« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Møde om Fabrikloven
Frk. Anne Bruun aabnede Mødet og udtalte Haabet om, at kom der end forskellige Meninger frem om dette Lovforslag, de saa alligevel maatte samles i en harmonisk Tone paa dette Møde. „Spørgsmaalet er af saa indviklet Art, at alvorlige og tænkende Kvinder nok kan have forskellig Opfattelse. Staar vi end ikke alle som Fabriksarbejdersker, saa staar vi som arbejdende Kvinder, og vi ved ikke hvad der kan ramme vore Børn, derfor maa vi staa Last og Brast med hinanden.
Fik vi Kvinder Adgang til at deltage i det politiske Liv - saa gik det maaske lidt anderledes end det nu gaar. Partihensynet blev ikke det afgørende, vi vilde dømme med vor egen Samvittighed og se med vore egne Øjne.”
Hr. Frederik Bajer overtog Hvervet som Ordstyrer, ønskede mere Ly; end Varme - at Mødet ikke skulde blive alt for hedt, - og henstillede til Talerne ikke at sige noget, som var sagt af en anden, med mindre de kunde sige det meget bedre.
Kontorchef Meyer indledede da med en længere Redegørelse for Fabrikslovgivningen i andre Lande og fandt det rigtigt, at „D. Kv.” havde ønsket at diskutere dette Lovforslag i særlig Grad fordi dette for første Gang i dansk Lovgivning beskæftiger sig med Kvinders Arbejde. „Naar Forslaget her har givet Anledning til stor Diskussion, da er det fordi de her hjemme betyder en større
Fjærnelse fra det, man hidtil har anset for gældende Ret - mens man i Udlandet er gaaet videre Skridt for Skridt.
Ser vi bort fra det formelle, bunder disse Lovbestemmelser om Beskyttelse for Kvinder i et dybt Krav om ikke at ødelægge Kvinderne. Med Hensyn til Paragraf 7 kan der dog stilles den Fordring til Samfundet, at det under en eller anden Form giver erstatning, en Opgave for Fabriksudvalget, der maa se at komme til en Løsning af dette Spørgsmaal.
Med Hensyn til den 10 Timers Arbejdsdag kan spørges, om der er Anledning til at gøre Forskel paa Kvinder og Mænd, om Lovgivningen her skal drage Grændserne. - Jeg mener, at der er god Anledning dertil. Kvinderne har ringere fysisk Styrke, og de har deres Hjem at passe. Dette medfører en Arbejdstid, der gaar ud over de normale Kræfter. Af Hensyn til Kvinderne og til den opvoksende Slægt maa Samfundet bestræbe sig paa ikke at tvinge Kvinderne til at forsømme Hus og Hjem. Og Kvinderne kan ikke selv fastsætte deres Arbejdstid. Vi ønsker Fagorganisationerne alt godt, at de maa vokse sig stærkere og stærkere; Hovedvægten ligger dog paa, at det næppe i en overskuelig Fremtid vil lykkes Kvinderne herigennem at opnaa kortere Arbejdstid. Hertil kommer deres Stilling i Stat og Kommune - vi ønsker dem Indflydelse her hurtigst mulig, - men der er faktisk lange Udsigter.
Alvorlig Betydning har dog Frygten for, at Beskyttelseslovgivningen skal indskrænke Kvinders Erhverv. Udlandet viser Svingninger i Udviklingen - særlig for Fabriksarbejderne; disse gaar fra Fabrikerne, naar Arbejdslønnen er høj, altsaa naar Mandens Indtægter er tilstrækkelige i Hjemmet - men Udviklingen gaar ogsaa i Retning af en tiltagende Anvendelse af Kvindearbejde. Løsenet maa være Døren op for Kvinders Adgang til alle de Erhverv, de egner sig til.
Kan Forslaget hos os føres igennem kræver Fabriksinspektionen en Omordning. Fabriksinspektørerne maa være mere end Mennesker, om de skal kunne virke fuldt ud fyldestgørende her. Og de arbejdende Kvinder kan stille en særlig Fordring om et kvindeligt Element i Inspektionen. Der gives mange Tilfælde, hvor en Kvinde kun kan spørge i fuld Fortrolighed naar det er en Kvinde, der giver Svaret.”
Fru B. Berg Nielsen talte under livlig Tilslutning varmt for Beskyttelse af Børn og unge Mennesker, men havde Betænkeligheder ved Lovbeskyttelse og Undtagelseslove for voksne Kvinder. Da Fru Berg Nielsens Indlæg i Debatten kræver et udførligere Referat end dette Nummer kan afse Plads til maa vi vente med dette til næste.
