« Tilbage til søgeresultaterne

Forfatterinden Henriette Nielsen

Af: A. Gutfeld

« Se emneord

III.

Grunden til, at Henriette Nielsen havde saa mange og farlige Fjender, maa vel søges i hendes totale Mangel paa diplomatisk Talent. Hun var ær­lig, mere end det var hende selv tjen­ligt og forstod sig ikke paa at gaa Krogveje.

Hvad hun sagde, kunde mange have sagt uden at fornærme, det gjaldt kun at udtrykke sig lidt fint, i en poleret Form, men det kunde hun ikke, hun kunde ikke belægge sine Ord, var al­drig slagfærdig, men busede lige paa, ofte paa en lidt kejtet Maade. Hun var langsom i sin Tankegang, baade naar hun talte og naar hun skrev sine Noveller, det var kun Teaterstykkerne, der faldt hende let, „de kom af sig selv,” sagde hun.

Det var da egentlig ogsaa kun for at føje Moderen, at Henriette gav sig til at skrive Noveller, hvori hun aldrig følte sig saa sikker, Moderen mente, det var farligt nok for et Pigebarn at give sig i Lag med dem, men Ko­medie! det var nu rent galt og vilde volde hende mange Bekymringer. Fa­deren derimod sagde: „Lad Pige­barnet bare skrive Komedier, det har hun Greb paa, og Folk har ogsaa allerbedst af at se deres egen Taabelighed fremstillet paa Skuepladsen.” Efter dette Sidespring vil vi atter vende tilbage til Henriettes Virksom­hed i København.

I 1858-59 udkom de første Hef­ter af hendes Hovedværk: „Esberns Skolehistorier”, hendes Smertes Barn, kalder hun det.

Det er heri, hun første Gang tager Ordet for, at Kvinden skal opgive sit ørkesløse Sommerfugleliv og blive et nyttigt Medlem af Samfundet.

Hidtil sad Døtrene hjemme i deres Forældres Hus og ventede paa et Ægte­skabstilbud; kom dette ikke, da var det deres Lod at lade sig forsørge af Staten, Pension for Embedsmænds Døtre, eller senere, da denne Pen­sion var bortfalden, af Brødrene, for hvem de ofte var en tung Byrde. I denne Bog tager hun ogsaa, for første Gang herhjemme, Ordet for Fællesun­dervisning i Skolerne.

De første Hefter af hendes Bog blev særdeles rosende omtalt af Pres­sen; da mente man, det var Begyndel­sen til en lille kvik skreven, uskyldig Novelle, men da Tendensen traadte frem blev Bogen tiet til Døde.

Det var imidlertid gaaet, som man ventede, Heiberg var fratraadt som Teaterdirektør og Dorph var kommen i hans Sted.

Med godt Haab indgav Henriette Nielsen nu sit ubetinget interessanteste Arbejde ,,To Forlovelser”, saavidt jeg ved under Titlen „2000 Daler”.

Det blev straks antaget, men - man havde gjort Regning uden - Heiberg, den almægtige Censor.

Dorph satte al sin Kraft ind paa at faa Stykket frem og havde allerede begyndt at lade Rollerne udskrive, men Heiberg nedlagde sit bestemte Forbud, Christensen nægtede Penge til at be­tale Udskrifterne, og  Forfatterinden fik Stykket tilbage med nogle  bekla­gende og undskyldende Ord fra Dorph. Idéen i dette Stykke var den Gang ogsaa ny. Den var, at Manden ikke skulde behandle sin  Hustru som et Legetøj, men hun  skulde være hans Medhjælp, hans Kammerat. Hoved­rollen, som   var meget vanskelig og fordringsfuld, var skreven for Fru Heiberg. Denne havde vel erklæret aldrig mere at ville spille i noget af Henriette Nielsens Stykker, men For­fatterinden mente at kunne lokke hende med den højst interessante Hovedrolle. Ved  Hostrups Hjælp sendte hun nu Stykket til Kristiania.  Direktøren der skrev  tilbage, at det var meget talentfuldt, og at det, med Undtagelse af  „Drøm og Daad”, var ubetinget det bedste, der havde været indleveret i flere Aar, men det norske Publikum havde saa  meget imod „Kvindeeman­cipationen”, at han ikke turde vove Forsøget, da han forudsaa en Fiasko.

Der stod hun nu altsaa igen, den stakkels Forfatterinde; det var dog altfor haardt, om hun slet ikke skulde faa sit smukke Arbejde frem; hun indgav det til Kasino, det blev an­taget 1862 og Flora Thomsen overtog Hovedrollen, som hun interesserede sig meget for; der var meget godt i hendes Præstation, ligesom de øvrige Roller blev særdeles godt spillede - men Stykket passede ikke for Kasino.

