« Tilbage til søgeresultaterne
Forfatterinden Henriette Nielsen
II.
I 1843 kom Henriette Nielsen da til København, hvor hun kom i Huset hos en Enkefrue og fik et lille, smalt, mørkt ægte københavnsk Værelse; her skulde da Vesterhavsbarnet rigtig begynde at arbejde. Hun fik Undervisning af Hertz, der synes at have haft særlig Godhed for sin unge, friske og talentfulde Elev. Hun modtog Undervisningen hos ham, da hendes eget Værelse var saa lille og mørkt, at hun følte sig trykket der. Hun sad ved sin Pult, han ved sin. Hun havde lige fra sin Ungdom den Ejendommelighed (jeg vilde kalde det en Svaghed, hvis hun ikke havde været saa frisk og sund), at hun undertiden ganske pludselig faldt i en tryg Søvn, en Ejendommelighed, hun bevarede hele Livet igennem, og som ofte vakte Forargelse. En Dag var hun saaledes falden i Søvn ved sin Pult; da hun vaagnede, laa Hertz’s nydelige lille Digt:
„Læg dig kun ned, og sov kun trygt,
„Som Nattevagt jeg sidder,”
foran hende paa Pulten, skrevet til hende i samme Øjeblik.
Hun fik først paa det Kongelige Teater opført et lille Stykke „Avertissementet”, senere 1849 „Slægtningene”. I begge disse Stykker havde Phister en stor Rolle og satte megen Pris paa det unge Talent, endnu vidste man ikke, hvem Forfatteren var. Phister har selv sagt til den, der skriver disse Linier, „vi ventede os meget af Forfatteren til „Slægtningene”, men - Fruen skrev jo selv den Gang, saa maatte ingen anden komme frem, mindst en Dame.” Den unge Forfatterinde, der var optraadt med Held paa jyske Scener, havde selv Lyst til at spille „Ellen”,
Hun henvendte sig til Fru Nielsen, som prøvede hende og sagde, at hun godt kunde spille Rollen, til hvilken hendes hele Personlighed, lidt jydske Mundart og kønne lille Sangstemme passede godt, dog sagde Fru Nielsen, at vilde Fru Heiberg spille Ellen, var Stykkets Succes sikker.
Dette var alt, hvad der gav enkelte baade Hovedstads- og Provinsblade Anledning til at omtale Henriette Nielsens Forsøg paa at komme til Teatret.
Fruen havde ikke synderlig Lyst til at spille i dette Begynderarbejde, men lovede dog at overtage Rollen, og enhver ved, hvor stor Lykke „Slægtningene” gjorde; det spilledes 80 Gange paa det Kongelige Teater, utallige Gange paa Sekondteatrene og i Provinserne, er udkommet i 5 Oplag og er oversat og opført i England.
Det var imidlertid sivet ud, hvem der var Forfatter, og dermed begyndte Vanskelighederne.
Henriette Nielsen havde imidlertid skrevet tre Noveller: „Ønsket”, „Balkavaleren” og „To Episoder af mit Ungdomsliv”, som alle fandt venlig Modtagelse. Hun havde ved Chr. 8.’s Død mistet sin Understøttelse, hvad hun dog ikke mærkede meget til, da hun var kommen i Huset hos Oberstløjtnant Plessens. De antog hende som Datter, og hun havde et kærligt Hjem hos dem, og var efter Oberstløjtnant Plessens Død den ømmeste Datter for hans kloge og elskværdige Enke, en Datter af den bekendte Præst, karakt. Biskop Gutfeld. Hun havde nu faaet Friplads i det Kongelige Teater og havde den hele sit Liv to Gange ugentlig. Sine Aftener der og sine Besøg i Kvindelig
Læseforening var ogsaa det, hun mest savnede i de mange Aar, da Sygdom og Lammelse fængslede hende til Værelset.
Goldschmidt anerkendte ogsaa Henriette Nielsens friske og originale Talent, han optog i „Nord og Syd” hendes to nydelige Smaafortællinger: „Dorthe” og „Et Barns Erindring om et Marked” samt Digtet: „Varsel”.
Hun havde nu skrevet og indleveret et to Akts Stykke: „Moden og Mennesket”, og satte efter Konferentsraad Collins Raad sit Navn under.
Hun følte selv, at hun nu var langt mere udviklet, at hun havde lært meget og at Stykket stod over „Slægtningene”. Stor var derfor hendes Forundring, da Heiberg erklærede det for ubrugeligt. Paa hendes Spørgsmaal, hvad der vel var i Vejen, og hvorfor det ikke kunde bruges, viste Heiberg paa Titelbladet og erklærede, at en Dames Navn som Forfatter allerede umuliggjorde Stykket.
Skønt modstræbende, erklærede hun sig villig til at fjerne Navnet, men det var ikke nok. Stykket trængte til en Tillæmpning for Scenen, denne Tillæmpning kunde kun en Herre give det, en Forfatter, som hun havde Tillid til, det var det klogeste, at hun arrangerede sig som de unge Forfattere i Frankrig, der overlod deres Arbejder til f. Eks. Scribe; hans Navn garanterede jo for Stykkets Held o. s. v. Aldeles forfærdet ved Tanken om at skulle overgive „sit Barn” til fremmede, udbad Henriette Nielsen sig Betænkningstid. - Hun overvejede nu Sandsynligheden af, at hun selv skulde kunne give sit Stykke den ønskede Tillæmpning, skønt hun ikke kunde indse dens Nødvendighed - hun grundede og grundede og kom til det Resultat, at hun ikke vilde ofre „sit Barn”. Hun kæmpede altid for en eller anden Idé; det vilde man maaske ikke synes om, maaske vilde man fjerne det, hun selv ansaa for det bedste. Desuden talte man om, at Heiberg vilde gaa af, saa kom der vel bedre Tider for hende.
Men dette førte til et ulægeligt Brud med det Heibergske Hus, Hertz trak sig ligeledes tilbage. Dette har hun selv fortalt saaledes.
Hertz gav hende selv en Dag sin Bog „Stemninger og Tilstande” og bad hende sige sin Mening om den. Paa sin ofte lidt kejtede og ærlige Maade sagde hun, „jeg synes ikke om den, det er unaturligt, at en ung Pige forelsker sig i en ældre Mand,” „men,” tilføjede hun, da hun fortalte mig dette, meget naivt, „er det ikke underligt, han blev saa vred, at han aldrig glemte mig det, han var aldrig mere den „gamle” Hertz.
For her at fuldende Listen over hendes Genvordigheder skal jeg tilføje, at hun ogsaa havde faaet sig en Fjende i den skarpe Kritiker P. L. Møller, der tidligere havde været hende venlig sindet. Dette gik saaledes til: En Dag, det var inden hun kom i Huset hos Plessens, kom der en Herre og en Bondemand for at hilse paa hende, sagde Husets Pige. Henriette gik ind til dem, og rigtig! der stod P. L. Møller og en jysk Bondemand, der skulde hilse fra dem hjemme. „Blicher!” udraabte hun jublende og kastede sig om Halsen paa „den jyske Bondemand”. Der førtes nu en livlig Samtale. Begge Herrerne lovede at komme igen og straalende fortalte hun, hvem der havde besøgt hende. Da sagde Husmoderen, at „Blicher, det var jo meget godt, men hun maatte aldrig mere tage imod P. L. Møller, der var et skrækkeligt Menneske.” Henriette var nødt til at føje sig og skrive til Blicher, at hun vilde være meget glad ved at se ham, men P. L. Møller maatte ikke komme oftere, og saa havde hun en farlig Fjende i ham.
