« Tilbage til søgeresultaterne
Gymnastikopvisning
„Københavns kvindelige Gymnastikforening” indbød forrige Mandag til en Opvisning i Enghavevejens Skole af samtlige Aftenhold, - bestaaende af ubemidlede, arbejdende Kvinder.
For et saa lille Vederlag som 25 Øre om Maaneden giver denne Gymnastikforening Syersker, Fabriksarbejdersker, Ekspeditricer o. s. fr. 2 Afteners opfriskende Motion om Ugen - og det er meget glædeligt at Tilbudet bliver modtaget af et Aar for Aar stigende Antal unge Piger - et
Vidnesbyrd om, at disse ingenlunde savner Betingelser for selv at vælge de Adspredelser, der har virkelig Værdi.
Første Aar begyndte man med 3 Hold, andet Aar blev det til 4 og i Aar er over 200 unge Piger inddelte i 5 Hold.
Disse gav da forleden en lille Prøve paa, hvad nogle faa Aftentimer kan give i Retning af Herredømme over sit eget Legeme - gennem Gymnastik.
Der er vel ingen særlig Anledning til at fremhæve den ene Øvelse fremfor den anden - men skal det, endelig gøres, saa viser Elevernes Evne til at gaa „til Tops” i Klatretovene, samt Armgange i Bommene, en Udvikling af Armkræfter, som i Betragtning af de faa Timer, der er anvendt til Øvelse - vel nærmest maa kaldes forbløffende. - At de forberedende Øvelser i det Lingske System altid tager sig godt ud, er velbekendt; her blev ligeledes Mellemspringene udført smukt.
Under Frk. Præstgaards Ledelse fremførtes til Slut et Elitehold af ældre Elever. Som Afslutning samledes alle 5 Hold i en taktfast Marsch, og vi kom til at tænke paa, at kunne Kvinderne i alle Livets Forhold komme ind paa samme taktfaste Marsch - saa gik det nok ogsaa fremad.
Endnu maa bemærkes, at Lederne af disse Aftenhold udfører deres Gærning uden Vederlag - et opofrende Arbejde for deres ubemidlede Medsøstre, som fortjener den største Anerkendelse.
Paa - snart sagt - alle Omraader viser Kvinderne deres gode Vilje til at bygge op i det Samfund, de tilhører, - og dog er man saa uhyre bange for at give dem en lille Stemme i dette Samfunds Anliggender.