« Tilbage til søgeresultaterne
Amerikanske Forlovelser
„De vil vide, hvordan min Mand og jeg fandt hinanden,” sagde min unge transatlantiske Gæst, som aabenbart nød det at kunne lade Munden løbe paa Modersmaalet. „Det tog os hverken mer eller mindre end et Aar. Min Moder fandt, det var for kort et Bekendtskab at gifte sig paa; men Tiden har vist, at vi ikke tog fejl af hinanden. Før jeg kendte Mr. K., havde jeg i 2 Aar fulgtes med en anden ung Mand.” _ „Om jeg saa straks maatte give ham Løbepas? Ja, jeg vilde jo ikke have to at følges med paa een Gang; men det voldte mig rigtignok mange Kvaler. Mr. S. havde vist mig overmaade megen Opmærksomhed. Han var et rigtig flinkt Menneske i en god Stilling, der var ikke een af de andre Piger i mit Hold - 7 var vi, og ingen af os endnu gift - som ikke gerne havde taget ham. Han havde sikkert ogsaa gjort mangen en Hustru lykkelig; men ikke mig; dertil er jeg for ømtaalig. Vi var næppe sammen nogen Gang, uden at han stødte mig med et eller andet af, hvad han sagde. Saa er rigtignok Mr. K. mere fintfølende. Han bliver selv let stødt; men vi tager Hensyn til hinandens Følelser, og det gaar udmærket.
„Det var Mr. S. selv, som førte mig sammen med min Mand, nemlig i et af de Sammenskudsselskaber, de unge Mænd i vor lille By undertiden gør. Mr. K. blev straks indtagen i mig og spurgte mig endnu samme Aften, om han maatte komme og besøge mig. Jeg sagde ikke Ja, men heller ikke Nej. Han skrev da til mig, og jeg lod ham komme. Han maatte skrive endnu en Gang, før jeg gav ham Lov at gøre stadige Besøg; og først efter to Maaneders Forløb tillod jeg ham at komme og tilbringe en Søndag sammen med mig. Jeg vidste, at han saa vilde træffe sammen med Mr. S. Men jeg havde overtænkt Sagen og talt med min Moder om det. Som jeg sagde til hende, var jeg nu paa det rene med, at jeg ikke kunde gifte mig med S.; og han holdt blot andre unge Mænd borte fra mig; det var der dog ikke rigtig nogen Mening i.
„Han vidste, at Mr. K. vilde komme til mig den Dag; og det havde været finere af ham at blive borte. Men nej, han kom, aabenbart bestemt paa at drille det bedste, han kunde. Han talte ikke om andet end om, hvad vi havde haft sammen, og lod, som om han havde været langt mere fortrolig med mig, end Tilfældet var; sagtens tænkte han endnu, han kunde skræmme Mr. K. bort. Saaledes blev han ved, ogsaa efter at han vidste, jeg var forlovet med Mr. K. Som jeg siden har faaet at vide, sammensvor han sig endogsaa med en anden for at forstyrre Forholdet. De lagde ligefrem Fælder for mig paa de Dage, da Mr. K. skulde komme. En Gang havde de indbudt til et Selskab og faaet mine bedste Venner til at love at komme. S. tiggede mig om at gaa der med ham.
For Spøg og for at slippe for hans Plagerier lod jeg, som om jeg gik ind paa det. Men til Slut sagde jeg dog bestemt Nej. Dette lod han, som om han ikke forstod. Han passede paa Toget, som Mr. K. skulde komme med. Og lige som jeg ser Mr. K. komme op ad Gaden, hører jeg nogen ringe. „Hvem kan det være?” tænker jeg, „skulde Mr. K. have taget en Ven med?” - dette gjorde han undertiden, og jeg fik da altid fat paa en af Veninderne. Men det var S. i egen Person; og i samme Øjeblik, som Mr. K. traadte ind, sagde han med høj Røst: „Ja, Bess, her kommer jeg for efter Aftale at tage Dem med til Y.” Mr. K. blev rasende, hilste næppe paa mig, men for lige gennem Værelset ind til min Moder, som sad i Stuen bag ved. S. blev en hel Time; og jeg maatte bagefter have en Forklaring med Mr. K.
„S. vidste som sagt nok, at jeg var forlovet, men han troede ikke rigtig, det var Alvor. Han saa, at Mr. K. ikke ødslede saadan en Mængde Penge paa mig, som han selv plejede at gøre, og han indbildte sig, at han her havde en Overvægt. Hvad ham angik, da var det altid de sjældneste Blomster, naar han kom og besøgte mig, de dyreste Køretøjer, naar han hentede mig til en Tur, de fineste Pladser i Teatret, naar vi gik der sammen. Ja, han brugte saamænd sin store Løn op indtil sidste Skilling til slige Narrestreger.” - „Hvor jeg ved det fra! Jo, han kom en Gang til mig i det sorteste Humør; og da jeg gik ham paa Klingen, tilstod han mig, at hans Moder havde skrevet til ham om Penge - hun var for øvrigt en velhavende Kone, saa det var kun en øjeblikkelig Forlegenhed - men han havde ingen at sende hende og var fortvivlet derover. Imidlertid tog han fejl, naar han troede, at jeg beundrede hans Flothed, Tvert imod, jeg fandt, det var en daarlig Garanti for Fremtiden, jeg foretrak langt den mere beskedne Maade, hvorpaa Mr. K. optraadte over for mig.
„Naa, sluttelig kom Mr. S.s Moder til Byen; hun sagde til ham, at han skulde lade mig i Fred, og saa gjorde han det. Den Dag, jeg havde Bryllup, - og et glad Bryllup var det, maa De tro - gjorde hans Venner Gilde for at trøste ham. Det skulde de nu hellere ladet være, for det var Alvor med ham. Han havde sagt til en af mine Veninder, at naar jeg endelig vilde gifte mig, var han glad, det blev Mr. K., som han var overbevist om, vilde gøre mig lykkelig. Han rejste ikke længe efter fra Byen.
„Om jeg synes, de unge Piger har det bedre hos os end her i Landet? Det ved jeg ikke. Vi har intet, der med Hensyn til Hygge kan lignes ved de utvungne danske Familiesammenkomster. Paa den anden Side ved jeg ikke, hvorledes jeg skulde lært Mændene at kende, naar jeg ikke kunde have omgaaedes saa den ene, saa den anden af dem helt fortroligt. Mr. K. har en Ven, en Normand, som er indtagen i en af mine Veninder; jeg tror, de vil passe udmærket til hinanden. Men han er klodset og hun er baade undselig og stolt. Om det er, fordi han ikke forstaar at fri paa amerikansk og hun ikke at svare paa norsk, nok er det . . . .”
Vi blev afbrudt, da den lykkelige Ægtemand kom for paa dansk at bringe sin unge Frue i Sikkerhed hjem paa Hotellet.
