« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Holland
(Af et privat Brev.)
Krigen i Transvaal foraarsager ogsaa her stor Elendighed. Der kommer ikke flere Diamanter fra Afrika og allerede i længere Tid har Tusinder af Mennesker i Amsterdam, hvor de store Diamantsliberier findes, været fuldstændig brødløse. Der er allerede 3000 Diamantarbejdere uden Erhverv, og man frygter, at der om kort Tid vil blive yderligere 3 à 4000. Og denne Nød vil ikke ophøre før Krigen ender. Her gøres selvfølgelig Indsamlinger - i Utrecht er man endog gaaet fra Dør til Dør for at samle ind - men det forslaar ikke.
Med den store Elendighed for Øjnene faar man ret Blikket op for, hvor meningsløs, ja vanvittig, den nuværende Fordeling af Rigdommen er, og det forekommer én ret mærkeligt at høre rige Mennesker, der endogsaa i denne svære Tid intet nægter sig i Retning af Nydelse og Vellevnet, jamre sig over den store Nød der er.
Der er nu i Utrecht blevet oprettet en Læseforening for at meddele Kundskaber paa det sociale Omraade. Den vil arbejde for dette Maal ved at holde sociale Tidsskrifter, ved at samle et socialt Bibliotek og ved at lade afholde Foredrag om sociale Emner. Dens Farve er strengt nevtral og den vil bevare denne ved at holde de mest yderliggaaende Elementer borte.
For almindelig Valgret gøres der i Vinter megen Propaganda. De radikale og Socialisterne har sluttet sig sammen for dette Formaal og de liberale *) har - hvad ingen ventede - gjort fælles Sag med disse. Mod disse slutter sig de konservative, d. v. Kalvinister, Katoliker og de
kristeligt-historiske (en Fraktion, der fremfor alt er vendt imod Katoliker og Socialister). Det socialdemokratiske Arbejderparti vil ogsaa indrømme Kvinden Valgret. Nu faa vi se, hvilken Udgang Valgene i 1901 vil faa.
I December Maaned har Andet Kammer vedtaget Loven om Ulykkestilfælde ved Arbejdet. Enhver Arbejdsgiver er derved forpligtet til at udbetale Arbejderen, der under Arbejdet bliver Invalid, en Pension, der kan naa op til 70 Proc. af Lønnen. Kontrollen sker ved Staten, og det er sikkert den bedste Lov paa det Omraade i Evropa.
Lige nu kommer Efterretningen om Cronjés Kapitulation. Vi er bedrøvede, oprørte derover. Vi tror endnu ikke, at England skal vinde endelig Sejr, men det kan jo ikke nægtes, at dets Chancer nu er betydeligt større. Vi tænker og taler ikke om andet end Krigen - Krigen.
*) I Holland er Regeringspartiet liberalt.