Birkedommer Poul Svejstrup fandt at er man Tilhænger af Fagorganisationerne saa skal man være varsom med Hævdelsen af den personlige Frihed i andre Forhold, thi her maa den personlige Frihed være udelukket for Solidaritetens Skyld.
Ministeren bør takkes for dette Lovforslag. Det er vel et Spørgsmaal om 10 Timers Arbejdsdagen vil faa videre praktisk Betydning. Der er dog saa mange Omraader, hvor Kvinderne kan tage fat - men hvor de endnu ikke har (en Stemme i Forsamlingen: „nævn”!) der er Handelsvirksomhed, Haandværkervirksomhed,- og skulde nogen derfor blive udelukket fra at være Bagere og Typografer - saa kan de jo gaa til disse Erhverv.”
Fru Berg Nielsen vilde til Paastanden om, at Fagforeningerne udelukkede den personlige Frihed svare: „nej, nej, nej! Det viste sig jo sidste Sommer, at hver eneste Fagforening skulde vedtage, om de vilde slutte sig til Overbestyrelsen eller ikke. Fagforeningerne har vedtaget deres Love selv, den Indskrænkning de har af den personlige Frihed, har de selv valgt.
Vi Kvinder har ingen politisk Ret - derfor maa vi holde paa hvad vi har, den fri Sammenslutning. Kvinderne maa tage sig sammen; i sluttet Trop arbejde sig op, og vi behøver ingen Lov for at holde dem nede. Jo færre Erhverv vi har at vælge imellem, des mere maa vi holde paa dem vi har.”
Frk. Anne Bruun: „I Folketinget kan vi ikke komme med Spørgsmaal, - men vi kan vel her. Dette Lovforslag er præget, af en saa ensidig Tankegang, at det tydeligt ses, Mændene har været ene derom.
Mandfolketankerne træder stærkt frem i Paragraf 8: de kvindelige Arbejdere skal holdes adskilte fra Mændene under Maaltiderne, i Par. 10: paa Folkekirkens Søn- og Helligdage maa Kvinder ikke arbejde. Mener Mændene, at Kvinderne virkelig skulde trænge saa haardt til Hvile, - men Mændene ikke, paa Folkekirkens Søn-og Helligdage? Paragraf 6 taler om Arbejder, der er skadelige for Sundheden - eller Sædeligheden - for Kvinderne, men undersøger man Motiverne til denne Bestemmelse - hvad det er for Sædelighedsforstyrrelser man frygter - saa staar der ikke et Ord derom.
Hvad er da det for Virksomheder hvor de voksne Kvinders Sædelighed kan tage Skade? Lovforslagets Paragraf 7 siger, at hun skal være fri for at arbejde. Kan der ikke tænkes en Paragraf, at Fabrikerne ikke maa lukke Døren i, men at hendes Plads vedblivende skal staa hende aaben, og hvorfor ikke give en Lov for, at en Mand skal sikre sin Hustru, hvad hun behøver, naar hun ligger syg, Hvorfor faar Manden Lov til at lade sin Hustru udføre Arbejde inden hun kan? Kan man lave Undtagelseslove for voksne Kvinder, hvorfor saa ikke ogsaa en Undtagelseslov for Manden? Og dertil en saadan, at han af sin Ugeløn skal bringe tilstrækkeligt til sit Hjem og ikke betragte den som Lommepenge til sit eget Behov.”
Fra Frk. Marie Luplau, der var forhindret i at være til Stede, var kommet Brev. Hun ansaa denne Beskyttelseslov for at være en lille Ulykke eller et stort Misgreb. Fra visse Synspunkter kunde den være god og human, men vilde være et Slag mod Kvindernes Krav om Ligestilling for Loven.
Folketingsmand J.Jensen anerkendte Fru B. Berg Nielsens stærke Ord om Fagforeningerne. „Men en Anerkendelse af Fagforeningernes Betydning udelukker jo ikke, at Loven kan hjælpe med til at fremme det, vi ønsker at fremme. Vi ser i dette Lovforslag et første Skridt i Retning af at begrændse ogsaa den voksne Mands Arbejdstid. Det forholder sig ikke saaledes, at Mændene snedig vil forbeholde sig selv Arbejdet, - men naar den Tid begrændses, hvor Fabrikerne udnytter Arbejdskraften, gavner det den hele Arbejderklasse. Ser man praktisk paa Sagen, saa betyder de rejste Indvendinger saare lidt; - vi skal ikke opgive at gøre et Forsøg paa at faa Lovforslaget om den kortere Arbejdstid til ogsaa at gælde for Mændene, men vi tror kun ikke, at det nytter noget, - men vi hilser alligevel dette Lovforslag som et Skridt i den rigtige Retning. Man kan beklage, at der ikke foreligger detaillerede Oplysninger fra Udlandet, - men man kan dog se, at Loven ikke har virket skadelig, var der fremkommet væsentlige Ulemper, var det jo kommen frem, og vi kunde da være betænkelige ved at foreslaa den her.”
