« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen og Børnene
II.
Man vil maaske indvende, at hvad en Arbejderske kan gøre, efter Behag slippe og genoptage sit Arbejde - en ren Haandfærdighed - det kan ikke den, hvis Arbejde fordrer en lang Fordannelse, stadig Øvelse og udelt Hengivelse som Kunst og Videnskab eller et stort praktisk Apparat som en Forretning, eller en vedholdende Paapassenhed som et Embede. Derfor finder Fædre som Dr. Kaarsberg det for dyrt at ofre det samme paa Piger som paa Drenge. Jeg kender en god gammel Kvindesagsven, der da hans to ældste Døtre havde forladt Lærerindevejen for at gifte sig forbød den tredje Datter at søge Statsunderstøttelse til sin Lærerindeeksamen. I Frankrig maa de Lærerinder, der gifter sig, inden de har tjent i ti Aar, betale Staten tilbage hvad deres Uddannelse har kostet den. Franske Familier løser nok ogsaa nu Vanskeligheden paa den Maade, at de forudbestemmer den ene Datter, hun som har Hoved, til Arbejde, og den anden, hende med Ydre, til Giftermaal. Den sidstes Jomfruelighed bliver da strengt bevogtet, mens den første faar Lov at kaste sig ud i Livets Tummel.
Laura Marholm vil, at alle de Kvinder, som ikke i den allertidligste Ungdom finder Havn i Ægteskabet, skal slaa sig sammen i et Søsterskab for som Læger, Lærerinder o. s. v. at tage sig af de forladte Børn.
Alt dette er dog Tvangsforholdsregler. Kvinder maa kunne uddanne sig, arbejde og leve, mens de er unge, gifte sig og blive Mødre tidligere eller senere, lige som det passer dem. At der maa gøres Ofre paa forskellige Kanter, kan vel ikke nægtes. Men hvem tør sige, at de er for dyre. Hvem tør paastaa, at ikke den Kvinde, som har anvendt sine Pigeaar til et alvorligt Studium, naar hun gifter sig, bliver netop saa meget mere værd for sit Hjem, at ikke den, som opgiver en Forretning eller et Embede for at leve et snevert, maaske tarveligt Familieliv, slutter sig med saa meget mere Inderlighed til dette. Til Udstillingen i Chikago havde man sendt en Række Billeder af de dejligste sunde og kraftige Børn, alle samlede fra unge universitetsdannede Mødre i England. Nogle af de bedste barnepsykologiske Studier skyldes Kvinder, som fra deres Studieaar har medbragt Vane til metodisk Iagttagelse og Tænkning. Det er dog heller ikke uden Eksempel, at Mennesker efter Aars Afbrydelse kan genoptage et Arbejde og ved almindelig Modenhed erstatte den manglende faglige Øvelse; og det er mærkeligt nok med Kvinder, mens de i det ydre ældes tidligere end Mænd, synes de at bevare Aandsfriskheden længere. Jeg kender fra Amerika Eksempler paa, at Mødre har taget et Universitetsstudie op sammen med en voksen Søn; og man kunde nævne en Række Kvinder
f. Eks. med Fru Gyllemburg i Spidsen - som har udført aandelige Bedrifter i en Alder, da man skulde tro, at Livet var endt for dem.
Man hører undertiden Mødre sige, at de voksne Børn volder mere Bryderi end de smaa. Men mon her ikke skulde være en Fejl at afhjælpe i Nutidens Opdragelse? Det er godt nok, at man ikke som i gamle Dage giver Drengen et Embede og Pigen en Mand i 15-16 Aars Alderen; netop de halvvoksne Børn trænger vel allermest til Forældrenes Omgang og Opmærksomhed. Sundt er det dog - det lærer man blandt andet i Amerika - at Børnene lidt efter lidt ligefrem nødes til at staa paa egne Ben, have egne Pligter og eget Ansvar i Stedet for helt op i Tyverne at have al Moderens Energi og Interesse kredsende om sig. Alt for let slaar deres egne Interesser ind paa samme Bane, og den Selvhjulpethed og beskedne Pligtopfyldelse, som udmærkede den ældre Slægt, fremmes ikke derved. Man maa ogsaa indrømme Fru Bang, at der ikke er højt til Loftet og vidt til Væggene, hvor Familieegoismen breder sig.
Der maa være Plads for Personligheden. Der er de Kvinder, som kan være meget for de store Børn, men ikke dur til at passe de smaa og derfor hellere maa tage fremmed Hjælp til disse. Der er andre, hvis Arbejdsevne ligefrem fordobles ved huslig Lykke. Der er jo ogsaa Forskel paa Arbejde; nogle Kvinder vil kunne fortsætte deres Arbejde til Trods for Ægteskabet, andre vil kunne genoptage det. For dem, der ikke kan nogen af Delene, har Samfundet Opgaver nok i frivilligt Arbejde, hvor baade Fagdueligheden og den almene kvindelige Udvikling kan gøre sig gældende. Samfundet trænger til Moderlighed, som Strindberg sagde i de Dage, da han var Kvindesagsven. Men lige saa lidt som Barnet kan nøjes med den Brøkdel, det kan faa i en Fællesbarnestue, lige saa lidt tilfredsstilles Kvinden alene af den upersonlige Moderlighed, hun kan øve over for Samfundet, eller - over for sine egne Børn - af hvad hun kan give dem i sine Fristunder. Det aandelige Frigørelsesarbejde i vore Dage gaar jo dog ud paa at skaffe de naturlige Instinkter større Raaderum.
Skulde Kvindefrigørelsen da føre med sig, at Moderinstinktet blev begrænset til Fordel for Forretningsdygtigheden eller forflygtiget i Almenmoderlighed! Dersom det undertiden kan se ud, som om selve Kvindebevægelsen munder ud i slig Unatur, da er det sikkert kun, fordi Frigørelsen endnu kun er halv, og Kvinderne derfor endnu ikke har faaet Evne og Magt til at kundgøre deres inderste Væsen.
