« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
En samtale.
„Mor,” sagde min lille Dreng, idet han kom fra Skole, „Gerard faar en Krone i Karakterpenge.”
„Saa-aa,” svarede jeg, „faar han det. Og nu vilde du vel gerne have, at Mor gav dig det samme?”
Drengen saa paa mig med et Blik, der sagde: „Det vilde jeg jo nok, hvis jeg blot vidste, hvad du selv mener.”
„Nej,” sagde jeg. „Mor belønner ingen Fremskridt paa Skolen. Da skulde jeg lige saa godt belønne dig for, at du kan sætte en Snes Stykker Smørrebrød til Livs. Thi at lære er lige saa godt en Forret som hver Dag at kunne spise sig mæt.”
„Mor, hvad er en Forret?”
„Det er en Ret, der tilkommer enhver, men som enhver dog ikke er i Besiddelse af. Ethvert Menneske fødes med en Mave, der forlanger Mad, og der er ogsaa Mad nok i Verden til alle Maver. Men som det nu er, har somme for meget, andre for lidt at spise. At kunne spise sig mæt hver Dag, er altsaa bleven til en Forret, du ser, min Dreng, at en Forret paa en vis Maade altsaa er en Uret.”
„Ja, Mor,” sagde Barnet helt alvorlig.
„Og saaledes er det ogsaa med at lære. Alle Mennesker fødes med Hjerner, der kan tænke og vil Vide. Men ikke alle Børn kan komme til at lære saa meget, de behøver. Ikke alle kan, som du, faa smukke og morsomme Bøger til sin Fornøjelse. Du ser da, at ogsaa dette at lære, der er en Ret for alle, er bleven til en Forret for enkelte. Og Mor synes nu, at den Forret er saa stor, at hun aldrig vilde tænke paa at belønne dig, naar du klarer dig godt i Skolen. Men sig mig, min Dreng, hvorfor er det nødvendigt at lære noget?”
„Jo, Mor, for da bliver man artig.”
„Det er rigtigt. De Børn, der har lært at forstaa en hel Del, har meget lettere ved at blive gode Mennesker end de Stakler, der gaar for Lud og koldt Vand. Du ser altsaa, at der ikke vilde være nogen Mening i at belønne dig for, at du gør Brug af en Forret. . . . Men ved du nu, hvad vi egentlig skal gøre med vore Forrettigheder?” „Nej, Mor.”
”Vi kan ikke gøre for, at vi har saadanne. Det er ikke din Skyld, at du hver Dag kan spise saa meget, du har Lyst, eller paa Skolen kan faa saa meget at lære, som du har Lyst. Men den Forret at kunne lære, maa du især bruge godt. Jo mere Nytte, du har af den, jo mere Glæde kan maaske andre faa af den en Gang. Tænk dig nu, at alle Børn paa Skolen brugte den Forret til at blive forstandige og gode . . . Maaske fandt man da en Gang et Middel, saa at alle smaa Børn kunde komme til at spise sig mætte, faa smukke Bøger og lære alt, hvad de har Lyst til. Vilde det ikke være heldigt?” „Jo, lille Mor.”
„Og synes du nu ikke, at det er rigtigt, at jeg lader være at give dig Karakterpenge?”
„Jo-o, Mor,” han slog sine smaa Arme om min Hals.
(Efter et hollandsk Blad „de Vrouw”.)
