnene.
De var glade og ubekymrede. De vidste endnu intet om Livets Sorger.
Det sved i mit Hjerte. Jeres Far har sveget os; - Jer og mig. Han elsker en anden Kvinde mere end os. I er bleven faderløse ...
Mine Kræfter var udtømte. Jeg bad Pigen gaa ud med Børnene, saa jeg kunde hvile lidt i Fred.
Afmægtig af Sindsbevægelser faldt jeg virkelig i dyb Søvn og sov trygt en halv eller hel Time. -
Da jeg vaagnede vilde jeg til en Begyndelse ikke tro, at de sidste Oplevelser var sande. De forekom mig som en ond Drøm. Havde jeg virkelig nogen Grund til at være ængstelig? Han utro? Letsindigt forelsket i en fremmed Kvinde, som han kun havde set nogle faa Gange ? Han, han som var saa stadig og saa hæderlig? Umuligt, absolut umuligt. Jeg var saa helt ufornuftig. Jeg skammede mig for mig selv. Han skulde glemme sin Hustru og sine Børn? Forlade sit Hjem og følge en fremmed Kvinde? Kunde man tænke sig noget mere urimeligt? Jeg var atter mig selv. Det var mig modbydeligt at tænke paa min Vrede paa Udflugten, paa min vanvittige Sorg og mine Selvmordsplaner. Da Tanken standsede ved disse var jeg tilbøjelig til at tro paa en ond Aand, som usynlig lurer i vor Nærhed og afventer et gunstigt Øjeblik for at overrumple Sjælen og tage den i sin Vold.
Jeg ønskede at Antti snart maatte komme hjem. Det pinte mig, at jeg havde gjort mig skyldig i en Uret imod ham. Jeg længtes efter at vise ham, hvor jeg stolede paa ham og elskede ham.
Men han kom ikke. Jeg saa paa Uret. Der var gaaet fire Timer siden vi begyndte paa den Sejlads. Nu kunde han nok komme. Men de havde det sikkert godt, hvor de var, og hvorfor skulde jeg ikke unde dem det? Men Agnes Opfattelse af Ægteskabet: Tillade sin Mand at være utro! Og selv forlange denne Frihed! Naa ja, man skulde ikke lægge saa stor Vægt paa hendes Ord. Sikkert vilde hun ændre sine Anskuelser, om hun selv blev gift. Men hun burde dog alligevel ikke komme frem med saadanne Ting overfor gifte Mænd, det kunde have slette Følger. For Antti frygtede jeg ingenlunde.
Men det var alligevel mærkeligt, at han ikke følte sig frastødt af hendes simple Koketteri.
Naar jeg rigtig overvejede Sagen, var det dog ikke saa underligt, at jeg blev betænkelig. For deres Skyld behøvede jeg ikke at have Samvittighedsskrupler.
Han vilde aldrig tillade mig, at sætte min Fod paa en anden Mands Knæ. Og han vilde heller ikke taale, at jeg blev forelsket i en fremmed Herre og glemte min Mand, mens jeg koketterede med en anden.
Og hvilket Indtryk det gjorde paa ham? Han blev blot urolig, forvirret. En erfaren Verdensmand vilde i en saadan Situation have bevaret Anstanden og forblevet kold. ligegyldig. Min Mand var altfor ærlig, han faldt hovedkulds i Snaren. Hvor Agnes maatte gøre Nar ad ham i sit stille Sind! Og noget andet fortjente han forøvrigt heller ikke. Agnes havde jo forkyndt ham lige op i Ansigtet, at han skulde komme til at glemme alle sine faste Principper og blive et helt andet Menneske, tilmed her i vor lille By.
Hvad var det, jeg tænkte før? Ønskede jeg ham tilbage for at vise ham min Tillid og Kærlighed?
Unødvendigt. Han havde forglemt sig, været ligegyldig. Saa megen Stolthed og Selvbevidsthed turde dog vel en Hustru eje, at hun ikke skal vise sig taknemlig for sligt. Til slavisk Underkastelse behøvede man da ikke at fornedre sig.
Saaledes hvirvlede Tankerne rundt i min Hjerne, og en bitter Stemning truede atter med at faa Magt over mig. Jeg maatte rive mig løs fra den og besluttede at gaa ud til Børnene.
Jeg mødte et Bud med en Billet i Haanden. Jeg rev den op og læste:
- Vent mig ikke til Middagen. Vi er i Værtshuset i Parken. Kom med, om Du kan. Jeg haaber Dit Ildebefindende er ovre. -
Jeg krammede Papiret sammen i mine Hænder. Tilværelsen forekom mig uudholdelig.
(Fortsættes.)