Folketingsmand Sv. Høgsbro vilde gøre opmærksom paa, at „selv om den danske Lovgivning har store Forsyndelser paa Samvittigheden overfor Kvinderne, - saa kan man ogsaa gøre en Skælm Uret. Loven paabyder en Mand at sørge for sin Kone, ogsaa naar hun ligger syg. Siger en Mand nu faar Du ikke mere før Du staar op - saa er det ikke Lovens Skyld - hun har sin personlige Frihed til at blive liggende.”
Folketingsmand Jensen Sønderup takkede for Indbydelsen til Mødet og bragte Hilsen fra andre Udvalgsmedlemmer. Det havde glædet Taleren at baade i Rigsdagen og her var Bestemmelsen om Indskrænkning af Børnearbejdet anset for Lovforslagets vigtigste Punkt. Ligeledes at Kvinderne forsoner sig med § 7, naar der blot gives Sikkerhed for Hjælp - noget man fuldt ud kan sympatisere med. Men hvis det nu ikke lykkes at sætte den Bestemmelse ind? - Der er Vanskeligheder, man ikke her har været opmærksom paa: vi kan let komme til at gøre Uret mod andre Kvinder og Familier, der trænger lige saa haardt, men ikke kommer ind under Loven, - det er vanskeligt at give Anvisning paa Dagløn, naar andre ikke faar samme Ret. Det er ikke af Uvilje eller fordi man ikke forstaar Betydningen heraf, at en saadan Erstatning ikke er foreslaaet.
Med Hensyn til § 5 viser det sig at Kvindernes Uvilje mere er rettet paa, at den ikke ogsaa gælder Mændene, end paa den begrændsede Arbejdstid.
Kan Kvinderne imidlertid ikke gennem deres Organisationer opnaa en kortere Arbejdstid, saa vil Taleren gærne være med til Lovbestemmelser derom. Mere betænkelig er han ved uden videre at forbyde Arbejdet. Mændene er jo i Virkeligheden stærkt interesserede i dette Lovforslag - husk paa, at vi har ogsaa Søstre og Døtre.”
Frk. Andrea Nielsen (Formand for de kv. Herreskræddere). „Hvad der siges paa dette Tidspunkt af Forhandlingen vil jo kun blive Gentagelse.
Vi er glad ved Fru B. Nielsens varme Forsvar for Afskaffelsen af Børnearbejdet. Vi har Trikotagefabriker, der arbejder med mange Børn, men kun ganske faa voksne. Kan Loven hjælpe os til, at vi hurtigere kan faa saadanne Forhold forandrede, da kan vi kun være glad ved den.
Med Hensyn til § 7 saa maa jo alle Kvinder have Erstatning ellers er det Synd at tage Arbejdet fra dem. Hvad Natarbejde angaar, saa kan vel Loven i Øjeblikket gribe ind i den enkeltes Frihed, men under Forudsætning af, at det næste Skridt snart følger efter: at ogsaa Mændene kommer med, kan det jo kun blive til Gavn.
En Anke kan rettes mod Lovforslaget, at det ikke har taget Hjemmearbejdet med.”
Sluttelig rettede Frk. A. Nielsen en Anke mod „Dansk Kvindesamfunds” Organ*) og mente, at Bladets Stilling til disse Spørgmaal var Grunden til at saa faa Arbejderkvinder havde givet Møde her.
*) se Artiklen: En Berigtigelse.
Fru Berg Nielsen svarede Jensen, Sønderup, „at naar Forbudet ramte en Del Kvinder, saa var det meget konsekvent at give netop disse Kvinder Hjælp - og ikke de andre som ikke blev berørt deraf.”
Frk. Anne Bruun: „Folketingsmand J. Jensen mener, at dette Lovforslag skal bane Vejen for Mændene - det vilde være haabløst at begynde med Mændene. Ja - det tror vi gærne. „Damerne først”, sagde Matrosen, da nogen skulde over Bord.”
Indlederen sluttede derefter Forhandlingerne, mente, at var der er kommen forskellig Opfattelse frem om flere af Forslagene, saa havde der - for første Gang - ikke rejst sig nogen Opposition mod Forbud af Børnearbejde og Beskyttelse for unge Mennesker; - dette kan fremhæves som Hovedresultatet af denne Aftens Forhandlinger.