« Tilbage til søgeresultaterne
En Antiprotest
Der har i den senere Tid her i Byen cirkuleret en Protestadresse, rettet af „danske Kvinder” mod Dansk Kvinderaad, fordi det har indbudt til Deltagelse i en engelsk Udstilling af Kvindearbejde, og saa vidt vides underskreven i Flæng af Medlemmer af selve Kvinderaadet og udenforstaaende. Den har været fremlagt i Kvindelig Læseforening, altsaa billiget af dennes Bestyrelse. Blandt Underskriverne findes nogle af de ypperste Navne i vor Kvindeverden, Damer, hvis uegennyttige Interesse for deres Køn er hævet over al Tvivl. Det gør mig ondt at maatte sige det, men jeg kan ikke se andet end, at disse ædle og udmærkede Kvinder for en Gangs Skyld er komne ud med paa, hvad der paa sin amerikansk kaldes a fools errand, og maaske paa dansk kan oversættes med: en mislykket Ekspedition.
Hvad har nemlig paadraget det knap aarsgamle Kvinderaad en saa alvorlig Tilrettevisning ? Det søger sin Tilværelsesret i Det at være et Mellemled mellem Kvinder, særlig Kvindeforeninger herhjemme og ligesindede i Udlandet. Naar nu Englænderne indbyder til international Udstilling paa den korrektest mulige Maade og med den bedst mulige officielle Garanti, som „Underskrifter” kan give, skulde det synes, at Kvinderaadet maatte svigte sin Opgave, hvis det undlod at lade Indbydelsen gaa videre til alle danske Kvinder. At forudse, at der skulde knyttes en saakaldt Skønhedskonkurrence til Udstillingen, maatte virkelig overstige normale dødeliges Gætningsevne. Kvindeforeningernes Virksomhed plejer jo dog ikke at gaa i Retning af Skønhedskonkurrencer hverken her eller i Udlandet! Da nu det skæbnesvangre Avertissement, som satte de to Ting i Forbindelse med hinanden, kom frem paa dansk, fik vi vist alle en lille Rystelse, først paa Grund af selve den umulige Sammenkobling, dernæst fordi et saadant Avertissement var blevet optaget i et Kvindeblad - vel rettere bag paa det, man tør ret forudsætte, at det ikke er gaaet igennem Redaktionens Hænder, - og endelig, fordi Kvinderaadet havde været saa uheldigt at faa med sligt at gøre. Hvad det sidste Punkt angaar, blev man dog snart beroliget, idet Bestyrelsen straks tog Afstand fra Udstillingen, fornuftigvis kun foreløbig, thi antagelig er det hele en Mystifikation. Men at denne Rystelse umiddelbart skulde finde Udslag i saa kraftig en Handling som en Protestadresse mod det uskyldige Kvinderaad, det vidner unægtelig om en Nervøsitet, en Hastighed i Refleksbevægelsen, som heldigvis er usædvanlig selv hos „danske” Kvinder.
Man kan ikke forlange, at alle Kvinder skal gaa ind i vore Foreninger eller virke for Kvindesagen. Der gives mere omfattende Formaal at arbejde for: vi er først Mennesker, siden Kvinder. Der er ogsaa Forhold, som griber mere inderligt ind i det personlige Liv: vi maa have Lov til først og fremmest at være Hustruer, Mødre o. s. v. Ogsaa til at ofre vore Kræfter paa et enkelt, samlet Arbejde: som det nylig demonstrativt er bleven sagt, er jo dette i høj Grad at virke for Kvindesagen. Men de, som arbejder for at organisere deres Kønsfæller, kan dog vente at finde en vis Grad af Sympati hos andre Kvinder, særlig da hos de „alvorligt arbejdende Kvinder”, som Protestkvinderne kalder sig. Kvindesagen er jo dog den brede, sociale ,Bølge, der bærer alle arbejdende Kvinder frem; og det kan derfor ikke andet end fremkalde et Smil, naar disse - som nylig Sygeplejerskerne - højtidelig frasiger sig al Forbindelse med den.
Foruden Sympati maa der selvfølgelig ogsaa være Kritik mellem Kvinder indbyrdes; men er denne ikke underbygget med Velvilje og Interesse for Sagen, da falder den sandelig tilbage paa Kritikerne selv. Og mens det hverken er kønt eller kærligt straks at forudsætte det værste - i dette Tilfælde det helt urimelige - saa er det endnu mindre klogt at gribe enhver Lejlighed til at fægte for aaben Scene. Thi om vi ikke selv anerkender den indbyrdes Solidaritet imellem os, saa gør Verden det; hvad den ene forbryder, bliver lagt den anden til Last; til syvende og sidst bliver vi alle slaaede sammen i det almindelige Omdømme og uden Naade gjort ansvarlige for hverandres Synder.
De engelske Lady’er vil sikkert nok selv tage Vare paa deres gode Navn og Rygte; og herhjemme behøver vi næppe at frygte for, at nogen skal Indbyde til skønhedskonkurrence. Men ellers er dog netop her et Punkt, hvor vi burde kunne blive enige. Thi alle føler vi vist det nedværdigende i stadig at møde den gamle Sammenstilling: Wein, Weib und Gesang*) i den mandlige Presse og Litteratur (skreven undertiden af Kvinder) og - hvorfor ikke sige det - ikke sjælden ogsaa i Livet.
*) Vin, Kvinde og Sang.
Denne østerlandske Opfattelse af Kvinden og hendes Livsopgave har endnu et dybt Greb i Selskabslivet baade hjemme og ude. Men at overvinde den, det vil ikke lykkes os, før vi lærer os selv, uden Hensyn til, hvad der ellers naturligt og nødvendigt skiller os, at danne Kæde og Haand i Haand gøre Front imod den.
Dette var værdigere Opgave for danske Kvinder end at skyde paa hverandre med det grimme, sværtende løse Krudt.
