« Tilbage til søgeresultaterne
The Women’s Institute
I.
Blandt de Foretagender, som Deltagerne i den internationale Kvindekongres i Londen gjorde Bekendtskab med sidste Sommer, vakte „the Women’s Institute” mere end almindelig Interesse; en Skildring deraf tør derfor mulig gøre Regning paa at blive læst med Velvilje.
„The Women’s Institute” har lejet Lokaler i samme Hus som „the Grosvenor Crescent Club”, der har sit Navn efter den centralt og fashionabelt beliggende Gade, hvor den er installeret, tæt ved Hyde Park Corner.
Begge Institutioner benyttede Lejligheden til at øve Gæstfrihed mod Kongressens fremmede Deltagere: Klubben viste Præsidenten og Vicepræsidenten, Lady Aberdeen og Mrs. May Wright Sewall, den Opmærksomhed at anmode dem om at foreslaa 5 fremmede Damer til Æresmedlemmer under Kongrestiden, og Grundlæggeren af „the Women’s Institute”, Mrs. Wynford Philipps udstedte en stor Mængde Indbydelser til at tage Institutet i Øjesyn, og desuden havde hun indbudt en Del af os til Luncheon en Dag mellem Formiddags- og Eftermiddagsmøderne. Der overraktes os smaa gule Hæfter indeholdende Institutets første Aarsberetning, og de forskellige Grene af Virksomheden maatte vække Interesse saa hos en, saa hos en anden. Det modtoges derfor med almindeligt Bifald af de Delegerede, da Lady Aberdeen ved et af de sidste Møder kunde fremlægge en Skrivelse Fra Mrs. Wynford Philipps, hvori denne tilbød det internationale Kvinderaad Institutets Tjeneste som Centralbureau, og man besluttede foreløbig indtil næste Møde i Berlin i 1904 at anbefale at benytte „the Women’s Institute” som Oplysningsbureau, hvor det gælder almindelige Forhold vedrørende Kvinder i de forskellige Lande, medens alle Forhandlinger mellem de forskellige nationale Kvinderaad indbyrdes og mellem disse og det internationale Kvinderaad skulde føres direkte.
„The Women’s Institute” blev stiftet i 1897, og Ønsket var herved at skabe et Brændpunkt for Oplysning om kvindelig Virksomhed, at tilvejebringe et Sted, hvor Kvinder kunne mødes for at drøfte de Spørgsmaal, der ligger dem paa Hjerte, og høre om alt, hvad Kvinder virker for.
Derimod er det ikke Institutets Formaal at sætte nye Foretagender i Gang. Det søger tværtimod ved at udbrede Kendskab til dem, der bestaar, at forhindre, at nye Foretagender skal opstaa til Støtte for Formaal, som ældre Foreninger arbejder for. Hvis man ønsker at arbejde for en Sag, kan man ved Henvendelse til Institutet faa Oplysning om, hvorvidt andre har taget denne Sag op, og i bekræftende Fald blive sat i Forbindelse med dem.
„The Women’s Institute” søger at naa sit Formaal ved Hjælp af et Oplysningsbureau, ved Omdeling af Bøger og Pjecer, ved Møder og Foredrag og endelig ved at bringe dem, der arbejder paa de forskellige Virkefelter, i Berøring med hverandre ved Hjælp af hyppige selskabelige Sammenkomster i Institutets Lokaler. Ved disse Lejligheder fungerer Bestyrelsens Medlemmer som Værtinder.
De engelske Kvindesagsvenner klager - ligesom de danske! - over, at det er saa vanskeligt at faa Penge til at støtte Kvindeforetagender, naar de ikke er af rent filantropisk Natur. Saaledes gaar det ogsaa her: trods de store Fordele, Institutet byder, har det endnu ikke saa mange Medlemmer, at de aarlige Bidrag kan dække Udgifterne. Det er derfor et stort Held, at Stifterinden, Mrs. Wynford Philipps, har saavel Vilje som Midler til at paatage sig Ansvaret for ethvert Underskud, som foreløbig maatte opstaa ved Driften. Da det tillige synes, at Mrs. Wynford Philipps, foruden Penge og god Vilje ogsaa er i Besiddelse af Dygtighed til at lede det hele Foretagende, er der al Grund til at ønske hende fortsat Held med sit Arbejde.