« Tilbage til søgeresultaterne
Grevinde Cosel
Naar man i denne Tid i Boghandlervinduer og Avisanmeldelser læser ovenstaaende Titel paa en historisk Roman af Fru Emmy Drachmann, der er udkommen paa Ernst Bojesens Forlag, vil mange maaske spørge; „Hvem er Grevinde Cosel?” Hos andre vil Navnet sikkert vække Erindringer fra Rejser i sachsisk Schweitz, hvor man paa den gamle Slotsruin „Stolpen” af Kastellanen faar en kortfattet Beretning om den Kvinde, der henlevede mere end et halvt Aarhundrede inden for Stolpens triste Fæstningsmure. For om muligt i en videre Kreds at vække Interesse for denne interessante Kvindeskikkelse og derigennem for Fru Drachmanns solide og fængslende Skildring af hende vil jeg forsøge i korte Træk at tegne hendes Liv.
Som den af den berygtede Kurfyrst Friedrich August den 2dens utallige Elskerinder, der er bleven mest bekendt, fordi hun var den, der i denne Egenskab kom til at spille den mest fremtrædende Rolle ved Hoffet i Dresden og kostede Landet de betydeligste Summer - har Grevinde Cosel ofte været Genstand for tyske Romanforfatteres Skildring; men hos dem alle har Fantasi og Digtning sat de historiske Kendsgerninger i Skygge.
I Fru Drachmanns danske Roman om Grevinde Cosel er dette imidlertid ikke Tilfældet. Hun har skrevet sin Bog paa et meget solidt historisk Grundlag og med sit indgaaende Kendskab til Virkeligheden givet en fængslende Skildring af den Kvinde, der vandt en saa enestaaende Magt over Kurfyrsten - en Magt og Indflydelse, hun i henved 9 Aar forstod at bevare over den grænseløs letsindige Friedrich August.
At Grevinde Cosels Historie kan have en særlig Interesse for danske Læsere derved, at hun var dansk af Fødsel, vil sikkert være de fleste ubekendt.
Hendes Fader Oberst Joachim v. Brockdorf var Kavalleriofficer i København, men Datteren, den smukke Anna Constanze, kom som ganske ung Pige til Tyskland med den holstenske Prinsesse Sofie Amalie, der blev gift med Arveprinsen af Braunschweig-Wolfenbüttel, og ved dennes Hof lærte hun den sachsiske Finantsminister v. Hoymb at kende, med hvem hun giftede sig og drog til Dresden.
Da Ægteskabet var ulykkeligt, varede det ikke mange Aar, før det atter hævedes, og omtrent paa dette Tidspunkt var det, at den unge Grevinde lærte den for Kvinder saa farlige Kurfyrste personlig at kende - et Bekendtskab, der skulde faa skæbnesvangre Følger for hende.
Ved Siden af en uhyre Ærgerrighed og Pragtsyge har Grevinden sikkert besiddet en i hvert Fald efter den Tids Maalestok og ved det berygtede Dresdnerhof usædvanlig Sædelighedsfølelse. - Og i disse Egenskaber kan vi vel søge Grunden til, at hun ikke - trods det Indtryk den smukke, ridderlige Fyrste maa have gjort paa hende - gav efter for hans glødende Kærlighedserklæringer og indtrængende Bønner om at tilhøre ham, før han dokumentarisk havde erklæret hende for sin legitime „épouse” og lovet hende Dronningeværdigheden i Tilfælde af den dalevende Dronnings Død samt forpligtet sig til at anerkende de Børn, hun muligt fødte ham, som ægte.
Fra nu af var der ingen Grænser for de Gaver og Udmærkelser, hvormed Fyrsten overøste Grevinden. Han udvirkede hos Kejseren, at hun fik Titel og Navn af „Reichsgräfiin von Cosel”, købte Palæet Faschenberg, som støder umiddelbart op til det kongelige Slot, til Vinterbolig for hende og lod en overbygget Gang indrette, der forbandt de to Slotte med hinanden; senere forærede han hende Sommerslottet Pillnitz ved Elben og byggede endvidere til hende det smukke lille Palæ i „Grosser Garten”: desuden sikrede han hende selvfølgelig en meget stor aarlig Indtægt.
Med umættelig Begærlighed sørgede Grevinde Cosel for at skrabe Penge og Kostbarheder til sig, og den rundhaandede Fyrste betænkte sig, end ikke paa at berøve Dresdnernes Stolthed „Das grime Gewolbe” dets Skatte for at tilfredsstille sin elskedes Ønsker. - At dette ikke tjente til at gøre Grevinden afholdt hos Folket, der netop i disse Tider sukkede under Byrden af de tunge Skatter, Krigsomkostningerne paalagde dem, er let forstaaeligt; dog tillagde man hende sikkert langt flere slette Handlinger og lave egoistiske Bevæggrunde, end der med Rette kunde tilskrives hende; thi med sin usædvanlig klare Forstand, sin sjældne Retfærdighedsfølelse og store Kærlighed til Kongen søgte hun ofte at raade og lede den let paavirkelige Fyrste til det gode. Men derved skaffede hun sig mange og farlige Fjender ved Hoffet, hvor enhver kun tænkte paa at berige sig selv og se paa sin egen Fordel, og i denne Hensigt ved Fornøjelser og Adspredelser søgte at afvende Kongens
Tanker saa meget som muligt fra Regeringssager. Da hun tilmed ved flere Lejligheder blandede sig i Statsanliggender, opvakte hun ydermere det Had imod sig, som Misundelsen alt havde tændt hos hendes Omgivelser ved Hoffet.
Her pønsede man nu utrættelig paa at svække den Gunst, hun nød hos Friedrich August, og da den vankelmodige Konge vel ogsaa begyndte at føle Trang til større Frihed til sine Elskovseventyr end den, Grevinden, der med skinsyg Aarvaagenhed fulgte ham overalt, tilstod ham. lykkedes det dem efterhaanden at rokke ved hendes Magt for tilsidst at opnaa, at hun i Unaade blev forvist til Slottet Pilnitz, hvor hun holdtes i et Slags Fangenskab. Paa alle Maader bearbejdede man nu Kongen for at overbevise ham om, hvor farlig Grevinde Cosel var for hans dyrebare Person, idet man endog beskyldte hende for at øve Trolddom og Heksekunster med ham. Dette sidste var vel heller ikke ganske usandt, idet Grevinden i sin Fortvivlelse over Tabet af Kongens Kærlighed, efter sigende i Pillnitz skal have søgt Omgang med Zigeunere for om muligt ved disses kloge Raad og „Sympatimidler” at vinde denne tilbage igen. Ministrene paaviste Kongen, af hvor stor Vigtighed det var for ham, at han fratvang Grevinden det Ægteskabsdokument, hvori han i sin Tid havde paalagt sig saa bindende Forpligtelser over for hende.
Hverken Bønner eller Trusler kunde imidlertid bevæge Grevinde Cosel til at give Dokumentet fra sig; hun flygtede endog til Berlin, hvor hun muligvis har set Lejlighed til at skaffe det af Vejen, thi det fandtes trods alle Undersøgelser aldrig.
Fra Sachsen opfordrede man den prøjsiske Konge til at udlevere Grevinden; men han nægtede det. Paa en Rejse til Halle blev hun imidlertid grebet af sachsiske Udsendinge og ført til Fæstningen Stolpen, hvor hun hensad som Fange til sin Død 1765.
Fra sit 36te Aar var denne ulykkelige Kvinde død for Verden og henslæbte i over 50 Aar sit Liv i et Fangenskab, til hvilket man end ikke angav hende nogen Grund; uden foregaaende Undersøgelse eller Dom var hun for stedse berøvet sin Frihed, og de Bønskrifter, som hun flere Gange sendte Kongen, blev ubesvarede. I andre Kvinders Selskab glemte denne snart den en Gang saa højt elskede Grevinde Cosel.
Hun havde to Døtre og en Søn med Kongen, der sørgede faderligt for deres Fremtid. Begge Døtrene blev gifte med højtstaaende Adelsmænd, og Sønnen kom til at indtage en meget anset Stilling; men underligt nok gjorde disse intet for at udfri deres Moder af hendes sørgelige Fængsel; - muligvis har de slet ikke vidst, at hun overhovedet levede, thi man søgte med Flid at hemmeligholde alt, hvad der vedrørte Grevinde Cosel og hendes fængsling. -
