« Tilbage til søgeresultaterne
Af Forfatterinde Henriette Nielsens
Af Forfatterinde
Henriette Nielsens
literære Efterladenskaber er os velvillig overladt følgende smaa Lejlighedsdigte :
Til en ung Venindes Fødselsdag.
Jeg mindes i Dag Dig fra grønneste Vaar,
Saa buttet, saa hvid og saa rød,
Med det skælmske Smil om din Barnemund
Og Munden saa struttende rød.
Jeg husker Dig siden med Bøger i Rem,
Med Lærdommen spøgte ej Du.
Fast Smilet blev glemt, kun en lykkelig Stund
Os røbed’, det var der endnu.
Saa blev Du da færdig, stod rustet som faa
Med alt hvad i Tiden sig bør;
Men hvor var nu Barnet med Smilet om Mund
Og med Skælmeriet fra før?
Var da Smilet lagt hen under Lukke og Laas?
Vil Naturen ej øve sit Spil?
Selv til Kummerens Bo finder Smilet sin Vej.
Du har vist det, endnu er det til.
Min Klit.
Saa har jeg Dig endnu, min kære Klit,
Og just som i Barndommens Dage.
I Dit bløde Sand vi os boltred saa tit.
En Legeplads uden Mage.
Lig et oprørt Hav, som en Troldomsmagt
Har stivnet Bølge for Bølge.
Her ligger Du end, lige vild og stor,
En Ørken - jeg vil det ej dølge.
Men hvor jeg dog elsker Dit hvide Kompleks,
Dit Virvar af Dale og Bakker!
Og vil Kulturen Dig sætte i Ex,
Jeg siger for mig: ”Nej, jeg takker!”
Du vækker igen min gamle Lyst,
Hver Gang, jeg Dig overskuer,
Jeg kaster mig til Dit varme Bryst
Og faar mig et Solbad, der duer.
Men tror Du, det altid bliver som nu?
Ak, nødigt jeg spaar Dig ilde.
Men Tiderne - Tiderne, kære Du!
Nu kan man ej ret med det Vilde.
Har Du hørt? det skal være mere end Snak,
Plantøren kan ventes fra Staden,
Med Planter og Vækster og Sibensak,
Vil nok gøre Mirakler med Spaden.
Ja er Du ved dette ej glad’re end jeg,
Saa vis ham straks, hvad Du mægter,
Rejs Stormen, hæv Sandet, strit imod,
vær sejg. Husk for Din Frihed, Du fægter!
Du taale at tvinges af mørken Skov.
Og om Dine lyse Tinder
Med det herlige Syn over Vestervov-vov
Et Naaletræshegn man vinder.
Du bytte Din hvide Uskyldighedsdragt,
Vist baaren fra Gud skabte Kloden,
Med en paatvungen Pynt ved Kulturens Magt,
En afstivet Dragt efter Moden!
Nej, Du protesterer, det er ærligt Spil,
Brug de Kræfter, Naturen gav Dig,
Fred har man ej længer end Naboen vil,
Paa en Frihedens Kamp belav Dig!
Her er ikke Tale om Kugler og Krudt,
Ej om Strand - kun om Sandbatterier,
Kun med reneste Sand bliver Fjenden beskudt!
Er det Din Skyld om Øjnene svier?
Det gælder jo kun hver fjendtlig Gæst,
Der møder med Hakke og Spade,
Og huer ham ikke Naturens Protest,
Han vælge et andet Stade.
Paa Opfordring til at skrive et lille Digt.
Min kæreste Veninde, jeg mærker, at Du ved
Med Digterlivets Væsen ej fuldelig Besked.
Det har sin Morgenrøde, det har sin Middagsstund,
Men - lakker det mod Aften - har Tavshed gyldig Grund.
