« Tilbage til søgeresultaterne
Mødet om Fabrikloven
Vi bringer her det lovede udførligere Referat af et af de vægtigste Indlæg i Forhandlingen paa Dansk Kvindesamfunds Møde forleden.
Fru Berg Nielsen ansaa Børnebeskyttelsen for Hovedpunktet i dette Lovforslag.
„At Børn anvendes i Fabrikker, er Synd. For en Lærerinde i Kommuneskolen er der god Lejlighed til at se, hvilke ødelæggende Følger dette fører med sig.
At tænke sig, at Drenge kan faa en Del af deres Ugeløn udbetalt i en Pakke Skraa! - Andre kommer ind paa at drikke Brændevin.
Naar Forslaget om Forbud mod Børnearbejde særlig begrundes af Hensyn til Skolen, saa var det dog lidt mærkeligt, at ingen af Tingets Lærere tog Ordet under første Behandling.
Er Hovedsagen virkelig Hensynet til Skolen, saa maa der ikke slaas af paa dette Punkt. Grænsen maa sættes ved det 14de Aar. Lærerne ved jo, at netop Alderen mellem 12 og 14 Aar er den, hvor den egentlige Kundskabstilegnelse foregaar.
Det er en Ulykke - for de andre Børn - at have Fabriks- og Mælkedrenge i Skolen, Disse duer ikke til at sidde her, sløve og halvdøve som de er. De faar jo nemme, som de kan, d. v. s., at det gaar ind ad det ene Øre og ud ad det andet. Det nytter ikke at forlange, at disse Børn skal arbejde og være vaagne - de kan ikke, og plager vi dem ogsaa, saa bliver de bitre - de af dem, der er nogen Karakter i - og det ødelægger Disciplinen og svækker Energien i hele Klassen.
Kunde man dog forstaa, hvilken Ulykke det er, at disse Børn ødelægges. Det er fattige Børn, her er Tale om - ingen andre sender, deres Børn paa en Fabrik - og det eneste, de ejer, naar de gaar ud i Livet, er det Udbytte, de har haft af deres Skolegang.
Unge Mennesker bliver i Reglen ogsaa holdt rigtig godt til Ilden. - De voksne forstaar at værge sig selv. Men en 10 Timers Arbejdsdag er for meget i Opvæksten - det kan kun udføres paa Bekostning af deres legemlige Udvikling. Man hører jo, at vore Heste i et vist Tidsrum er vokset 2 Tommer, samtidig er Landets unge Sønner, der møder paa Sessionen, gaaet en Tomme ned. - Landmændene er saa kloge, at de ikke byder deres unge Heste at gaa sammen med de ældre, men skaaner dem, til de er udviklede nok dertil, og de har derved forædlet Landets Hestebestand.
Bliver Børn og unge Mennesker overanstrengte, vil det senere blive Tab hvorimod det sikkert bliver en økonomisk Vinding, om de opnaar en kraftig Vækst i Udviklingsaarene.
5 Timer Fabrik og 5 Timer Skole skal man ikke byde Børn, hvor den voksne Mand fordrer en Normalarbejdsdag paa 8 Timer. Og halvvoksne Mennesker har nok i en Arbejdsdag paa 8 Timer, lad dem faa Tid til al udvikle sig, saa bliver Slægten baade sundere og stærkere - det er et meget ligefremt Princip at lade dem vokse op til Manddoms Styrke, før der fordres Manddoms Arbejde.
Hvad de voksne Kvinder angaar, saa bliver Paragraf 7 kun Beskyttelse, naar Staten sørger for Mad. Det er meget almindeligt, at fattige Kvinder sulter i dette Tilfælde og staar op 3dje - 4de Dag. De skal hvile, men det kan de ikke, naar de sulter. Sult svækker mere end Slid.
Staten slipper ikke saa billigt, at den kan sige: nu forbyder vi jer at arbejde, og saa er det - Beskyttelse.
- Er det virkelig muligt, at Udlandet
- som man stadig henviser til - har gennemført en saa barbarisk Lov?
Staten maa sørge for Erstatningen.
- saa falder den ikke tungt paa den enkelte.
Forbudet mod voksne Kvinders Arbejde : Paragraf 5, synes noget mangelfuldt begrundet i dette: saadan har de det i andre Lande – derfor maa vi ogsaa have det hos os.
Her burde foreligge Undersøgelser og statistisk Materiale, hvorved det kunde bedømmes, om de hidtil ubeskyttede Kvinder hos os staar tilbage for de beskyttede i andre Lande - eller er vi foran - saa behøves jo denne „Beskyttelse” ikke.
En saadan Lov kunde godt for 13-14 Aar siden være til Gavn i England - eller hos os i 1873 - uden at det beviser, at vi i Øjeblikket trænger til den.
Det Fagforeningsliv, vi i de senere Aar har set udfolde sig, siger os, at de arbejdende Kvinder er godt paa Vej til at styre deres egne Anliggender. Man skal være varsom med Undtagelseslove. Hvad disse Kvinder viste i Retning af Solidaritet under sidste Sommers Kamp, borger for, at de godt kan regnes med som Samfundsborgere, der magter at værne sig selv. Mændenes Organisationer er blevne stærke gennem den sociale Opdragelse, som den fri Sammenslutning og hver enkelts Medbestemmelsesret giver; denne Udviklings-Mulighed skal vi ikke forskertse for Kvinderne.
Beskyttelsesloven gør os jo ikke umyndige - et pudsigt Udtryk - det er vi i Forvejen; den er kun en yderligere Indskrænkning i den Medbestemmelsesret, vi hidtil har haft.
Lad os først faa kvindeligt Tilsyn i Fabrikkerne og derefter Oplysninger om Forholdene, - som de er.
Det værste i det foreliggende Forslag er dog Forbud mod Natarbejde. Paa Landet vil Mejerskerne forsvinde og blive erstattede med Mejerister, i Bagerierne vil Kvinderne ogsaa blive erstattede med Mænd. De kvindelige Typografer vil ligeledes blive fortrængte fra Sætterierne. Det er aldeles meningsløst. Man begriber ikke, at en saadan Lov kan foreslaas. Fordi Kvinderne er de svage, behøver vi ingen Lov til at sige os det. Kvinderne kender selv deres Begrænsning i Styrke - hvor det derimod gælder Udholdenhed, har Kvinderne i Praksis bevist, at de ikke staar tilbage. Lad Loven gælde begge Parter, saa tager ogsaa Manden Konsekvenserne deraf. Vi tror nu ikke rigtig paa deres gode Vilje. Der er Konkurrence i alle Fag mellem Mænd og Kvinder.
Og Kvinderne vil yderligere komme til at staa som de svage, naar deres Arbejdstid er begrænset frem for Mandens.
Dette Lovforslag vedrører enhver, som har Døtre, der skal frem til eget Erhverv.
Ingen Kvinde skal tro, at det ikke kommer hende ved, - jo, meget mere, end det i Øjeblikket kan ses.
Kvinderne maa selv være med til at bestemme deres Arbejdsforhold de maa slutte sig sammen i Foreninger og saa haabe paa, at de kan klare sig selv.