Der blev skrevet i Dagbladet og „Fædrelandet”, at „havde den eneste Skuespillerinde, der kunde magte Ho­vedrollen, paataget sig den, vilde Styk­ket have været en Begivenhed for den danske Skueplads” samt, „at man ikke kunde tænke sig anden Grund til, at det ikke var kommet frem paa det kgl. Teater end at det langtfra var slet nok til den nuværende Bestyrelse.” Forøvrigt vilde Pressen ikke gaa nær­mere ind paa Stykkets Idé „for ikke at vække den slumrende Emancipationshydra”.

Dermed er Stykkets Saga ude.

Henriette Nielsen fik tre større Fortællinger optaget i Dagbladets Følje­ton: Martins Erindringer, Amanda og Ingers Sorg.

Først i 1877 kom der atter et Stykke fra hendes Pen frem paa det kgl. Teater, nemlig: „Den Hjemkomne”, hvor Fru Hennings havde en af sine fortrinlige Ingenueroller.

I Aaret 1875 var der udkommet „Nye Livsbilleder og Fortællinger af Forf. til Slægtningene”. Der findes blandt disse Fortællinger to smaa ægte Perler nemlig „Kollerup Kirkeklokke” og „Folkets Barn og Prinsessen”.

Svag af Helbred og træt af den bestandige Modstand og Strid ned­lagde Henriette Nielsen nu Pennen, men skrev dog lige til sin sidste Tid mange smaa kvikke og stemningsfulde Lejlighedsdigte til sine Venner.

Hun bevarede ogsaa til sine sidste Aar sin sjældne Evne til at fortælle. Ofte naar man sad hos hende i hen­des lille Stue, kunde hun oprulle det ene Billede efter det andet med rigt Liv og Lune og paa saa malerisk en Maade, at man troede sig hensat til Vestkysten ved Havet eller blandt Klitterne, hvor hendes Tanker helst dvælede. Hun skildrede de mange ejendommelige Mennesker derovre fra, saa man saa dem for sig.

Glimtvis kunde der hos Henriette Nielsen vise sig noget mistænksomt, som egentlig passede saa lidt til hen­des bløde, barnlige Natur, men det maa vel opfattes som en bitter Frugt af alt det, hun havde lidt og erfaret. Som oftest var hun, selv i sin lange Sygdomstid, glad og tilfreds. Hun kunde som det Barn, hun altid var, glæde sig over enhver Ubetydelighed, ligesom hun var inderlig taknemmelig for enhver Venlighed. Var hun i en nedtrykt Stemning, behøvedes der blot et livligt eller humoristisk Ord, og hun var straks med.

Hun paaskønnede i høj Grad, at Kvindelig Læseforening tog Initiativet til at hædre hende paa hendes firsinds­tyvende Fødselsdag, og stor var hen­des Glæde ved den Dag ogsaa at modtage en Lykønskning fra Professor Phister.

I de sidste Aar kunde hun aldrig komme ud, hun, som satte saa stor Pris paa Naturen, var lænket til sin Stue; det var rørende at høre hende sige, naar hun sad ved sit aabne Vin­due med Overtøjet paa: „Se, idag er jeg ude at gaa mig en Tur.” Saa­ledes var hun, hun forstod at gøre det bedste ud af enhver Ting.

Da jeg f. Eks. kom over til hende, den første Dag hun havde faaet sine Krykker, var jeg saa inderlig bedrøvet; jeg mente det maatte være saa tungt for hende, den livlige bevægelige Na­tur, at føle sig indrangeret blandt Krøblingerne.

Stor var min Forbavselse, da hun glad udbrød: „Nu skal Du se, hvor jeg kan svinge mig,” og saa svang hun sig virkelig om paa sine Krykker.

Hendes Sygdom Forkalkning af Leddene tiltog stadig og gjorde Ende paa hendes Liv den 17. Januar 1900 faa Dage før hendes 85aarige Fødselsdag.

Henriette Nielsen mødte, som vi se, Modstand medens hun kæmpede, som vel alle Banebrydere, og da hun nedlagde Vaabnene blev Glemsel hen­des Lod.

Kun en snever Kreds paaskønnede hende og kun nogle faa trofaste Ven­inder besøgte hende jævnlig, „min Perlesnor” kaldte hun os.
Nu bør det dog udtales, at vi skylde hende Tak for, hvad hun har udrettet og villet udrette, hun var jo en af dem, der bar de første Sten til det store Værk: Kvindernes Frigørelse.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner