« Tilbage til søgeresultaterne

Agnes

Af: Minna Canth

« Se emneord

(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde

Minna Canths Noveller.)

Fortsat.)

Med Længsel og Savn, med Haab om Ømhed betragtede jeg den lukkede Dør. Jeg rakte mine knyttede Hæn­der imod den og raabte: Antti kom! - og brast i Graad.

Men Døren vedblev at være luk­ket. Dens gule Træ blev ikke rørt af min Graad, og dens Messinglaas brød sig ikke om mine Klager.

Jeg aabnede sagte Døren. Stuen var tom. Jeg listede mig paa Taaspidserne over Gulvet til hans Kam­merdør. Jeg lyttede.

Ingen Lyd. Sov han virkelig? Sov han roligt, mens jeg fortæredes af en brændende Kval. Sov han, skønt han vidste, at vort Forhold var brudt, at vi for al Tid var skilte?

Jeg kunde ikke fatte, at noget saadant kunde være muligt, men da jeg havde staaet der en Stund forekom det mig dog naturligt. Da han ikke brød sig om mig, sørgede han heller ikke over, at vi var skilte. Og Sam­vittigheden sov, og Minderne var bleg­nede. Ny Følelser, ny Interesser havde jaget dem paa Flugt.

Om jeg kunde blive ligesaa kold og ligegyldig mod ham! Men jeg kunde ikke. I dette Øjeblik elskede jeg ham varmere end nogen Sinde før, elskede ham med Smerte og Sorg og med en Haabløshed, som gjorde mig utilgænge­lig for noget andet i Verden.

Endnu en Gang lagde jeg mit Øre til Døren. Jeg syntes, at nogen rørte sig. Kanske vaagnede han og var bedrøvet ligesom jeg. Om jeg aabnede Døren, - nej det var umuligt, det vovede jeg ikke. Jeg dirrede af Sinds­bevægelse. Jeg gik sagte derfra, ka­stede mig paa Sofaen og græd.

Da jeg den følgende Morgen vaag­nede, vilde jeg atter ikke tro, at alt dette var sandt.

Gode Gud var det virkelig sandt!

Pludselig stod hele min Opførsel i Gaar klar for mig, alle mine dumme, uforstandige Ord. Jeg kunde ikke fatte, hvorledes alt dette var kommet, hvad der havde bragt mig saaledes fra Sans og Samling.

Om jeg nu talte med ham, kunde jeg skildre ham hele min Sjælstilstand i Gaar og vort Forhold vilde sikkert blive godt igen. Jeg gik ind i hans Kammer, men han var der ikke. Han var for længe siden gaaet ud - sagde Pigen.

Der var ikke andet for end at vente.

Han kom til Frokosten. Spisestuen var et neutralt Omraade, der kunde vi bedst mødes. Han hilste kort god Morgen, kastede et Sideblik paa os og satte sig til Bords.

Kun Knivenes og Gaflernes Lyd hørtes, thi ogsaa Børnene spiste saa hastigt, for at stille den første Sult, at de ikke sagde et Ord.

Hvor gerne vilde jeg vide, hvad han egentlig tænkte, og hvad han vilde gøre. Men jeg undgik at se paa ham. Jeg kunde ikke nærme mig ham med et Blik, et Ord, en Anmodning. Jeg kunde ikke formaa mig selv til at række ham de Retter, der stod i min Nærhed, da han ikke rakte mig dem der stod ham nærmest. Stoltheden gjorde vort Sind haardere og udvidede Kløften imellem os.

Spisestuen forekom mig tom, da han gik bort. Havde jeg ikke ønsket og ventet, at han skulde sige noget eller at der tilfældigvis skulde blive Anledning til at ytre et Ord. Men han sluttede sit Maaltid før os, Stolen skrabede i Gulvet, og Døren slog haardt i efter ham. En Stund efter gik han atter ud i Byen.

Mit Sind blev mørkere. Dette var dog altfor sørgeligt.

Han gik i Byen, gik til sit Ar­bejde og brød sig ikke om, at For­holdet imellem os var brudt!

Eller, hvad vidste jeg? Kanske foretog han atter en Udflugt med Agnes?

Kanske fortalte han hende nu alt det fra i Aftes, og kanske lo de, - gjorde Nar ad mig.

Mit Had fra i Gaar begyndte atter at syde i mig. Jeg maatte have Tag i dem, jeg maatte. -

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg gjorde. Jeg tog blot min Hat, Para­sol og Handsker og gik ad Gæstgivergaarden til.

Maaske var hun ikke hjemme, men maaske vidste man, hvor hun var gaaet hen, og i hvis Selskab hun var.

(Fortsættes.)

« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner