« Tilbage til søgeresultaterne
Den litterære Strid
Pastor Schack holdt i Tirsdags i Koncertpalæet sit første af 5 bebudede foredrag om ovenstaaende Emne med ærligt Henblik paa „Digtekunsten og Idealerne.”
„Digterens Gerning maa være et Arbejde i Folkets Tjeneste. Kunsten maa være til for Folkets Skyld - ikke omvendt. Henrik Ibsen har i sin Tid sat sin Digtning den Opgave, at „vække det norske Folk og faa det til at tænke stort”.
Digteren drives af en indre Trang il at give igen, hvad han har set, og det hænger sammen med Kunstens Natur, at han har en dyb Trang til Forstaaelse. Men er Digtekunsten uden idealer, da er den i det væsentlige forfejlet.
Menneskeslægtens Gang gennem Verden har været en Gang mod Idealerne. - Et Folk der har mistet sine Idealer er ikke i Fremgang.
Og naar Digtekunsten mister sine Idealer, naar de opbyggende Kræfter: Livet er borte, naar de legemlige Livs kræfter mister deres Spænding, saa faar de nedbrydende Kræfter frit Spil og Opløsningstilstanden indtræder.
Men Digtekunsten skulde dog vel tjene Livet, - vise os Brydningerne mellem de opbyggende og nedbrydende Magter. Er Digtekunsten blottet for Idealer kommer Digterne i et Folk til at fremme dettes Opløsning. Et Folk maa rejse sig mod en saadan Digtekunst.
Nu ved vi jo, at Digtere i vore Dage mener: hvad kommer det os ved hvad Virkning Digtekunsten har - Livet giver Stof til vor Kunst - det er os nok. En aristokratisk Tankegang den, at naar blot Digterne faar Stof, saa er det godt; en Tankegang, der baade er raa og brutal.
Vor hjemlige Digtekunst har hentet sine Forbilleder fra Frankrig.
Det er et Vidnesbyrd om det franske Folks Degeneration, at der intet Raab har lydt mod en Digtning, som uden Gnist af Hjerte og uden Gnist af Aand kun skildrer Opløsningen.
For at tage et Ekspl. her hjemme fra kan nævnes Amalie Skrams: ”Afkom”, en af de dygtigst skrevne Bøger fra den senere Tid. Ogsaa her skildres Opløsningen, men en saadan Bog, læst af unge Mennesker - og Skønlitteraturen læses af Ungdommen - styrker ikke de gode og ædle Egenskaber i deres Liv, styrker ikke deres Modstandskraft.
- Er Drachmann da ikke Idealist. Jo. Han har et Ideal. Det er Kraftkarlens: Rusens og den elskovssyge, Kraftkarl. Men dette Ideal tilhører Fortiden, er uheldigt for en Digter og passer meget daarligt til vor Tid. Det er den fødte Egoist, der altid siger jeg, jeg, jeg. Dette individuelle Kraftkarleideal er berettiget som et Overgangsstadium. Som Mand tager Mandigheden andre Former. – Drachmanns Udvikling er forsumpet, han er bleven staaende, har ikke regnet det for Umagen værd at udvikle sig til Mand. Følgen af den aandelige Forsumpning, er den, at det uægte, det forlorne er kommen mere og mere frem i hans senere Digtning.
Det virkelige Ideal viser sig deri, at vi - ved at følge det - kommer nærmere hen imod at blive det sande Menneske.”
