« Tilbage til søgeresultaterne
Et Hæderssmykke
for Kvinder af Landbostanden
En Arkivstudie.
(Ved L. Nørreslet, Løve Skole.)
I.
Hvormange mon der aner, at der for ikke hundrede Aar siden har været indstiftet en Orden for Kvinder, og tilmed for saadanne, som egentlig ikke kunne siges at have badet sig i Hoffets Solskin - det arbejdende Landbrugs Kvinder. Og dog er saadant Tilfældet. Og da nu disse Kvinder maa siges fremfor største Parten af dekorerede Medborgere virkelig at have gjort sig fortjente til offentlig Udmærkelse, saa bør Mindet om dem og deres Daad heller ikke glemmes endnu. Saameget mere fortjener de at mindes, som de tilhører en Samfundsklasse, der ellers ikke let faar Lejlighed til at glimre, og derfor ogsaa til Tider er bleven mistænkt for ikke ret at værdsætte det Nationale, og endnu mindre at kunne ofre sig for Almenvellet.
Det saa mørkt ud i vort Fædreland i dette Hundredaars Begyndelse Fra 1801 var vi rustede til Krig, 1807 mistede vi Flaaden og Sjælland oversvømmedes af Fjender, en Flaade af Kanonbaade blev kun til ved Regeringens og Privates forenede Anstrængelser, men det allerværste var dog, at Landet havde forspildt sin Kredit, baade inden- og udenlands. Alle de almindelige Hjælpekilder var udtømte, især da Handelens Standsning havde knækket Købstædernes Støttestav og Landbruget, Regeringens bedste Malkeko, skrantede tildels af samme Aarsag og tildels fordi dens Røgtere var tagne til Kongens Tjeneste. Landbruget befandt sig virkelig i en Nødstilstand, hvorved under de givne Forhold hele Landet blev stedt i Vaade.
Da var det, at et virkelystent og varmtfølende Medlem af det kgl. danske Landhusholdningsselskab, Pastor Freckland paa Frederiksberg, fik den lykkelige Tanke at kalde paa Landbokvinden. Af Selskabets Forhandlingsprotokol ses et Forslag at være indgivet af ham om Udstedelsen af et Opraab og om Belønning for de Kvinder, der efterkom det ved at udføre Karlearbejde; men da Selskabets Bøger og Brevskaber fra den nærmest paafølgende Tid er brændt, kan Styrelsens Behandling af Forslaget ikke følges i det enkelte, men at den har været velvillig kan sluttes af Sagens videre Forløb.
Det gamle og fine Selskabs Beskytter eller Protektor var den Gang som endnu Hs. Maj. Kongen, i det givne Tilfælde den unge Kong Frederik d. 6. Rimeligvis har han grebet den fremsatte Tanke paa samme Maade som den Druknende griber efter et tilkastet Redningstov, han knæsætter den og fører den ud i Livet med en Troskab, som var den udgaaet fra ham selv. Muligt ogsaa Kongens Kasse, ihvor medtaget den end var, bedre end det private Selskabs skønnedes at kunne bære de med Sagens Gennemførelse forbundne Omkostninger. Hvorom alting er, blev det en af Kongens første Regeringshandlinger at iklæde Pastor Frecklands Ide den højtidelige Klædning, hvori den fremstilledes for Almenheden, ikke som en simpel Resolution paa en Kancelli-Indstilling, nej som selvstændigt Kongebrev, som Kgl. Reskript af 15de August 1808.
I samme hedder det: „Medens Fædrelandets Forsvar kalder de vaabendygtige Landboere af Mandkønnet fra deres Hjemstavn og vanlige Jordbrugsarbejde, er det af største Vigtighed, at Kvindekønnet fordobler sin Flid og ved overordentlige Anstrængelser deltager i Markarbejdet”. Skrivelsen slutter med at paalægge de stedlige Øvrighedspersoner, gejstlige som verdslige at have flittig Indseende med det antydede Kvindearbejde og bemyndiger dem til igennem det danske Kancelli at indberette Navnene paa dem, som særlig maatte udmærke sig, „hvilke Vi allernaadigst ville anse med fortjent og hædrende Udmærkelse.”
Dette Reskript ledsagedes i alt Fald for Sjællands Stifts Vedkommende af en Følgeskrivelse*) af Biskop Munter, der begyndte saaledes:
„Det er Regentens Røst, det er Landsfaderens kærlige Opfordring til Danmarks Kvinder at virke med deres Arm til det Fædrelands Vedligeholdelse, for hvilket deres Mænd, Sønner og Trolovede bruge deres Arme til dets Forsvar og Frelse; det er Frederik, Manden efter Guds eget Hjerte, der vinker ad Husmødrene som ad Pigerne, at vise, hvad Kvinderne af Kærlighed til elsket Konge og Fødeland formaa.”
*) Kun fundet afskrevet af Pastor L, Chr. Dan i Gierslev Kirkes Liber daticus.
L. N.
Biskoppen mener, at Kvinderne ved Mændenes Undervisning snart lærer at styre Ploven og svinge Plejlen; Kvindehaand vil snart lære at bestrø den aabne Fure med haabefuld Sæd; Plovhjulets Lyd og Plejlens Drøn skal harmonisk blande sig med Kvindens sølvklare Latter til helligt Sangoffer om Held for Frederik og Frelse for Fædrelandet. For saadanne Kvinder vil det være en Glæde at kæmpe. Ve den Fjende, der nærmer sig deres Bolig!
Allerede i Begyndelsen af 1809 begyndte Ansøgningerne at indkomme, ganske enkelte førte i Pennen af Ansøgerinderne selv, men de fleste skrevne og indgivne paa disses Vegne af vedkommende Sognepræst, Herredsfoged eller Godsherre. Foreløbig blev dog alle Ansøgningerne liggende i Kancelliet for trende Aarsagers Skyld: det var endnu ikke bestemt, hvori Belønningerne skulde bestaa, og mange af Andragenderne var saa svagt eller skødesløst begrundede, at det var vanskeligt at se, om der var udført saadant Arbejde udover det dagligdags Bondearbejde, at der var Anledning for Kancelliet til at indstille dets Udøverinde til offentlig Udmærkelse.
Pastor Faber i Jungshoved Menighed havde kort efter Udgivelsen af det kgl. Reskript i 1808 indgivet Navnene paa 36 arbejdende Soldaterkoner af Sognet - da Kancelliet vel mente, at alle ikke havde været lige flittige, og derfor opfattede denne Masse-Ansøgning som fremgaaet af Misforstaaelse og overdreven Nidkærhed hos Præsten, undlod det at svare, men derved kom den iltre Præst i Harnisk og indgav fornyet Ansøgning, der baade havde Næb og Kløer.
„Deres Majestæt,” skrev han, „har allernaadigst befalet, at Indberetning om Kvindekønnets Arbejdsomhed skulde ved Præsteskabet indsendes - -.” „Deres Majestæt har i Deres allernaadigste Resolution til Købmandsstanden erklæret, at ingen Anordning gøres paa Skrømt;” hans allerunderdanigste Indberetning blev derfor ufortøvet indsendt, men da han til Dato intet havde hørt om dens Skæbne, indgav han nu en ny, hvis Opgivender han havde ladet undersøge Rigtigheden af ved Sognedegnen og saaledes mente han, forsynet „med al den Formalitet jeg raader over.”
