« Tilbage til søgeresultaterne
„Social-Demokratens” N B
N. B.s Artikel fremkom, efter at vort Blad allerede var sat. Vi kunde derfor kun med nogle Bemærkninger imødegaa det mod os rettede Angreb, men er nu parate til at tage det under nærmere Behandling. Man kan være uenig i mange Ting, man kan strides om Meninger, men man gør sikkert Sagen en Tjeneste ved at tage Afstand fra den Taktik, N. B. her har valgt.
Man skal i Sandhed være enten meget overfladisk eller ogsaa med Hud og Haar bunden af Partihensyn, for af vore Artikler „Beskyttelse eller ikke” at kunne faa frem de Udtydninger og Konsekvenser, der er mærkede med N. B.s kendte Signatur. Vi antager, at det er Partihensynet, der her har været paa Spil, thi vi kan kende denne illoyale Kampmaade, der gaar ud paa at fordreje Modstanderens Mening - ja, ogsaa flere af disse Gengangerfraser, der allerede saa mange Gange har været i Ilden og dog stadig maa staa til Tjeneste.
Vi kan ikke paa Grund af personlige Erfaringer - hvilket N. B. tydeligt ser sig i Stand til - sige, hvad Arbejderkvinden magter og hvad hun ikke formaar. Og netop derfor har vi indskrænket os til kun at være den advarende Stemme.
Vi har - for at rekapitulere, hvad N. B. synes at have overset - paavist, hvilke Grunde man i de store Industrilande fremfører imod særlige Beskyttelseslove for Kvinden; vi har paavist, hvor indviklet „Spørgsmaalet bliver, fordi Kvinden ikke blot er et selvbestemmende Individ og selvfortjenende Medlem af Samfundet.” men ogsaa „Slægtens Moder”, og at hendes Rettigheder og Skyldigheder herved maa komme i stærk Kollision; vi har opfordret Lovgivningsmagten til, inden den skrider ind, at adspørge Kvinden, om hun vil modtage en Beskyttelse, hun ikke har forlangt, og hvis Følger hun ikke nu kan overskue, og vi har tillige paavist, hvilke Skæbnesvangre Tendenser Lovgivningen paa dette Omraade røber i Udlandet. Vi har herved fremhævet, at et System, der driver Kvinderne fra Fabrikkerne til Hjemmearbejdet, og nu vil sætte ogsaa dette under offentlig Kontrol, har al Udsigt til at blive truende for Kvindens Erhvervsliv.
Yderligere - og med Erfaring om, hvor vanskeligt det er at samle og organisere Kvinderne - har vi dristet os til at advare vore Medsøstre imod at modtage Lovens Beskyttelse, hvis den ikke paa samme Tid yder Vederlag for den paatvungne Arbejdsløshed.
Vi opfordrer enhver uhildet og sandhedskærlig Lærerinde til at afgøre, hvor vidt dette er at - som
N. B. saa smagfuldt udtrykker sig - „prædike, hvad Lasalle kaldte ,,den forbandede Nøjsomhed”,” eller om man deraf med nogen Ret kan drage de Konsekvenser, at den Frihed, vi prædiker for Arbejderkvinden, kun er en Frihed til at lade sig udbytte.
Over for en slig Fremgangsmaade bliver man let tilbøjelig til at tro, at Militarismen er paa Vej til at dukke op inden for vort socialdemokratiske Partis Rækker. Parolen lyder, der maa lystres. Modstanderen skal skamhugges med Ord, enten hans Hensigter fortjener det eller ikke. Men den Slags Vaaben giver let et Slag i Luften.
Med Hensyn til „den berømte Uge”, saa er vi fuldstændig enige med N. B. - den „burde sikkert aldrig have forladt Privatlivets Fred”. Et Lovforslag bør ikke fremkomme i den Form, at det med lidt god Vilje kan gøres latterligt.
Til sidst kun et Ord. Hvis Kvindens frigjorte Kræfter skal opbruges i Klassekampens Bitterhed og udnyttes til at uddybe den allerede altfor store Kløft i Samfundet, da vilde det være bedre, hvis den store Bevægelse aldrig var rejst. Thi i Hadets Spor gror kun bitre Urter, og bitrest af alle er den, der hedder - Klassehad.
