« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen og Børnene
I
I Tilslutning til mine Artikler om Forældre og Børn vil jeg gerne fremsætte nogle Bemærkninger, som i øvrigt refererer sig til, hvad Fru Nina Bang har skrevet i „Tilskueren” (Juli og August 1898) og Fru Johanne Meyer i „Kvinden og Samfundet” (Nr. 14 1898) om kooperative Hjem. Skarpt og klart fremstiller Fru Bang den evige Vanskelighed i Kvindesagen: at Barnefødsler og Barnepleje hindrer Kvindens Deltagelse i Erhvervslivet og omvendt. Men at denne Vanskelighed som de to Forfattere mener, skulde forsvinde, ved at man indrettede kooperative Husholdninger, ses mindre tydeligt. For det første vilde Løsningen jo kun gælde for Byerne. Hele Landbefolkningen er saa nogenlunde udelukket fra en saadan Sammenslutning af mange Hjem under et Tag - heldigvis for den maa man sige, især naar man tænker paa Børnene, der er saa meget lykkeligere paa Landet, netop fordi de der har Plads til at røre sig frit. Dernæst indfører de kooperative Husholdninger jo ikke noget nyt Princip, kun en ny Form - maaske den mest praktiske, ikke den mest tiltalende - for Masseproduktion, en videre Udvikling af, hvad vi allerede kender og benytter os af, som færdiglavet Mad og Klæder, som Vadske- og Bade-Anstalter og for Børnenes Vedkommende som Vuggestuer og Asyler, Børnehaver og Skoler.
At Livet med stigende Magt paatvinger os den Art Hjælp til vor Husførelse og Børneopdragelse, er sikkert nok. Selvejerekvipagerne bliver sjældnere, Omnibusserne rummeligere. Samfundet bliver, som Fru Meyer siger, omdannet til et Hjem for alle. Men dette Allemandshjem gør dog ikke det enkelte Hjem overflødigt. I England og Amerika, hvor Kooperationen drives mere end noget Sted, laver man netop nu en hel Forældrevidenskab, studerer Barnehygieine og Barnepsykologi, holder forældremøder, ja opretter endog Højskoler for Forældre.
Englænderne siger endnu: My house is my castle;*) og at der skulde være „højere til Loftet og videre til Væggene” i det store Fælleshjem end det lille Hus, hvor hver Mand har sin Gryde, sit Blomsterbed og sin Barnestue, er ikke let at forestille sig Man kan endda skænke de begejstrede Kooperister Gryden, nødigere Blomsterpletten og paa ingen Maade Barnestuen, selv om denne skal falde sammen med Familiens Dagligværelse Hvor mange slutter sig sammen, bliver der jo netop sat snevre Grænser for den enkelte. I et amerikansk „Babyslot” beundrede en fremmed Børnene, der laa saa artigt og stille paa Rad i deres Vugger; men Opsynsdamen bemærkede hertil tørt: „Ja de smaa Skind har jo heller ikke nogen at græde til.” Det er et billigt Forlangende, at et lille Barn skal kunne græde og le i sin egen Moders Arme, saa vel som drikke sin egen Moders Mælk, og at det skal være Moderen selv, der, som Pestalozzi siger, tager Barnet paa Skødet og viser det Verden.
Da Tyskeren Preyer vilde studere sit Barns Udvikling, fandt han det nødvendigt at beskæftige sig med det mindst tre Gange om Dagen i de første tre Aar. Moderen skal vel ikke gøre noget videnskabeligt Studium af sit Barn, men hun vilde dog, som en anden Barneforsker, Sully siger, være brav dum, dersom hun uden tvingende Nødvendighed afstod til en anden den Forret at iagttage Barnet i disse Aar, da hver Dag, ja næsten hver Time bringer et nyt Skridt fremad, et nyt Ord, en ny Sejr over Vanskeligheder, da hun evner at gøre sit Barn saa fuldt ud lykkeligt som aldrig senere, og da det ytrer sin Ejendommelighed i tusinde smaa Ting for den, der er om det tidligt og sildigt.
Jeg husker, at da jeg en Gang talte i en jysk Fabriksby om Kvinders Adgang til Erhverv, bragte en Arbejder mig i Forlegenhed - mere end jeg erindrer, nogen ellers har gjort i lignende Tilfælde - ved at spørge, om jeg dog ikke vidste, at netop alt det, Arbejderen stred og stræbte efter, var at tjene saa meget, saa Konen kunde blive ved Hjemmet. Saadan er det dog vist endnu, og saadan vil det vist ogsaa blive ved at være, selv om meget andet forandres i Hjemmet og i Samfundet. Naar Sulten staar for Døren, sætter Arbejdersken sit Barn paa Vuggestuen og gaar selv paa Fabriken; men saa snart Tiderne bliver bedre, tager hun Barnet hjem og gør sig selv nyttig inden Døre. Senere, naar Børnene er blevne større, naar hver af dem tager sin Del af Husarbejdet, og de ældre kan hjælpe med at opdrage de yngre, kan Moderen maaske igen udføre et Arbejde uden for Huset i det mindste den halve Dag. Paa denne Maade har Arbejdersken løst Vanskeligheden, og denne Løsning tænker jeg maa gælde for alle Livsstillinger.
*) Frit oversat: Jeg vil have Lov at lukke min Dør for fremmede.
