« Tilbage til søgeresultaterne
Agnes
(Frit fra svensk efter den finske Forfatterinde
Minna Canths Noveller.)
Fortsat.)
Om Frøken Verther var hjemme? - Jo - o fik jeg til Svar.
Ved første Øjekast saa jeg, at hun var ene og laa halv udstrakt i en Lænestol.
- Lisi!
Hun rettede et mat Blik imod mig.
- Det var godt, Du kom.
- Er Du syg Agnes?
- Nej.
- Træt?
- Ikke just det heller. Men mæt.
- Af hvad? Af os her?
- Af hele Livet.
Jeg blev stum af Forundring. Jeg havde atter et aldeles fremmed Menneske for mig. I denne blege, slappe Kvinde fandtes ikke et Spor af den Agnes, som jeg i Barndommen havde kendt, og ingen Ting af hende, som saa forstyrrende greb ind i mit Liv i Gaar.
Men fortryllende var hun alligevel nu, som hun laa der i sin lyse Morgendragt med de halvlukkede Øjne.
Jeg saa tavs og beundrende paa hende. Mon Du vilde hjælpe mig spurgte hun efter et Øjeblik.
- Gerne, om jeg kan.
- Jeg tænker paa at rejse herfra med Dampbaaden i Aften. Men forinden skulde jeg have pakket mine Sager ind.
Jeg sprang op.
- Rejser Du?
Min Røst udtrykte en saa glad Forventning, at jeg straks følte mig generet. Heldigvis mærkede Agnes det ikke - eller lod som hun ikke mærkede det, og tilføjede blot:
- Dersom jeg paa nogen Maade kan blive færdig.
- Jeg skal nok pakke Dine Sager ind.
- Tak!
Hun gav mig de nødvendige Vink. Derefter lukkede hun atter Øjnene, som om denne Anstrengelse var hende for meget, og hun sank atter hen i sin apatiske Tilstand.
- Du er bestemt ikke rask, Agnes?
- Jo, det er jeg. Kun i daarligt Humør.
- Daarligt Humør?
- Just det. Og naar det kommer over mig ønsker jeg altid, at jeg var legemlig syg.
- Hænder det da ofte?
- Hm!
Hun smilede blot.
- Jeg troede. -
- Hvad troede Du?
- At Du altid var glad og nød Livet fremfor andre Mennesker.
- Hvorledes kommer Du paa den Tanke?
- Naa, - af alt hvad jeg har set og hørt. I Selskab er Du jo ogsaa spillevende og oprømt. -
- Hm!
- Og anser vort stille Liv for utaaleligt kedeligt.
- Det er det sandelig ogsaa.
- Men det tilfredsstiller os.
(Fortsættes.)
