« Tilbage til søgeresultaterne
Fabriksloven
Som det var at vente, har det i Rigsdagen forelagte Beskyttelsesforslag vakt Betænkeligheder blandt Kvinderne i vide Kredse. Ikke blot har Mødrene og deres smaa Børn Krav paa den største Opmærksomhed, naar Lovgivningsmagten nu truer med - uden Spor af Erstatning at ville fratage dem Arbejdets Indtægter, men tillige har de mange tusinde enlige arbejdende Kvinder, der selv maa erhverve sig deres Livsophold, Krav paa Samfundets, og da vel særlig paa deres Medsøstres store Interesse, naar man - ogsaa i Humanitetens Navn vil forringe deres i Forvejen alt andet end lyse Livsvilkaar ved at nedsætte deres Arbejdstid, og hvad dermed rimeligt følger: deres Arbejdsløn.
Det store Spørgsmaal drejer sig ikke nu om en 10 Timers Arbejdsdag - om den er for lang eller for kort for en Kvinde, men Hovedspørgsmaalet i Øjeblikket er dette: hvad bliver Konsekvenserne af en saadan Lov?
Det er ret mærkeligt at se Socialdemokratiets Stilling til dette Lovforslag. Partiet kæmper ellers med alle Vaaben mod Hjemmearbejdet, fordrer, at dette overalt, i alle Fag - skal forlægges til Arbejdspladserne: Fabrikker og Værksteder. Saa forelægges et Lovforslag om Indskrænkning i Kvinders Arbejdstid paa disse Arbejdspladser. Socialdemokratiet er klar over, at skærpede Fabriksbestemmelser vil medføre, at Arbejdsgivere i endnu højere Grad end hidtil vil benytte Hjemmearbejde, - men Socialdemokratiet gaar alligevel med og yder endog et saadant Forslag en varmere Tilslutning end noget andet Parti.
Ganske vist - man holder den Udvej aaben, at der skal indføres Kontrol med Hjemmearbejde. - Uden nærmere at komme ind paa, hvorledes denne vil kunne virke (sikkert skal det vise sig, at vore Arbejderkvinder vil være paa deres Post i deres egne Stuer - trods al Kontrol - naar det gælder Brød til dem og deres Børn - hvorledes kan f. Eks. nogen Magt hindre dem i at sy de l0 Timer og derefter rulle Cigarer i 5), saa kan vi dog forudsætte, at en saadan Kontrol virkelig kan gennemføres. Hvad saa? Ingen levende Sjæl inden for Socialdemokratiet vil tro, at det vil styrke deres Organisationer, - deres største og bedste Værn mod al Udbytning, om Arbejdspladserne bliver forlagt til Hjemmene. Ingen ved jo bedre end Partiet selv, hvor vanskeligt det er at faa Samling paa Hjemmearbejdere, specielt Kvinderne, og faa dem til at indse Sammenholdets Betydning.
Tænker vi os da blot et Par enkelte Fag som Cigarfabrikationen og delvis Tekstilindustrien - vel godt og vel saa mange Medlemmer til, som de samlede Organisationer for Syerske tæller, - vil da nogen tro, at disse Fagorganisationer vil spinde Silke ved „Kontrol med Hjemmearbejde”? Næppe.
Men er det da ikke en Inkonsekvens af det ellers saa kloge Socialdemokrati at give en saadan
Lovbestemmelse sin Tilslutning. Vil det ikke - frem for noget andet - svække dets egen Stilling at give Arbejdsgiverne forøget Lejlighed og lettere Adgang til Hjemmearbejde paa
Fabriksarbejdernes Bekostning?
Og vil det ikke igen blive en Konsekvens heraf, at ogsaa Hjemmearbejdere en skønne Dag kan erstattes med ny Fabriksarbejdere paa en eller anden snild Maade - til Eks. gennem fremmed Import: Polakkerne fra Lollands Roemarker? - naar de er blevne tilstrækkelig civiliserede dertil.
Ejendommeligt er det for øvrigt at det sidste Argument, Mændene gerne møder med, naar alle andre ikke har vist sig tilstrækkelig overbevisende, er dette: for Slægtens, for Samfundets Skyld - er det, at vi maa give saadanne Undtagelseslove. - (Som bekendt har Lovgivningsmagten forlængst skænket Kvinderne en anden Undtagelseslov, der, - i et vist Tilfælde meget viselig stempler Kvinden som en foragtelig Skabning, men frikender Manden).
Det er kun lidt kedeligt, at saadanne Undtagelseslove altid skal gaa ud over Kvinderne. Hvorfor ikke for en Gangs Skyld, prøve en saadan for Mændene. -
Vilde man derimod være saa henynsfuld mod Kvinderne at lade den flittige, dygtige Arbejderkvinde beholde sin Frihed til selv at afgøre, hvor meget hun vil arbejde, hvor meget hun kan, og hvor meget, hun behøver, for at opnaa dagligt Brød, da kunde det vel hænde, at en saadan Løsning paa „Beskyttelsen” sluttelig vilde tjene baade Slægten og Samfundet bedst.
